I går skulle jeg klippe mine lilletånegle.
Jeg ved ikke med jer, men det som om, at det der med at klippe tånegle, bliver en lille smule mere besværligt med alderen.
Der er to forhindringer.
Den ene er afstanden.
Det er er bare længere ned til fødderne, end der var dengang i 80’erne.
Måske er jeg ikke så smidig mere, måske lidt for tyk, måske er det alderen, men på en eller anden måde, så bliver jeg bare lidt forpustet, når jeg skal i gang en tre-i-eneren.
Det er svært at finde den rigtige vinkel.
Som en anden George Michael har jeg afprøvet flere muligheder. Jeg har haft en fod på toilettet, på badeværelsets bordet, på køkkenbænken og siddet i sengen med foden støttet på en hylde i tøjskabet.
Jeg har ikke rigtigt fundet en favorit endnu.
Men når jeg har fundet en nogenlunde tålelig placering, når jeg til forhindring nummer to.
Synet.
Jeg er kommet i læsebrille alderen og det betyder, at der skal tages beslutninger.
Skal jeg have mine almindelige briller på, læsebriller, skærmbriller eller fungerer det bedst uden briller.
Det er her, at afstanden bliver vigtig.
Hvor langt er der fra øjet og til lilletåen?
Skal jeg bøje benet?
Vinkle foden?
Briller kommer af og på, foden vinkles, ryggen krummes og en lavmælt banden kan forekomme.
Jeg kan også godt komme til at svede lidt.
Og sådan en tre-i-ener er et svært uhåndterligt instrument, som nemt kan smutte ud af fingrenes intense pincetgreb og lande på gulvet.
Udenfor rækkevidde.
Så skal man jo starte forfra.
Og når man endelig er vinklet, har indstillet synet og trækker vejret helt utroligt tungt, så skal neglen indfanges.
Lilletånegle er nogle små glatte sataner.
Og til sidst, når sejren er i hus, så vil stoltheden ingen ende tage.
Så kan jeg godt finde på at fortælle sømanden, at jeg har klippet mine tånegle.
Han er som regel helt utrolig uimponeret.
Men er jeg selv svært tilfreds.
Og lettet.
Mission completed.
xxx