Loftet

Inde i mit hoved er der en rutchebane.

Eller det er vel nærmere sådan et kæmpe nedløbsrør, som håndværkere bruger, når de er i gang med at renovere noget på femte sal.

Så hænger de sådan et rør uden på huset, som de så kan smide murbrokker, gamle stumper og andet affald ned i.

Neden under røret står der så en container, som opsamler alt det affald, som håndværkerne har smidt ud.

Så er de fri for at okse op og ned af trapperne, få dårlig ryg og alle mulige andre skavanker.

Sådan et rør har jeg inde i mit hoved.

Det hænger uden på huset.

På den vestre siden, så det ikke skæmmer.

Det går Gerda meget op i.

Røret starter oppe ved det lille gavlvindue på loftet.

Jeg har ansat Bent til at holde orden på det loft.

Det er en værre rodebutik, fyldt med kasser, skrammel og ragelse.

Og der kommer hele tiden nyt til.

Noget af det har jeg selv samlet sammen, andet har jeg fået foræret.

Folk er nemlig rigtigt gavmilde, når det gælder om at komme af med deres skrald.

Hvad jeg efterhånden ikke har modtaget af ligegyldige informationer, ævl og kævl, sure opstød og bemærkninger, der klemmes ud af et sideben.

Det hober sig op.

Jeg er ikke så god til at holde styr på det.

Det hober sig op.

Og det fylder.

Derfor har jeg ansat Bent.

Bent er ikke ret høj, og er udstyret med et par helt utroligt korte ben.

Til gengæld går han altid i blå smækbukser.

I nylon.

Og bare tæer i sorte træsko uden hæl.

Uldsokker om vinteren.

Når du taler med Bent, så stikker han hænderne ind under smækken, lægger nakken tilbage og kniber det ene øje i.

Han har sådan nogle små rektangulære briller i rustfrit stål, som han begejstret købte engang i firserne.

Når han går ud i solen, så bliver de til solbriller.

Det synes Bent er røvsmart.

Bent startede i mandags og er nu nået et godt stykke vej med oprydningen.

Han smider simpelthen bare hele baduljen ned i røret.

Kasser med ligegyldig viden, sladder og bagtalelse. Spande med jalousi, misundelse og sure bøvser. Poser med mugne kommentarer og lus i skindpelsen.

Alt sammen noget, som jeg har fået overleveret, afleveret og foræret.

Ting som jeg ikke skal bruge, og ting som jeg ikke har lyst til at bruge.

Så nu smider Bent det ud.

Og han behøver ikke at spørge mig først.

Han smider det bare ned i røret.

På de store bjælker under taget, hænger der poser med dårligt selvværd, snore af usikkerhed og en slidt skoletaske, som jeg ikke engang orker at kigge i.

Bent har lånt en trappestige, så han kan nå det hele.

Og en kost, så han kan feje bagefter.

Egentlig var Bent kun ansat i en tidsbegrænset periode, men jeg har besluttet mig for at fastansætte ham.

For det er nemlig sådan med det loftsrum, det bliver fyldt næsten lige så hurtigt, som Bent kan tømme det.

Så imens Bent smider ud og rydder op, så øver jeg mig.

Jeg øver mig i at sige fra, sige til og bede folk om at tage deres affald med hjem til dem selv, istedet for at efterlade det på mit loft.

xxx