-har du slik og kager med? Spurgte jeg optimistisk min kollega, der gik tilfældigt igennem rummet.
Det havde hun så ikke.
Angrebet af en akut trang til eftermiddagssnack måtte jeg på jagt i skuffer og skabe.
Det eneste spiselige, som jeg kunne grave op torsdag eftermiddag kl. 15.30 var en pakke åbnede majskiks.
Gule, puffede majskerner formet til runde kiks.
Et sundt og alvorligt voksenvalg.
Anbefalet af folk, der bruger rigtigt meget tid i motionscentre, hvor de løfter tunge ting og siger høje prustelyde.
Jeg åbnede pakken og kiggede ned på selve inkarnationen af det sunde valg.
Gul, rund og en lille smule uapptitlig.
Jeg forsøgte tappert at bruge min fantasi.
Snusede optimistisk til kiksen, i håbet om, at den duftede en lille smule af chokolade.
Eller kanel.
Måske en svag duft af kokos.
Kunne det minde lidt om en kage.
En romkugle måske.
Et studenterbrød.
Jeg gav mig selv en peptalk og trak den heldige vinder op af pakken.
-uhmm, sagde jeg og viftede med den runde fætter, i forsøget på at friste mig selv med en tørre, og ærligt talt uinspirerende uringule kiks.
Den føltes tør og papagtigt.
Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at den var sprød og luftig.
Sund, om ikke andet.
Med skælvende hånd førte jeg den op til munden. Der skulle et par lukkede øjne og tre forsøg til, før jeg fik tvunget de ru puffede majskerne forbi mine læber.
-aaahhh.
Jeg bed forsigtigt i kiksen og den eksploderede omgående i tusind dele.
Noget landede i munden, lidt sad fast på læben og en del dryssede ned af maven.
Min hånd nåede at gribe de store dele, og min mund blev så tør, at mine læber sad fast på fortænderne.
-umhhh, sagde jeg så, i håbet om at piske en stemning op, imens tungen forgæves forsøgte at indfange løsgående smulder og halve kerner, der bevægede sig rundt i munden som vindhekse på en amerikansk prærie.
Kombinationen af den tørre kiks og mundens slimhinder, der omgående havde trukket sig sammen, betød at kiksestykkerne valgte at sætte sig fast tilfældigt udvalgte steder i mundhulen.
Utroligt, som sådan en majskerne kan suge sig fast.
Tungen kæmpede heroisk imod overmagten og afsøgte alle overflader.
Læberne føltes sprukne.
Jeg kiggede nedslået på min hånd, der krampagtigt holdt fast i resterne.
Jeg længtes efter noget at drikke.
Vand, pepsi, kaffe, gammelt te i et udtjent papkrus.
Alligevel valgte jeg at angribe igen.
I håbet om at blive sund, tynd, sporty tog jeg en bid mere af den gule spise.
Det smagte den ikke bedre af.
Til gengæld brød der en tørke i mundhulens land.
Det blev faktisk lidt svært at synke.
Det var, som om jeg ikke rigtigt fik produceret noget spyt.
Min hals modarbejde mig.
Jeg måtte synke flere gange, før jeg nåede i mål.
Tænderne føltes tørre og skrøbelige.
Jeg overvejede at skrive en reklamation til firmaet.
Jeg syntes ikke rigtigt, at de levede op til deres løfter om et sundt og lækkert mellemmåltid.
Det er da muligt, at det er sundt, men lækkert må siges at være en tilsnigelse.
Tørt, gult og rundt, kan jeg gå med til, og måske dehydrerende og livsfattigt, for ikke at tale om trist og besværligt.
Slik og kager kan man i hvert fald ikke kalde det.
Det har de selvfølgelig heller ikke lovet, men den optimisme, som jeg følte, da jeg indkøbte produktet, står ikke til måls med den oplevelse som jeg havde, da jeg spiste det.
Men jeg gik nok ind i kampen med for store forventninger.
Håbefuld og en smule naiv.
Og da jeg havde spist kiksen og drukket en halv liter vand, så blev jeg grebet af en akut trang til slik og kager.
Jeg havde stadigvæk ikke noget.
Jeg havde stadigvæk flere kiks, men var alvorligt bekymret for at gøre skade på mit tandkød og min livsglæde.
Heldigvis mødte jeg socialrådgiveren ude i forhallen.
Hun havde en japanstang i tasken.
Den var også gul og rund, men den smagte bedre.
Og så gav den ikke synke besvær.
xxx