Min kuffert kom ikke med hjem fra Holland.
Hvordan og hvornår den stod af turen er uvist, men resultatet var, at jeg stod håbefuld ved transportbåndet i Ålborg lufthavn en sen aften og kiggede på lang række af kufferter, der en efter en blev samlet op af deres håbefulde ejere.
Sømanden, der hellere ville dø end at betale ekstra for en kuffert, var sammen med sin weekendtaske rendt ud for at hente bilen.
-vi ses ved “Kiss and Goodbye”, råbte han, inden han pilede afsted.
Det var en rigtigt god plan, for så behøvede jeg jo heller ikke at storme afsted i støvregnen, men kunne spadsere værdigt ud til bilen med min røde rullekuffert.
Bortset fra, at den ikke rigtigt dukkede op.
Til sidst var der ikke mere bagage tilbage og en eller anden slukkede for båndet.
Grebet af en vanvittig optimisme blev jeg stående og stirrede på det tavse bånd.
Vi var to, der manglede vores kufferter.
Mig og en dame, der kun kunne en lille smule tysk.
Hun forsøgte at kommunikere.
Spurgte om jeg vidste noget.
Det gjorde jeg ikke.
Vi stirrede håbefulde på båndet.
Måske hvis vi ønskede det længe nok, så ville båndet sætte i gang igen og vores kufferter ville materialisere sig.
Det skete ikke.
Der var rungende tavshed og selv lufthavnen begyndte at ligne en, der bare helst ville hjem.
Jeg bevægede mig mod udgangen, damen fulgte forsigtigt efter.
Vi gik igennem den toldfri udgang.
Nothing to declare.
Lufthavnen lå øde.
De fleste kontorer var lukket og vi kunne høre vores egne skridt give genlyd i den tomme gang.
Måske var vi de eneste mennesker i bygningen.
Det føltes lidt som en gyserfilm.
Måske var sømanden blevet nuppet af en zombie?
Vi begyndte at gå hurtigt og målbevidst.
Vores hæle klikkede mod gulvet.
Oppe ved hovedindgangen fandt vi en skranke med tre personer.
I habitjakker, slips og velfriseret hår.
Jeg henvendte mig til den ene og forklarede situationen.
Hun kiggede intenst på skærmen og konstaterede hurtigt, at de havde fundet den.
Kufferten altså.
Jeg blev bedt om at udfylde et skema.
Der blev afkrævet svar på mange ting
Størrelse, form, farve og koden til låsen.
Navn og adresse.
Her kom den tysktalende dame lidt i vanskeligheder, da hun blev lidt i tvivl om, hvor hun egentligt skulle bo.
Jeg blev spurgt om særlige kendetegn.
-rød, svarede jeg tilfredst, velvidende at de fleste kuffeter i denne verden er sorte.
-ja, men, forklarede lufthavnsdamen pædagogisk, -er der et særligt kendetegn? Har du f.eks. sat et gult bånd på håndtaget.
Det havde jeg ikke.
Jeg følte mig utroligt dårligt forberedt.
Så skulle jeg pege på et lamineret skilt med forskellige kuffertmodeller.
Hvilken lignede mon min allermest?
Jeg pegede på den, der lignede allermest.
Bortset fra, at den var sort og ikke rød.
-er du sikker? Spurgte hun så.
Det var jeg.
Så tastede hun mere ind i computeren og konstaterede, at den ville ankomme til Ålborg lufthavn næste dag kl. 14.42.
-har du mulighed for at smutte forbi og hente den?
Hendes spørgsmål hang lidt i luften, imens vi begge overvejede mulighederne.
Hun håbede måske, at jeg bare sagde ja, imens jeg spekulerede over, hvem der boede så tæt på Ålborg lufthavn, at de bare lige kunne smutte forbi.
Jeg tilstod, at jeg boede i Skagen.
Hun arrangerede venligt noget transport og meddelte, at den røde kuffert ville lande på min matrikel lørdag eftermiddag.
Jeg udfyldte endnu et skema og kørte slukøret hjem uden min tandbørste.
Sømanden manglede også sin kontaktlinsevæske, som han havde presset ned i min kuffert, da størrelsen overskred mængden tilladt væske i håndbagagen.
Tandbørsten, kontaktlinsevæske og den røde kuffert ankom lørdag eftermiddag, kørt lige til døren af en flink mand, der som en ekstra bonus, gav foredrag om et tv-program, som han havde set dagen før.
Det handlede om fremtidens el-biler.
Jeg kunne ikke helt gennemskue, hvordan vi kom fra; tak for det og vil du kvittere her, til at høre om udviklingen af fremtidens biler.
Men det er jo altid rart at mærke folks begejstring, så kufferten og jeg stod og lyttede, indtil vi begyndte at fryse og måtte foretrække til varmen.
Her kunne jeg lykkeligt konstatere, at den vintagehåndtaske i kurveflet, som jeg havde erhvervet på et loppemarked til 5 euro, var intakt og sømanden kunne lykkeligt fræse ud på badeværelset for at sætte kontaktlinsevæsken på plads i skuffen.
Hvor kufferten har været fortaber sig i tågerne, men jeg forstår den egentligt godt.
Når man står der, i lufthavnen, på vej hjem, så kunne man da godt få lyst til at tage et andet fly.
På eventyr, videre ud i verden.
xxx
