Jeg har store bryster.
Det er ingen hemmelighed, og heller ikke rigtigt noget jeg kan skjule.
De er med mig hver dag, altid.
Jeg mærker dem når jeg går, danser, gør rent og skal dreje med rattet i bilen. Det er svært at stå på hovedet, uden at få sløret synfeltet.
Det er mig og en del af mig.
Egentlig burde det være en privat sag, og mit problem hvordan jeg håndterer det, men en stor buste, som min mors faster kaldte det, er altid med i synfeltet.
Jeg kan ikke trække dem ind, men til gengæld kan jeg trække dem op!
Det gør jeg så engang imellem, når jeg har tøj på, der passer til det og når jeg har lyst til at være nedringet.
Så er det, at jeg nogen gange rammer ind i “Ej-det-kan-man-altså-ikke-reglen!”
“Hvis man har store bryster, så kan man ikke være alt for nedringet, det er simpelthen bare for meget.”
“Så er man ihvertfald selv uden om det, hvis mænd glor og man ikke bliver taget alvorligt.”
“Hun havde patterne hejst helt op under hagen og klaskede dem lige i synet på ham!”
– er finker der godt kan ryge af bordet, når kvinder skal stive deres selvtillid af ved at hakke på andre.
Jeg har taget imod mange verbale lussinger fra indtørrede og snerpede kvinder, som har følt konkurrencen presse og mændenes opmærksomhed vandre.
Spidse bemærkninger til julefrokoster, hjælpsom belærende vejledning dagen efter julefrokoster, og nedladende og direkte ondskabsfulde kommentarer fra både venner, kollegaer og fuldstændig fremmede mennesker, som mente de havde ret til, fuldstændig uden blusel, at kommentere og belære mig om korrekt påklædning.
Jeg havde engang en veninde, som foreslog at jeg skulle få mine bryster fjernet. I det hele taget var der mange ting, hun mente jeg skulle lave om. Så fik jeg hende fjernet fra mit liv, og det fjernede faktisk en del andre problemer, men det er en helt anden snak.
Er mine store bryster et problem?
Næh, ikke for mig ihvertfald.
Nogen gange, så har jeg en stram nedringet trøje på og nogen gange en tyk, løs, varm sweater.
Det bestemmer jeg nemlig lige selv!
Min krop, mine behov, min lyst.
Det har kostet venskaber, indbydelser til selskaber, givet social isolation og medfødt utallige bitre, mavesure opstød fra tøjpolitiet og moralens vogtere.
Og hvor er det egentligt synd for dem. At deres synsfelt og tolerancetærskel er så indsnævret. At der er så lidt man må, så meget tøj der dømmes ude og så meget energi, der spenderes på at klemme det hele ned i en bestemt kasse.
Og her står jeg, med min bryster, der helst skulle opereres mindre, eller i det mindste indfanges af en blød bh, der gør dem aflange og flade, så usynlige som muligt.
Her står jeg.
– og jeg klæder mig famne som jeg har lyst til!