I går gik jeg 25 skridt.
25.
Altså ifølge min telefon, som trofast har registreret mine skridt hver eneste dag.
Jeg anede ikke, at den funktion fandtes før for nylig, hvor tøserne gjorde mig opmærksom på det.
En lille hvid app med et rødt hjerte holder åbenbart øje med min sundhed og daglige motion.
Den registrere flittigt antal skridt pr. dag, uge, måned og år.
Udregner gennemsnit og sammenligner med tidliger resultater.
Så kan man rigtigt følge med i sine fremskridt.
Så nu ved jeg, hvor mange skridt jeg gik sidste år i marts.
Og april for den sags skyld.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge den info til, og den ville jo nok også være lidt mere præcis, hvis jeg ville huske at tage telefonen med, når jeg stavrer over heden med studievejlederen.
Men 25 skridt, det er godt nok ikke ret meget.
Der er langt til de anbefalede 10.000.
9975 være at være helt nøjagtig.
Og jeg må da indrømme, at jeg blev grebet af funktionen, da jeg først opdagede den.
Jeg satte mig omgående et mål på 10.000 skridt om dagen.
Eller i hvert fald det mål, at jeg ville have telefonen med i lommen, så den kunne registrere den enorme mængde skridt, som jeg var fuldstændigt overbevist om, at jeg gik hver dag.
Jeg startede med støvsugning.
Så kedelig en aktivitet må da udløse noget sundhedsbonus, ellers er der da ingen retfærdighed til.
Nu har jeg ikke ret meget tøj med lommer, og da anbefalingen lød på, at telefonen skulle opbevares tæt på hoften, hvor den havde mulighed for følge hoftens svingninger, så var sædvanlige løsning med at proppe telefonen i bh’en ikke så oplagt. Desuden har bh-løsningen en tendens til at starte mit kamera, og dermed gøre mig til den stolte ejer af en 10 sekunders film indefra en solid dame bysteholder.
Og det er slet ikke så sexet som det lyder.
Så derfor fandt jeg en lille taske, som jeg kunne bære på skrå, imens støvsugeren blev drevet rundt i huset.
Efter endt støvsugningsseance åbnede jeg spændt for telefonen.
235 skridt.
235!
Ufatteligt skuffende.
På linje med den gang jeg opdagede, at man skal løbetræne i noget der minder om 1000 år, for at forbrænde en marsbar.
Åbenbart går jeg ikke så mange skridt, når jeg støvsuger. Jeg er vist mere typen der står stille også rækker armene ud, så langt som jeg kan.
Frem og tilbage, frem og tilbage.
Så hang jeg vasketøj op.
45 skridt.
Så spurgte jeg, om studievejlederen ville med på nazituren.
Det hjalp gevaldigt på regnskabet, og en tur til den lokale pakkepusher fik regnskabet til nærme sig de 10.000.
Til sidst endte jeg med at gå i cirkler i gårdhaven, for at hente de sidste 122.
Sømanden kiggede bekymret ud af køkkenvinduet.
Han var ved at skrælle gulerødder.
-hvad fanden laver du? Mimede han, og sendte mig et blik der lige umiddelbart afskrev mig som normal fungerende.
Jeg ramte de 10 store.
10.022 hvis vi skal gå i detaljer.
Og det kan jeg mærke, at jeg ikke er så god til, når det kommer til skridt.
Det med detaljer.
Jeg udvikler omgående en tvangsidioti, der rider mig som en mare og tager al glæden ud af den daglige gåtur.
Så nu er jeg begyndte at gå til og fra arbejde, og kombineret med nazituren, så rammer det sådan nogenlunde den anbefalede daglige motion.
Plus minus.
xxx