Har jeres børn nogensinde gået til musikundervisning?
Klaver for et eksempel?
Eller violin?
Kor?
Mine tøser gik både til klaver og kor.
Og de øvede sig tappert på klaveret hjemme i stuen.
Skalaer og små melodier.
Mødte troligt op i musikskolen på ugentlig basis.
Der var koncert to gange om året i musikskolen.
Forår og efterår.
Plus det løse.
Julekoncerter og sådan.
Så sad der en hel masse forældre og bedsteforældre på rad og række, for at høre noget, der lød som den samme melodi spillet om og om igen, i forskelligt tempo, toneart og varieret indlevelse af børn og voksne i alle aldre.
Og man klappede og smilede opmuntrende til børnene, der med sommerfugle i maven trådte op på scenen, imens de kiggede nervøst på publikum og knugede “Klaver for begyndere” i de små varme barnehænder.
Man måtte ikke gå, når ens eget barn var færdigt med at optræde. Det var fejt, for så var der ikke rigtigt noget publikum til de sidste musikanter.
Sådan var reglen, men for at holde på masserne, så blandede de kortene.
Mixede indskolingen med talentholdet, og tilsatte de voksne musikskoleelever, der også gerne ville optræde.
Sådan en oktober aften kunne godt føles lidt lang.
Stolene var hårde, og de havde ikke alkoholbevilling.
Til gengæld var der tørre småkager i pausen, og dem der kom først, var heldige og kunne hapse de tre eneste med chokoladebund.
Til at skylle småkagerne ned med, var der en flaske sodavand til 5 kr.
En enkelt gang var der muffins.
Og så smalltalkede man lidt med de andre forældre, og sagde nej til ens egne børn, når de spurgte, om vi ikke nok kunne køre hjem, for de andre klaverelever var allerede smuttet.
Man forklarede pædagogisk og tålmodigt om fællesskabet og om at bakke hinanden om, og følte sig som en katolsk helgen uden på og en asocial skid indeni, imens man tænkte med længsel på sin sofa og det uforpligtende fjernsyns flimmer.
Så var pausen slut og ungerne blev kaldt til orden og man traskede lidt modløs hen til sin plads, og spekulerede på, hvor mange numre der mon var tilbage.
En del, viste det sig, og man lyttede og klappede tålmodigt.
For det er jo fantastisk, at børn og unge interessere sig for musik, gider at øve sig, og har mod på at optræde.
Det kunne bare godt blive til mange gange på et skoleår.
Rigtigt meget klaver og trompet.
Og et år var der en virkelig stor koncert i den lokale sportshal.
Der var dækket op med papirsdug og grankogler. Der var et forhæng på scenen og man kunne købe hjemmebagt kage med tyk hvid glasur serveret på bløde paptallerkner.
Kaffe i lange baner og dæmpet belysning.
Det var en spændende festaften og for at oppe gamet, havde de hevet kavaleriet ind.
Voksenkorene.
Der var tre kategorier og hierarkiet var uudtalt, men helt gennemsigtigt.
Koret med optagelsesprøven, koret for dem der ikke bestod optagelsesprøven og koret for dem, der var lidt i tvivl om, hvilken dag det var.
Det sidste kor var absolut det bedste.
Og det er muligt, at de to andre kor sang bedre, var teknisk dygtigere og engang havde været i fjernsynet, men til gengæld havde det sidste kor ikke rigtigt fået øvet sig. For vinteren havde meldt sin ankomst, vejene var glatte og ikke alle havde været i besiddelse af pigsko, og derfor havde der været en del afbud til øveaftenerne.
Så de havde valgt at rappe.
Det er en af de bedste koncerter, som jeg har været til i mit liv.
Fordi jeg er vild med, når folk bare gør det.
Når man går til kor, fordi det er fucking fedt at synge.
Når man synger af hjertes lyst, og måske ikke lige opdager, hvor langt de andre er i teksten.
Men man er nået en alder og et livsmål, hvor man er ligeglad. Man vil bare gerne synge, gå til kor og have en grund til at komme ud af døren tirsdag aften.
Hvis man altså har husket at købe pigsko.
Jeg lavede en pagt med en af de andre mødre den aften.
Når vi bliver gamle nok, så vil vi også gå til det kor.
Vi håber, at de har portvin.
Ellers må vi selv tage det med.
Og let’s face it; jeg synger pivfalsk og får aldrig muligheden for at blive optaget i det alvorlige kor, men det gør ikke noget.
Man kan ikke være god til det hele, men man kan gå derhen, hvor man gerne vil være.
Og jeg vil gerne være det sjove sted.
xxx