Hvor bliver foråret af?
Det vil jeg gerne vide.
Er det aflyst eller hva´?
Hvorfor skinner den sol ikke?
Jeg ved godt, at det er et ilandsproblem, men nu bor jeg altså i et iland, og jeg synes bare, at vinteren har været så uendelig langtrukken og kedsommelig, så nu vil jeg bare gerne lidt udenfor.
Uden termotrøje, uldsokker og paraply.
Er det for meget forlangt?
Bare lige sol nok til, at jeg kan sidde i hjørnet på den røde terrasse med en kop kaffe og en god bog.
Det er jo ikke 40 grader og afbrændingsforbud, som jeg beder om.
Bare lige, så man kan mærke, at nu er foråret på vej.
Og i år trænger vi jo ekstra hårdt til lidt luftforandring.
Men det er tilsyneladende for meget at be´om.
Åbenbart.
Så lige nu er jeg da taknemmlig for, at det ikke står ned i stænger, som i sidste uge, hvor vores tørresnor knækkede, fordi et intenst regnskyld gjorde håndklæderne så våde, at snoren brød sammen.
Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt at løbe ud i regnen og bjærge vasketøjet, inden det blev så vådt, at snoren sprang.
Men det gjorde jeg ikke.
Jeg valgte at kigge resigneret ud af vinduet og tænke, at det da sikkert blev tørt igen, når regnen holdt op.
Men regnen stoppede aldrig og tilsidst blev det for meget for snoren, der valgte at give op og sige farvel til livet som tørresnor.
Men her til formiddag holder regnen en lille pause. Den har flekset ud et par timer, men har meldt sin ankom igen over middag.
Så det benytter jeg mig af.
Dynerne bliver luftet, vasketøjet tørret og jeg har gået en runde i haven og konstateret, at bladene nu alligevel springer ud, selvom baggrundstæppet er gråt.
Og det er jo ikke fordi, at jeg er den store soldyrker. Når sommeren kommer, så foretrækker jeg skyggen, modsat sømanden, der kan sidde stille i solen, som et andet vekselvarmt dyr, der får batterierne opladet.
Jeg holder sjældent mere end 15 minutter i direkte solskin. Så har jeg vendt og drejet mig 37 gange, taget ekstra solcreme på, taget hat på og af, rettet på håndklædet og smurt læbepomade med solfaktor på mine brændende læber.
Til sømandens store lettelse, så trækker jeg som regel hurtigt ind i skyggen og dermed væk fra ham.
-lig nu for helvede stille, brølede han en sommerdag, da det var særligt slemt, -det er jo som at ligge ved siden af et roterede grillspyd.
Men det kunne jeg ikke, så jeg trak ind i skyggen med min bog, imens sømanden blev liggende i solen med sin radio.
Det kan man også se på os, når sommeren går på hæld og sømandens hudfarve nærmer sig varm chokolade og min har lidt samme farve som koldskål.
Og det gør ikke noget, det er helt fint, og det er heller ikke en hedebølge jeg efterlyser.
Bare lidt fornemmelsen af forår.
Bare lige nok til at lægge hynderne i havemøblerne, plante blomster i krukkerne og drikke en kom kaffe med studievejlederen i eftermiddagssolen.
Det er bare det.
Det vil jeg gerne be´om.
xxx