For et par år siden sad jeg og sludrede med en kollega.
Det var hyggeligt.
Vi drak kaffe og spiste kiks.
Chokoladekiks.
Prinzen Rolle, for at være helt nøjagtig.
Imens jeg sad med en helt ny kiks i hånden, kom vi til at grine.
Jeg kan ikke huske, hvad vi grinede af, men bagefter var kiksen væk.
Pist væk.
Gone.
Vi kiggede over alt.
Under bordet, under stolen, under reolen.
Den var forsvundet.
Det var lidt mystisk.
Men så tog jeg en ny kiks fra pakken, og sagen gik i glemmebogen.
Ude af øje, ude af sind.
Indtil jeg kom hjem.
Jeg ved ikke med jer, men et af højdepunkterne på min dag er, når jeg kan spænde bh’en op om eftermiddagen.
Sætte ting fri og holde fri.
Den bedste følelse i verden.
Sommetider er jeg nødt til at råbe et højt åhhhh, bare fordi det er så skønt.
Så det gjorde jeg også den dag.
Hægtede op og råbte åhhh.
Så var det, at jeg fik øje på den.
Kiksen.
Den lå i min bh.
Den venstre side.
Kiksen fejlede ingenting.
Den var helt rund og fin, som om den lige var taget op af pakken.
Til gengæld havde jeg et mærke på mit venstre bryst.
Nærmest et stempel.
Man kunne se prinsen helt tydeligt, med spredte ben og krone.
Omgivet af den karakteristiske cirkel med små buer og prikker.
Jeg tog kiksen op af bh’en.
Utroligt nok var chokoladen ikke smeltet.
Kiksen var ikke knækket.
Så stod jeg der i soveværelset efter en lang arbejdsdag. Kun iført underbukser og med en perfekt Prinzen Rolle i hånden.
Så åd jeg den.
Kiksen.
Den smagte fint.
xxx