Forfængelig forfængelighed

– Årh, for helvede, udbrød sømanden og tog sig til hjertet, da jeg trådte ud fra badeværelset.

-nu må I kraftedme snart stoppe med det pandashit, brølede han, og hentydede til min nyligt lagte ansigtsmaske.

For sådan er det, når man er ene hane i kurven, og derfor udelukkende er omgivet af hunkøn på den hjemlige matrikel.

Så lever man med en evig cyklus af makeup, cremer, ansigtsmasker, hårprodukter og tusind andre mærkværdigheder på badeværelset.

Sømanden har valgt at kalde det hele for mascara.

-hvem ejer det mascara der ligger og flyder ude på badeværelset, spørger han jævntligt tøserne om, så ved de godt, at det kan dække over mange forskellige ting.

Og jeg elsker det.

Ikke rodet på badeværelset, men alle produkterne.

Hårlakken, marcaraen, øjenskygger i alle farver, røde læbestifter, krøljernet, cremerne og parfumerne.

Jeg synes, at det er skidesjovt at lege med, og sommertider er det bedste ved festen, når makeuppen skal lægges og håret ordnes.

Så ja, jeg er forfængelig, og du må gerne kalde mig pudderdåse, dulle og sminkekrukke.

For det passer sgu meget godt, og der er vel ikke noget galt i at være forfængelig.

Forfængelighed har jo mange ansigter og kan handle om alt fra indretning af hjemmet, børnenes præstationer, arbejdsindsats og ikke mindst, det vi ikke fortæller til andre.

Det handler jo i bund og grund om at fremstå fra sin bedste side, præsentere sig selv og fremstå bedst mulig.

Men et eller andet sted på vejen, er det blevet vedtaget, at den forfængelighed der handler om makeup og hår, er den laveste form for forfængelighed.

Den man griber til, når der ikke er andre muligheder.

-skal du nu male dig igen, som min mormor engang sagde, da jeg kom mascara på, inden vi skulle ud af huset.

Og ja, det skulle jeg.

Igen.

Og det bliver jeg ved med.

Ligesom jeg bliver ved med at gå i kulørte kjoler, krølle mit hår og bruge store øreringe.

Og det gør ikke noget, at I kommenterer det.

Både jer der henvender jer direkte, jer der tror, at jeg er døv og derfor ikke kan høre at I hvisker, og jer, der kigger sigende på jeres bedste veninde.

-nu skal du ikke grine, kommandere en kvinde spidst til hendes mand og nikkede i min retning, da sømanden og jeg i sommers boede på et hotel og deltog i morgenbuffeten.

-jeg griner ikke, svarede manden langmodigt, jeg kigger bare..

Og vi skilte os nok også lidt ud, sømanden og jeg, der ved morgenbordet, imellem de praktiske frisurer, stumpebukserne, velcrosandalerne og en meget udpræget mangel på farver.

Og man må heldigvis klæde sig som man vil i dette land, men jeg vil vove den påstand, at det også er udtryk for forfængelighed, når man for enhver pris vil undgå at skille sig ud.

Eller når man gerne vil signalere, at man da i hvertfald ikke går op i sit udseende.

Eller når man ikke vil indrømme, at man er forfængelig.

Så I er velkommen til at kigge, snakke, pege og glo med åben mund.

I må godt synes, at jeg er for meget, for kulørt, og for festlig klædt til en mandag morgen.

I må godt spørge om jeg er klædt ud, på vej til sølvbryllup eller om min livret er burger, fordi jeg har en polkaprikket kjole på!

Så skal jeg nok lade være med at spørge jer, om jeres valg af tøjstil, frisure og manglende makeup.

Det er jeg nemlig alt for forfængelig til!

Xxx

Nyt tøj

Jeg har fået en ny skjorte.

I leopard.

Og satin.

Købt på hjemmeside, hvor jeg begejstret klikkede den i kurven, uden at være opmærksom på en ret vigtig detalje.

Det er en bodystocking.

Og os, der levede i firserne, hvor bodystockings var på det højeste, ved godt hvad det betyder.

Trykknapper.

I skridtet.

Og det gør unægtelig toiletbesøg til en kompliceret affære.

Her er det særligt vigtigt at gå på toilettet i god tid.

For hvis det er lidt påtrængende og man er nødt til at holde benene lidt samlet, så kan det faktisk være svært at finde tiden til at få knappet bunden op, og få alle dele af vejen, inden det tager fart.

Og bagefter skal det så knappes sammen igen.

Her er det rimeligt nemt at finde forsiden.

Den hænger ligesom der og dingler.

Men bagsiden.

Bagsiden, som den skal knappes sammen med, er altid kravlet op på ryggen, hvor den ligger sig til hvile lige præcis der, hvor man ikke kan nå.

Så er det, at man bliver nødt til at svaje i ryggen, for at få fat i bagsiden.

Her er det ekstremt vigtigt at holde fast i noget stabilt med den ene hånd, imens man med den anden hånd fumler intens efter den bodystocking, som man efterhånden har fortrudt, at man har taget på.

Når man endelig har fanget den lille satan, så er det bare med at holde fast.

For et øjebliks uopmærksomhed betyder, at den kravler op på ryggen igen og hele skal starte forfra.

Når man endelig har fat i begge ender, så skal de føres sammen og lukkes.

Her bliver man så nødt til at bøje sig kraftigt forover, for at se hvor de bitte, bitte, bitte små knapper befinder sig.

Det kan være ret besværligt, hvis man befinder sig i en lille bitte toiletbås, og har store bryster der spærrer for udsynet.

Og hvis man er kommet i den alder, hvor læsebriller er en nødvendighed, så kan der godt udvikle sig en temmelig intens stemning inde i den toiletbås.

Efterhånden når man så et stadie, hvor man både kampsveder, stønner og har udviklet en akut klaustrofobi.

Evnen til at tænke klart og logisk forsvinder i horisonten, og man føler, at man har tilbragt det meste af sit liv inde i den lillebitte, og i øvrigt ikke særligt lydtætte toiletbås.

Når knapperne endeligt har fundet hinanden og er forsvarligt sikret, så er man lige nødt til at tage en lille pause, for at få pulsen ned, inden resten af tøjet kan bringes i orden.

Så står man der.

Med en knappet bodystocking og bukserne nede om haserne, med svedige håndflader og røde kinder, og lover sig selv, at man ikke skal have mere væske den dag, i et fromt håb om at begrænse toiletbesøgene.

For sådan en skjorte-bodystocking er jo en super god ide.

På papiret.

xxx