Sømanden har slået søm i.
Altså rigtige søm.
I væggen.
Og hængt en lysekrone op.
Jeg har plaget ham længe.
Faktisk tror jeg, at jeg købte lysekronen for 8 år siden.
Det var et bagagerums marked i Ålborg.
Den yngste af pigerne købte en stak “Basserne” og jeg købte lysekronen.
Sømanden meddelte, at det var den grimmeste lampe, som han nogen siden havde set.
Nu skal man jo ikke lade sig slå ud af andres holdninger, men alligevel havnede lysekronen i depot ude i værkstedet.
I lang tid.
Jeg glemte den måske lidt.
Men så fandt jeg den, og i går fik jeg sømanden trukket i smækbukserne.
Dem, som han bruger, når han skruer ting i væggen.
Og når man bor sammen med en, der altid er ved at flytte en lille smule om, så er det godt at have sådan nogle nu-skruer-vi-ting-i-væggen-og hænger-lamper-op-bukser.
Den største smerte var nok at pille PH-lampen ned.
Sømanden er nemlig PH-entusiast.
Fan.
Men vi stadigvæk 8 PH-lamper hængende, plus reserverne på loftet, så det er jo ikke fordi, at PH er sat uden for døren.
Vi hang også kuk-kuk-uret op.
Det fandt sømanden på facebook i foråret.
Der er dingleværk, udskårne blomster og en lille gruppe mennesker, der begejstret kommer ud hver time og danser til en lille melodi.
Der er tolv forskellige melodier.
Det er genialt.
Efter at have dobbelttjekket, om jeg nu var helt sikker på, at der ikke var flere opgaver, pakkede sømanden værktøjskassen og gik ind for at tage smækbukserne af.
Jeg beundrede værket.
Lysekronen lyste så fint og kuk-kuk-uret spillede en munter popmelodi.
-åh, sagde jeg henført til sømanden,- jeg ville ønske, at vi var sådan nogle der inviterede gæster i lange baner.
Det forstod sømanden ikke lige.
-altså, forklarede jeg, -vi kunne invitere en masse mennesker, så kunne de stille sig op i en kø ude foran, få udleveret et glas sherry i køkkenet og langsomt defilere forbi lysekronen, imens de sagde “næh” “uhh” og sådan. Aflevere glasset og gå ud af havedøren.
-hvorfor skal de have et glas sherry?
Sømanden ledte efter sin cowboybukser.
Han var kun i ført longjohns.
-fordi, forklarede jeg i mit allermest pædagogiske tonefald, -så kan de jo også lige beundre mine fine antikke glas. Du ved, dem jeg samler på.
Sømanden gik ud i skuret for at ordne noget, det forhåbentligt var lidt mindre fimset end lysekroner og sherryglas.
Imens grublede jeg over, om man kunne lave sådan en event på Facebook.
Ville der være nok tilmeldinger?
Har jeg nok sherryglas?
Kan folk selv kunne finde ud af haven igen?
Eller vil vi være nødt til at involvere hjemmeværnet?
Og hvad med parkeringspladser?
Jeg lagde ud med at sende et foto af lysekronen til studievejlederen.
Hun sendte straks en positiv beskæftigelse retur.
That’s what friends are for.
xxx
