Det stikker af

Jeg har broderet korssting hele mit liv.

Sat kryds efter kryds.

Møjsommeligt arbejdet mig igennem det ene åndsforladte blomstermønster efter det andet.

Lavet juleklokkestrenge.

Puder.

Rekorden er en buket blomster, hvor mønsteret fyldte 34 A4-ark.

34.

Så syede jeg det.

Som en anden tvangsidiot.

Kryds efter kryds.

Nåede lige at blive færdig inden fødslen af mit første barn.

Det var sjovt at lave.

Fint håndværk.

Og jeg husker tydeligt følelsen, da jeg helt tyk og forpustet bredte det færdige broderi ud på gulvet.

Det var for stort til, at jeg kunne lægge det på spisebordet.

Så stod jeg lidt og nød det færdige resultat.

Så mange korssting.

Krydser.

Arbejdstimer.

Jeg var helt stolt.

Så gik jeg i panik.

For hvad fa’en stiller man op med 1 kvadratmeter broderede markblomster.

Jeg fik kvalme ved tanken om at få den gigantiske blomsterdusk indrammet og hængt op i stuen.

Over sofaen.

Det havde jeg overhovedet ikke lyst til.

Jeg tænkte faktisk, at det ville komme til at se rigtigt, rigtigt grimt ud.

Stygt.

Min mor overtog gesjeften.

Fik skidtet indrammet og det har nu hængt i et af hendes gæsteværelser i mere end 20 år.

For når man er mor, så er det flot, fordi ens barn har lavet det.

Sådan er morreglen.

Og det har netop været problemet med korstingsbroderi.

Det er saftsusme sjovt at lave, og dælme grimt, når det er færdigt.

Så har jeg freestylet, opfundet mine egne mønstre og designet selv.

Lidt skamfuld og diskret i et hjørnet af stuen, for lysten til korstingsbroderi er ikke noget, som der tales om i offentligheden.

Så dukkede der en norsk gruppe op på facebook.

Den handlede om aggressivt korstingsbroderi.

Jeg var på med det samme.

Fandt ny inspiration og fattede nålen.

Så lukkede gruppen og jeg syede videre alene hjemme i stuen.

Broderede “Pas dit overskæg, tykke Dorte” og pyntede med en lille rose.

Sømanden beundrede lidt fortabt værket, som jeg tappert indrammede og hang op på væggen.

Gik i gang med et nyt produkt.

Lagde lidt puslespil for variationens skyld.

Men så skete der noget.

Nede i Århus blev der pludseligt broderet dåsemad, tarteletter og John Mogensen.

Drukket Top-øl og spist Blommer i Madeira.

Nogen fra et fjernsyn filmede noget og ting gik viralt.

Så var jeg pludselig ikke alene længere.

Det var lige før, at jeg blev lidt moderne.

Altså bare lidt.

Broderisten fra Århus lavede en facebook-gruppe med højt til loftet og plads til skæve indfald.

Jeg blev medlem.

Finn-Oles mor fik lært at brodere og vi tog til foredrag med broderisten.

Finn-Ole blev hjemme, hunde broderer ikke så meget.

Og vi fik grinet, fik nye ideer, broderet lidt og hilst på et menneske, der også bare synes, at korssting er noget af det fedeste.

For håndarbejde er fedt.

Det giver ro og mening at lade hænderne arbejde, telefonen lægge og se produktet vokse frem.

Og man kan jo vælge imellem mange forskellige ting. Strikkeri, hækling, knipling, porcelænsmaling og rya-tæpper.

Og guderne skal vide, at jeg har været forbi de fleste.

Produceret en islandsk sweater til sømanden, hæklet karklude, kniplet på en spisebordsdug til 12 personer og malet 28 tallerkner til min konfirmation.

28.

Det var alt sammen sjovt, lærerigt og produktivt.

Men størst af alt er korssting.

xxx

 

 

 

 

 

 

 

 

Mistet

Jeg har fuldstændigt mistet overblikket.

Så op i røven med det nytårsfortsæt, og det ville jo heller ikke være et rigtigt nytårsfortsæt, hvis man kunne overholde det.

Jeg går en masse skridt, har ikke spist chokolade og frokosten er rimeligt sund.

Så, hvem ved, måske er jeg tynd til jul?

Til gengæld har jeg fået broderet en masse.

Og det er jo også fedt.

Og en hel del sjovere.

Så her kommer et overblik over januars produktion:

Samfundssind

Indhentet af fortiden


Når folk gravalvorligt diskuterer søndagsrundstykker og man ikke rigtigt kan være med
..

Glædelig januar

xxx