-åhh, hvor er det synd for dig, meddelte en tidligere kollega, en tilfældig tirsdag i december for et par år siden, hvor vi sad med formiddagskaffen.
Selvom jeg da altid kan trække en syndparagraf op af baglommen i en snæver vending, så var jeg da lige lidt i tvivl om, hvad hun mente.
Jeg blev nødt til at spørge ind.
-hvad tænker du på? Spurgte jeg lidt bekymret, imens jeg nippede til den varme kaffe.
-det er så synd for dig, at dine naboer har så dårlig en smag!
Den måtte jeg lige tænke lidt over.
Dårlig smag.
Mine naboer bor da sådan meget almindeligt.
-ej, hvorfor siger du det?
Jeg var lidt forvirret.
-åh, sukkede min tidligere kollega og var tydeligt frustreret over mine naboers helt utrolige dårlige stil og min ringe fatteevne, -jeg kørte fordi dit hus i går, og så kunne jeg ikke undgå at bemærke den rædselsfulde lyskæde, som dine naboer har hængt op ud mod vejen.
-lyskæde?
Her begyndte jeg at fornemme, at samtalen nok ville ende et lidt uheldigt sted.
-ja, fortsatte min tidligere kollega, -den der skrækkelige lyskæde i flere farver, også har de oven i købte sat den til blinke. Hvor må det være forfærdeligt at bo ved siden af nogen, der har så dårlig en smag.
Hun kiggede på mig, hen over kaffekoppen, fuld af omsorgsfuld forståelse.
Så faldt tiøren.
-nå, den lyskæde, sagde jeg og trak på skulderne, -det er min!
Så var der stille lidt.
Helt stille.
Jeg drak lidt mere kaffe og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle fortsætte samtalen.
Smag og behag er jo som bekendt forskelligt, og jeg ved godt, at jeg kom til at melde afbud til det møde, hvor der blev aftalt at koldt hvidt lys er det pæneste julelys.
Jeg fik heller ikke tilsendt referatet af det møde, hvor det åbenbart også blev vedtaget, at det er tilladt at hakke på alle med kulørte lyskæder.
Helt åbenlyst.
Det er bare ikke så tit, at jeg får deltaget i de der kvindemøder.
Hvis jeg begyndte at deltage i møderne, så ville jeg jo nok have lidt mere styr på, hvornår jeg skal drikke ingefærshots, hvilke vaser der er moderne, hvorfor vi alle sammen pludseligt går i det samme tøj og ikke mindst få min julebelysning under kontrol.
Men jeg bliver altid optaget af noget andet. Rhanders handsker, en taske formet som en kat og hvor utroligt mange funktioner sådan en kulørt lyskæde egentligt har.
-så skulle det da også være første gang, at du gjorde som alle de andre, sukkede studievejlederen, imens vi klatrede over en klit, for at komme forbi noget meget seriøst vejarbejde på nazituren.
Det måtte jeg give hende ret i.
-jeg har bare så svært ved at forstå, at folk kan være så sikre på deres egen smag, at de forbeholder sig ret til at kommentere andres, sagde jeg og følte mig en lille smule mere velopdragen end alle andre.
-ja, svarede studievejlederne og begyndte hjemturen, -så er det da bare godt, at hun ikke bor på vores vej.
Og så måtte jeg give studievejlederen ret igen.
For så ville min tidligere kollega da både få ondt i øjnene og den gode smag.
Men vi har en fest, derude på vejen.
Og det er vel det vigtigste.
xxx