Shopping vol.2

Her på matriklen er det sømanden, der står for indkøb af dagligvarer.

Dagligt cykler han gaderne tynde og afsondrer byens supermarkeder for spotvarer, restsalg og madspildstilbud.

Og han er rigtigt god til det og hjembringer hver dag spændende ting, som med stor iver bikses sammen til lækker aftensmad. Og eftersom jeg hverken kan eller gider at lave mad, eller handle ind, så er det bare en win-win situation.

Her forleden havde han så opsnust et godt tilbud på toiletpapir.

Juletoiletpapir.

Med små påtrykte røde nissemænd og grønne grantræer.

Og vaniljeduft.

Det er godt nok meget at gøre ud af toiletpapir.

Tænk hvis det smitter af.

Og hele familien nu går rundt med aftryk af juletræer og nissemænd, der hvor vi er højst når vi plukker jordbær.

Og hvad med duften?

Dufter vi nu af vanilje private steder?

Af alle meningsløse ting i denne verden, så rangerer toiletpapir med nissemænd og vaniljeduft godt nok højt på min liste.

Hvem er det der går på arbejde hver dag, for at udvikle og producere den slags?

Findes der mennesker der ikke kan få en god jul, hvis de ikke har julepapir på toilettet?

Giver vanlijeduften en ekstra trang til vanlijekranse?

Og har toiletpapirsproducenten aktier i småkagefirmaet og drejer det sig i virkeligheden om en meget snedig form for nudging?

Papiret er brugt, vaniljeduften forduftet og sømanden er draget afsted på nye handelseventyr.

Og tilbage sidder jeg og spekulerer over, om jeg skal finde et spejl og tjekke om mønstret har sat permanent aftryk, eller om jeg hellere vil leve i lykkelig uvidenhed og håbe på det bedste…

Xxx

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.