Kødløs

Coronagak episode 3, 2

-far, spurgte den ene af pigerne, imens de hjalp sømanden med opvasken, tror du, at der er nogen, der lader deres katte leve vegansk?

-hold nu kæft, brølede sømanden og skrubbede vildt og intenst på stegepanden, jeg bliver vanvittig, når du siger den slags. Der er sgu da ingen der lader deres kat blive veganer. Det er jo fuldstændigt sindsygt!

Her kunne yngste barnet så supplere med en historie fra internettet, om en veganerkat, der helt tydeligt var fejlernæret.

-jeg tror ikke på det, råbte sømanden og proppede hidsigt stegepanden ned i skuffen, der findes ingen mennesker, der er så åndssvage!

Så var der stille lidt, der ude i køkkenet, imens der blev tørret af og fejet, og tænkt over verdens besynderlighed.

Verden er jo som bekendt fyldt med syge stoddere og åndssvage kællinger, som sømanden plejer at udtrykke det, og veganere bliver vores katte nok aldrig.

Men “Toogoodtogo”-app’en skubber i hvertfald på grøntsagsindtaget, og mængden af hjemslæbte clementiner førte igår til 5 liter hjemmepresset frugtjuice.

Og restproduktet fra juiceriet smed sømanden resolut i en omgang hjemmebagte boller.

Nu med clementinsmag.

Så det kan godt være, at vi coronakeder os, men vi er i hvertfald blevet lidt sundere.

For det er jo nemt nok at falde i hyggespiseriet dybe sorte hul, når der ikke rigtigt er andet at lave.

Så lokker slik og chokolade, hyggesnacks, romkugler og skilpaddeis, og tilbyder varme, hygge og et øjebliks virklighedsflugt.

Så derfor er julepynteriet for alvor gået igang her på matriklen, for hvad skal vi ellers lave.

Og lyskæder, nisser, glaskugler og alverdens glimmerragelse tilbyder jo også et kig ind i verden, som den var engang.

Ikke dengang før krigen, eller dengang i tresserne eller i vikingetiden.

Bare sådan, som det var, dengang sidste år.

Xxx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.