Der er sommer på vej

Så så man lige mig købe 3 flasker babyolie.

Med pumpe.

Sommeren er nemlig på vej og jeg har smidt strømpebukserne.

Og det afslørede et par helt utroligt hvide ben.

Det skar helt i øjnene.

Og når man er gift med sømanden, der ligger et sted mellem nougat og mørk chokolade det meste af året, så fremstår sådan et par ben helt ekstremt blege.

Og når man dertil lægger, at jeg ikke er en særligt aktiv soldyrker, som helst hænger ud i skyggen, så er der også langt til lidt farve på benene.

Men er de altså røget strømpebukserne, og det kaldte babyolien frem fra sit vinterhi.

For sådan er det, når man ikke kan fotoshoppe virkeligheden og derfor ikke har et luftigt hul imellem sine inderlår.

Altså, der er selvfølgelig et hul, men lige der hvor mine lår slutter og inden Narnia begynder, der mødes mine inderlår med hinanden.

Og det kan give røde knopper, en helt utrolig intens svien og en gangart som en cowboy.

Den mest almindelige løsning er et par indershorts.

Det kaldes de.

Indershorts.

De kan rekvireres i opfindsomt beige, sort eller hvid.

Med eller uden pikant blonde.

Med eller uden stram-ind-effekt.

En enkelt forhandler kalder dem også æstetiske.

Men det er vist en tilsnigelse.

De minder mest om cykelshorts, bare uden den der gelepude på numsen.

De løser problemet.

Det gør de.

Og hvis der skulle komme en lille vind forbi, så kan du være helt bombesikker på, at ingen ser dine underbukser.

Og sidder du på en kold flise, så isolerer de også lidt, så nummergøjen ikke bliver så hurtig kold.

Og så er de, hånden på hjertet, også en lille smule usexede.

Bare lidt.

Og varme.

Så jeg bruger babyolie.

Så glider tingene i stedet for at gnide.

Og det virker.

Lige sådan lidt til hver side, og jeg er klar til dagens gøremål.

Så nu kan den sommer bare komme an.

Jeg er klar.

Olieret og alt muligt.

xxx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.