Altså..

Hvor bliver foråret af?

Det vil jeg gerne vide.

Er det aflyst eller hva´?

Hvorfor skinner den sol ikke?

Jeg ved godt, at det er et ilandsproblem, men nu bor jeg altså i et iland, og jeg synes bare, at vinteren har været så uendelig langtrukken og kedsommelig, så nu vil jeg bare gerne lidt udenfor.

Uden termotrøje, uldsokker og paraply.

Er det for meget forlangt?

Bare lige sol nok til, at jeg kan sidde i hjørnet på den røde terrasse med en kop kaffe og en god bog.

Det er jo ikke 40 grader og afbrændingsforbud, som jeg beder om.

Bare lige, så man kan mærke, at nu er foråret på vej.

Og i år trænger vi jo ekstra hårdt til lidt luftforandring.

Men det er tilsyneladende for meget at be´om.

Åbenbart.

Så lige nu er jeg da taknemmlig for, at det ikke står ned i stænger, som i sidste uge, hvor vores tørresnor knækkede, fordi et intenst regnskyld gjorde håndklæderne så våde, at snoren brød sammen.

Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt at løbe ud i regnen og bjærge vasketøjet, inden det blev så vådt, at snoren sprang.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg valgte at kigge resigneret ud af vinduet og tænke, at det da sikkert blev tørt igen, når regnen holdt op.

Men regnen stoppede aldrig og tilsidst blev det for meget for snoren, der valgte at give op og sige farvel til livet som tørresnor.

Men her til formiddag holder regnen en lille pause. Den har flekset ud et par timer, men har meldt sin ankom igen over middag.

Så det benytter jeg mig af.

Dynerne bliver luftet, vasketøjet tørret og jeg har gået en runde i haven og konstateret, at bladene nu alligevel springer ud, selvom baggrundstæppet er gråt.

Og det er jo ikke fordi, at jeg er den store soldyrker. Når sommeren kommer, så foretrækker jeg skyggen, modsat sømanden, der kan sidde stille i solen, som et andet vekselvarmt dyr, der får batterierne opladet.

Jeg holder sjældent mere end 15 minutter i direkte solskin. Så har jeg vendt og drejet mig 37 gange, taget ekstra solcreme på, taget hat på og af, rettet på håndklædet og smurt læbepomade med solfaktor på mine brændende læber.

Til sømandens store lettelse, så trækker jeg som regel hurtigt ind i skyggen og dermed væk fra ham.

-lig nu for helvede stille, brølede han en sommerdag, da det var særligt slemt, -det er jo som at ligge ved siden af et roterede grillspyd.

Men det kunne jeg ikke, så jeg trak ind i skyggen med min bog, imens sømanden blev liggende i solen med sin radio.

Det kan man også se på os, når sommeren går på hæld og sømandens hudfarve nærmer sig varm chokolade og min har lidt samme farve som koldskål.

Og det gør ikke noget, det er helt fint, og det er heller ikke en hedebølge jeg efterlyser.

Bare lidt fornemmelsen af forår.

Bare lige nok til at lægge hynderne i havemøblerne, plante blomster i krukkerne og drikke en kom kaffe med studievejlederen i eftermiddagssolen.

Det er bare det.

Det vil jeg gerne be´om.

xxx

Påske med løg på

Så kom påsken snigende.

Med alle mulige løfter og muligheder, som sikkert ikke bliver til noget.

Forårsolen kiggede lige frem i ugen der gak, og lovede varme og tøj der kunne tørres på tørresnoren.

Men som alt andet i denne tid, så trak solen sig tilbage, gik i hjemmekarantæne, isolation og efterlod os andre med drypregn, grå himmel og dage, hvor alting bare ligner hinanden.

Men vi trænger satme til det forår.

Og nu er Mette F. og hendes bande begyndt at linde på døren, løfte låget og en spinkel solstråle kan anes derude i den virkelige verden.

Men tør vi tro på det?

Orker vi at tro på det?

