Coronasåerdengaligen episode 4,3
Jamen, det er da super.
Imens vi har sprittet af, holdt afstand og trukket vejret igennem mundbind fyldt af frustration, panikangst og smittetalskurver, der bliver mere og mere indviklede for hver dag, så har Corona udviklet sig til et syvhovedet monster, der frådende vælter sig igennem Europa.
Så i eftermiddags trak Mette F. i habitten, denne gang i en karrybrun nuance, og præsenterede de nye restriktioner.
Som den pligtopfyldende samfundsborger jeg er, så vil jeg selvfølge gerne gøre det hele rigtigt.
Problemet er bare, at jeg ikke engang har fem personer i min sociale bobbel.
Heller ikke, selvom jeg tæller den hundelufter med, som jeg møder hver dag på min daglige gåtur.
Heller ikke, selvom jeg tæller hans hund med.
Det er da muligt, at jeg havde en omgangskreds engang, men jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan de ser ud.
Eller hvem de er!
Og det der med at aflyse sociale arrangementer…
Det er ikke noget problem, for jeg har ingen.
Min kalender er ørkenvandring.
Uden oaser.
Her forleden forsøgte jeg at knibe øjnene sammen, så jeg kunne se dobbelt og dermed få illusionerne af, at der var flere i rummet.
Det lykkedes ikke rigtigt, og desuden vil det jo bare give dobbelt op af sømanden, og det virkede på en eller anden måde lidt for overvældende.
Og så mistede jeg helt ærligt lidt interessen for det pressemøde, for de kommer godt nok hele tiden.
Og de ævler bare løs om tal og kurver, så man bliver helt søsyg, og jeg indrømmer blankt, at jeg efterhånden ikke rigtigt kan skelne det ene tal fra det andet. Kurverne cykler op og ned, tegnsprogstolkene gør deres bedste for at følge med og ord som positivprocent, pcr-test og incidens væver sig ind og ud af ordstrømmen.
Måske magter jeg det bare ikke mere.
Jeg skal nok gøre som der bliver sagt, det er jo ikke rigtigt noget problem, for mit liv er alligevel en indetørret rosin, uden indhold og med endeløse kilometer af ingenting.
Igår gik dagen for et eksempel med at sortere mine underbukser, se “Sex and the City” og lede efter mine vinterstøvler.
Jeg er nemlig en praktisk sjæl, så da der faldt 21 snefnug igår eftermiddags, så begyndte jeg straks af forberede mig på en snestorm.
Efter lidt søgen fandt jeg mine Sorell-støvler med pelskant.
Jeg tog dem straks på.
Sømanden syntes, at de var flotte.
Pigerne syntes, at de var meget 00’erne.
Men de blev også købt i 00’erne.
Det var dengang, butikkerne havde åbnet.
Xxx