Åh, det skulle jo være så sundt!

– åh, det skulle jo være så sundt at dyrke sport.

Godt for kroppen, forbrændingen, musklerne, psyken, ja, sundt hele vejen rundt.

Nu er jeg ikke sporty af natur, og foretrækker faktisk at læse en god bog, imens jeg spiser et eller andet der knaser og krummer nedad hagen.

Det kommer man jo ikke i god form af, især ikke hvis ens yndlingsspise er noget med chokolade.

Faktisk hvad som helst, bare det indeholder chokolade.

Eller minder om noget med chokolade, nogen gange er det fint, hvis bare indpakningen rasler lidt, så man kan bilde sig selv ind, at man er ved at åbne noget med chokolade.

Men så tonede der en entaustisk træner og coach frem i den bedste sendetid, (jeg troede, at coach var det engelske ord for træner, men på dansk er det i betydningen af mentaltræner, altså en mand der udstrålede ekspert på alle planer, ikke rigtigt beskyttede titler, men anyway..), der var han i fjernsynet, tynd, megatrænet og med lidt for mange tænder i munden. Jeg blev helt fascineret af ham, fordi det var så imponerende, at man nærmest kunne se formen af hans kranie igennem huden.

Det var et utroligt karakteristisk udseende.

Han proklamerede, at man da bare skulle finde den sportsgren som man brændte for.

Hokus Pokus, sund livsstil i fokus!

Jeg tog udfordringen op, og begyndte en ørkenvandring igennem de lokale træningstilbud.

Nu bor jeg i en lille by, så udvalget er faktisk lidt begrænset, der er ingen tilbud om nøgenyoga, ( gudskelov), man kan heller ikke gå til ballet, fægtning eller bueskydning, og de lokale motionscentre begrænser sig til de mest populære genre.

Men jeg lavede en liste og startede med at krydse løb af.

Da pigerne var små, stod jeg i en periode op kl.5 om morgenen, og løb 5 km. tre gange om ugen.

Så blev jeg grebet og trænede mig op til at løbe 10 km tre gange om ugen.

Det var sim-pelt-hen-så-ke-de-ligt.

Jeg løb og løb, og følte aldrig nogensinde, at jeg kom hjem. Plus mit ene knæ begyndte at brokke sig og det hele blev afsluttet med, at jeg på en løbetur trådte i en flintesten og fik en begyndende blodforgiftning.

Næste på listen var pilates, det kunne man ikke gå til i Skagen på det tidspunkt, så jeg købte en dvd og smed mig veloplagt på gulvet hjemme i stuen.

Pilates viste sig at være noget langstrukkent halløj, med tilhørende panfløjtemusik.

Aldrig har jeg gabt så meget.

– selv sømanden blev helt søvnig, og han deltog ikke engang i seancen.

Jeg har også prøvet yoga, kastet mig rundt i stillinger med navne som den opgående hund, stående sol, tigeren og krigeren. Imens man trækker vejret på en meget mærkelig måde, puster højlydt ind og ud, og kommer til at tænke på, hvorfor ens underbukser konstant kravler op, hvad man skal lave i morgen, hvorfor der ikke er nogen der tør sige til Donald Trump, at hans hår er for mærkeligt og stop nu med den spraytan, og hvornår timen er slut.

Det er ikke liiiige mig, og iøvrigt pissesvært, når ens bryster konstant kommer i vejen,  når man skal stå i diverse positioner og med hovedet nedad.

Det næste på listen var cirkeltræning, hvor træneren mente, at en god motivation bestod i at skrige: “Koooom såååå..!” imen hun klappe hårdt i hænderne. Altsammen ca. 15 cm. fra mit højre øre.

Der kom jeg kun en gang.

Jeg har også prøvet zumba, crossfit, styrketræning, spinning, og  noget halløj, hvor man skulle sidde på en kæmpe bold, imens instruktøren insisterende på at vi SKULLE smile. Her var der bolde af forskellige størrelser, alt efter højde, men de små lavbenede damer spurtede altid ind og hapsede de store bolde.

Somom deres ben blev længere af den grund!

Jeg spurgte pænt, om ville de ikke bytte, men næh, de havde det så fint oppe på deres bolde,  med de små fødder dinglende frit i luften. Så gennemførte jeg et par timer, på en lille bold, med knæene oppe om ørene, og Otto Brandenburg drønede ud af højtalerne.

Det var altså trættende.

På et tidspunkt ramte jeg så ind i latinmix, dans, ikke fitnessdans, som fx. zumba, men rigtig dans.

Med trin og koreografi, god musik og en rimelig sværhedsgrad.

Det var jeg vild med, og den kørte i et par år, så begyndte folk at falde fra og holdet blev aflyst flere gange end det blev gemmenført.

Desværre.

Så lige nu, er jeg tilbage ved gå- og cykelturer, imens jeg venter på Godot.

Det er jo dejligt at være i god form, det giver velvære, sundhed og overskud, og alt det der, og jeg er ikke helt samme sted, som min veninde, der proklamerede, at der der motionslort, det havde hun sgu droppet, det måtte famne være nok, at hun løb efter ungerne!

Så… mon ikke snart jeg begynder at se mig om efter noget, hvor musikken ikke har en insisterende baslyd,  hvor jeg ikke falder i søvn af kedsomhed, instruktøren ikke er totaltovergearet, og hvor jeg kan få pulsen op og komme i lidt bedre form.

xxx