Når man har tabt tilstrækkelig mange gange, så er det jo ikke længere så sjovt at spille på rouletten.

Så kan man vælge at trække sig fra bordet eller satse alt på rødt.

Og har man ikke flere jetoner, så må man låne.

For vi er jo nødt til at fortsætte spillet.

Lægge de sidste slidte brikker på filtdugen, lukke øjnene og håbe.

Håbe på at børnene kan komme i skole, at cafeerne åbner og at vi snart kan blive klippet igen.

Håbe på, at den lille irriterende sølvkugle endelig lander på det felt, som vi spiller på.

At vi snart kan høste vores investering.

For vi er godt nok ved at være slidte.

Og vi har godt nok været meget sammen med vores familie.

Hjemme på matriklen.

Det har vi.

Så nu vil jeg godt snart prøve det der “jeg-er-ikke-hjemme”-noget.

Jeg har hørt, at det skulle være sjovt.

Det er noget med at tage bh på, børste tænder og gå ud af døren.

Det involvere omgang med ukendte faktorer, som for et eksempel andre mennesker, spytpartikler og spontanitet.

Jeg har hørt, at det skulle være sjovt og oplivende, men efter mange, mange, mange dage med ekstremt begrænset kontakt med andre mennesker, så er jeg en lille smule utryg.

Hvordan omgås man egentlig andre mennesker?

Hvordan er der nu, at man giver hånd?

Krammer?

Hilser?

Kan ens sociale kompetencer visne og dø?

Skal man starte forfra, eller er det som at cykle?

Op på hesten og i gang, så kommer det hele tilbage.

Men på den anden side, så kan det vel ikke nytte, at vi tænker for meget over det.

For i morgen er der sikkert et eller andet der lukker ned og sættes i karantæne.

Så nu starter jeg med at øve mig på de små ting.

I dag har jeg for eksempel taget to ens sokker på.

Det er da fremskridt.

xxx

Bare ben og tophue

Jeg har smidt strømpebukserne.

Sådan.

Efter en heftig svedetur på arbejdet, cyklede jeg målrettet hjem, trak strikkjolen over hovedet og hev strømpebukserne af, og kylede det hele hen i et hjørne af soveværelset.

Bagefter smed jeg mig i søstjernestilling på sengen, for sådan lige at få lufttørret alle arealer.

Så var det, at jeg besluttede mig for, at nu er foråret altså for alvor startet, og de tykke sorte strømpebukser er blevet forvist til skuffen, indtil efteråret sætter ind.

Så i dag cyklede jeg afsted uden strømpebukser.

Med solen lige i ansigtet, og de vinterblege ben stukket i et par sandaler.

Fuldstændigt overbevist om, at resten af verden da også kunne mærke foråret.

Indtil jeg mødte en dame i lang dynejakke, halstørklæde, luffer og tophue.

Hun skuttede sig i kulden og kiggede bekymret ud under huens tykke kant, imens hun spejdede efter snestorme, forkølelser og halsbetændelse.

Også krydsede vi hinanden.

Optimisten og pessimisten.

Frossenpinden og den evigt svedende viking.

Hun, forsigtigt trippende på fortovet i medvind, og mig på min cykel i modvind, med frakkeskørterne blafrende i vinden.

For vi havde begge to klædt os på efter forholdene.

Og vejret.

Og sådan er alting jo relativt, og der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning, som børnehavepædagogerne altid påpeger, spørgsmålet er jo bare, hvad dårlig påklædning egentligt er.

Og et sekund mødtes vores øjne, der under tophuens kant, og vi stemplede straks hinanden som fuldkommen vanvittige og ude af trit med virkeligheden.

Og så var det, at jeg blev helt glad for at bo i et land, hvor man selv bestemmer, om man vil gå til købmanden i bare ben eller foretrækker at rulle sig ind i dynejakker og halstørklæder.

For selvom vi lever i den samme verden, så lever vi jo i hver sin virkelighed, og det gør jo bare det hele lidt mere interessant.

xxx