Gå, så går det nok

Coronatraskeri episode 4,6

Så det gør jeg.

Trasker troligt afsted hver dag efter endt arbejde.

På med gåskoene og ud på den samme rute hver dag.

-for når du går igennem helvede, så skal du bare blive ved med at gå, som en cigarrygende brite engang sagde.

Så jeg går.

Nu er det bare blevet så koldt, at jeg har fået tiltusket mig en af sømandens aflagte havnehabitter.

Den er blå og rød, fyldt med velcrofunktioner og en lille smule for lille.

Faktisk er jeg nødt til at tage skoene på, inden jeg lyner den.

For jeg kan simpelthen ikke bukke mig ned, når den først er lukket.

Der er ikke plads.

Jeg kan mærke, at det også vil være svært at gå op af en trappe i den kedeldragt.

Jeg kan heller ikke klø mig i rumpen.

Altså hvis jeg skulle få brug for det.

Og som studievejlederen sagde, da vi mødtes i hver vores dragt, så gør det ikke rigtigt noget godt for ens figur.

Men den er varm.

Og så længe jeg kun skal gå lige ud, så går det fint.

Når jeg så skal dreje til højre eller venstre, så gør jeg det bare med forsigtighed.

Så iført pandebånd, skiluffer, musik i ørene og godt med læbepomade vandre jeg afsted på min tur.

Hvis musikken er rigtig god, kan jeg også komme til at tage et par dansetrin.

Eller synge med.

Eller snurre rundt om mig selv, bare fordi det er flot at se horisonten hele vejen rundt.

Som regel er jeg alene derude.

Men ind imellem møder jeg nogen, der går tur på en meget alvorlig måde.

De traver målbevidst afsted, iklædt passende tøj og med hovedet bøjet i vinden.

De er ude-at-gå-tur.

-og det virker lidt somom det skal overståes, og der skal i hvert fald ikke fjolles imens.

Det er alvorlige ture.

Meget alvorlige.

Og passende og ordentlige.

Og vi er allesammen forskellige og vi skal være her allesammen, men næste gang du er ude for at gå en tur, så prøv lige at tage et dansetrin.

Bare et enkelt.

Drej rundt om dig selv, eller syng højt og falsk med på et gammelt Dolly Parton hit.

Måske kan du også hinke lidt.

Det koster ikke noget, også er det sjovt.

Fun.

Og det har vi da ved Gud ikke for meget af i disse tider…

Så hvis I ser en dansende blå Michelinmand derude på heden, så er det bare mig.

I modvind, med musik i ørene og en dragt der er en lille smule for stram.

Xxx

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx