Så er der simpelthen cowboy’er-uge i flimmeren.
Nogle programplanlæggere på DR2 har ganske enkelt fået den geniale ide at fylde påskens sendeflade med western-film.
Om det er af økonomiske grunde eller ren og skær dovenskab, står hen i det uvisse, men når vi nu alligevel sidder der hjemme, så kan vi ligeså godt gøre det med John Wayne og Geronimo.
Har de åbenbart tænkt og klistret en stribe westerns i enden af hinanden, trykket på startknappen, og drønet på påskeferie.
Og jeg klager ikke.
Jeg kan godt lide cowboy-film.
Det er en særlig blanding af lejrbål, heste, frynser og gnavne heltetyper, der lader seksløberen tale.
Og de rammer plet hver gang.
Skurkene falder om på en helt særlig dramatisk måde, der er minimum af blod og begrænset ansigtsmimik.
Og det kunne jo være skønt, hvis det var var sådan i det virkelige liv.
Hvis vi lige forestiller os, at Søren Brostrøm var sheriffen, med stjerne på brystet, hjulben og de der læderovertræksbukser med frynser.
Så kunne Mette F. være borgmesteren med den høje hat og det snoede overskæg.
Og i stedet for at tale om bølger, restriktioner og retningslinjer, så kunne Søren bare lige trække sin gun.
-sagde du stigende incidenstal?
Pow-pow
-glemte du at spritte af?
Pow-pow.
Så kunne borgmesteren sætte en dusør på Red Coronas hoved, og det vil straks fange en masse dusørjægeres opmærksomhed.
Søren Sherif vil samle et slæng af ukendt og mystisk oprindelse, udnævne dem til vicesheriffer, fylde saddeltaskerne med mundbind og ride ud på prærien for at nakke Red Corona.
Om aftenen vil de lave bål, komme op at skændes, spise bønner og drikke sprit, indtil de falder i søvn med sadlen som hovedpude og hatten ned i øjnene.
Uden den mindste smule tømmermænd, dog en anelse angerfulde, vil de sadle op dagen efter og fortsætte jagten.
Så krydser de måske et indianerterritorie. Det kommer til at stresse dem lidt, men heldigvis kender Søren Sherif allerede den øverste medicinmand, Henrik-taler-med-pap-stykker.
Da indianerne også er rigtigt trætte af Red, så trækker de i krigsmaling, pakker tomahawken og deltager i jagten Red, der mildest talt er ved at være lidt presset.
Til sidst er der en koncentreret ildkamp, hvor begge parter gemmer sig bag ved nogle dekorative klipper og fyrer løs med deres pistoler.
Pow-pow
Der er også rifler og pile involveret.
Pow-pow og swisshh
Det hele ender med en nævekamp mellem Red og Søren.
Red er en fej banan, så han ypper kniv.
Men Søren er en ærlig sjæl, så han vinder, nakker Red og rider ud i solnedgangen på sin trofaste ganger, som han har opkaldt efter borgmesteren.
Det hele bliver selvfølgeligt fulgt af et hold sortklædte tegnsprogstolke, der skiftes til at tolke, efter en præcis og stramt tilrettelagt tidsplan.
Borgmesteren vil gerne uddele dusøren, men sheriffen er allerede langt væk, så dusøren bliver proppet i pengekassen, som ærligt talt også er blevet lidt tørlagt efter den omgang.
Så står der “The End” på skærmen, for en af de gode ting ved western er, at der aldrig er en cliffhanger. Historien slutter, døren lukkes og der koges ikke mere suppe på den pølsepind.
Sådan er det jo ikke i virkeligheden, hvor historien om borgmesteren, sheriffen og Red fortsætter som et hamsterhjul.
Med en træt, skævbenet hamster, der efterhånden har svært ved at se meningen med det åndsvage hjul.
Så hvis du trænger til en pause, en anden fortælling, her i påsken, så skal du måske overveje at tænde for John Wayne og hans seksløber.
Så kan du jo altid lave dig en whisky og se den med støvlerne på.
xxx