Så kom påsken snigende.
Med alle mulige løfter og muligheder, som sikkert ikke bliver til noget.
Forårsolen kiggede lige frem i ugen der gak, og lovede varme og tøj der kunne tørres på tørresnoren.
Men som alt andet i denne tid, så trak solen sig tilbage, gik i hjemmekarantæne, isolation og efterlod os andre med drypregn, grå himmel og dage, hvor alting bare ligner hinanden.
Men vi trænger satme til det forår.
Og nu er Mette F. og hendes bande begyndt at linde på døren, løfte låget og en spinkel solstråle kan anes derude i den virkelige verden.
Men tør vi tro på det?
Orker vi at tro på det?
Når man har tabt tilstrækkelig mange gange, så er det jo ikke længere så sjovt at spille på rouletten.
Så kan man vælge at trække sig fra bordet eller satse alt på rødt.
Og har man ikke flere jetoner, så må man låne.
For vi er jo nødt til at fortsætte spillet.
Lægge de sidste slidte brikker på filtdugen, lukke øjnene og håbe.
Håbe på at børnene kan komme i skole, at cafeerne åbner og at vi snart kan blive klippet igen.
Håbe på, at den lille irriterende sølvkugle endelig lander på det felt, som vi spiller på.
At vi snart kan høste vores investering.
For vi er godt nok ved at være slidte.
Og vi har godt nok været meget sammen med vores familie.
Hjemme på matriklen.
Det har vi.
Så nu vil jeg godt snart prøve det der “jeg-er-ikke-hjemme”-noget.
Jeg har hørt, at det skulle være sjovt.
Det er noget med at tage bh på, børste tænder og gå ud af døren.
Det involvere omgang med ukendte faktorer, som for et eksempel andre mennesker, spytpartikler og spontanitet.
Jeg har hørt, at det skulle være sjovt og oplivende, men efter mange, mange, mange dage med ekstremt begrænset kontakt med andre mennesker, så er jeg en lille smule utryg.
Hvordan omgås man egentlig andre mennesker?
Hvordan er der nu, at man giver hånd?
Krammer?
Hilser?
Kan ens sociale kompetencer visne og dø?
Skal man starte forfra, eller er det som at cykle?
Op på hesten og i gang, så kommer det hele tilbage.
Men på den anden side, så kan det vel ikke nytte, at vi tænker for meget over det.
For i morgen er der sikkert et eller andet der lukker ned og sættes i karantæne.
Så nu starter jeg med at øve mig på de små ting.
I dag har jeg for eksempel taget to ens sokker på.
Det er da fremskridt.
xxx