-ååhh, hylede sømanden, imens han skrubbede løs på det honningglas, som han var ved at rengøre.
-folk der ikke kan lide honning, de skulle satme skydes ved daggry!
En lidt voldsom udmelding, men vi har jo alle sammen nogle ting, som vi brænder for.
Sømanden brænder for honning.
Lokal lynghonning, indsamlet af flittige bier på Hulsig hede, opsamlet og slynget af en lokal biavler og hans dansk-svenske gårdhund. Herefter hældt på glas, påsat etiketter og bragt til vores matrikel, i den fineste lille papirspose med motiver af nuttede bier og fine blomster.
Og du giver en femmer i pant for glasset, som du får retur, når du afleverer et rengjort glas med intakt låg.
Det er et koncept, som sømanden kan forstå.
Vi tømmer så mange honningglas om året, at det næsten nærmer sig religiøs fanatisme.
Og når man tænker på, hvad folk ellers får nedlukningen til at gå med, så er det da forholdvist uskadeligt.
Honningspiseri er vel på line med surdejsbagning, strikning og vandreturer.
Modsat sortklædte demonstrationer, galdegylperi på sociale medier og alle de indre Gerda’er, som får frit løb i de lokal supermarkeder.
Og jeg forstår godt behovet for at gøre noget.
Bare et eller andet.
Jeg forstår godt, at man kan blive helt stram i kroppen, når folk glemmer at spritte af, ikke holder afstand og alt det der.
Det er jo bare fordi, at man vil jo så gerne have, at det snart går over.
For vi gider jo ikke rigtigt mere, og for fanden hvor jeg glæder mig til den vaccine.
Så jeg holder Gerda i rigtig stram snor lige for tiden.
Og når jeg kan mærke, at hun rumsterer og gerne vil ud, så rækker jeg hende min hånd, og så får vi lige en lille snak.
Så kigger vi lige på agendaen og intentionen bag ved det verbale udbrud, der ligger og lurer.
Er det reelt en kommentar, der kommer til at gøre en forskel, eller er det bare fordi, at det vil give lidt luft for alle de frustrationer, som vi alle sammen efterhånden slæber rundt på.
Og hvis det er det sidste, som det nok oftes er, så sætter jeg lige Gerda til at tælle til 38, inden hun åbner sin mund.
Tælle til ti er sjældent nok og tælle til hundrede er for langt tid til at hidse sig op i.
38 er det perfekte tal.
Så når hjernen lige at blive afledt, men man når ikke at begynde på intense og indædte grublerier.
Bagefter går vi hjem, Gerda og jeg, og måske kigger vi lidt på en solsort, der sidder på stakittet og spiser af det æble, som sømanden troligt sætter frem hver dag.
Laver en kop kaffe, tænder for P8 Jazz, smækker benene op og prøver at finde lidt ro, i en verden af lave.
Og hvis vi er heldige og sømanden er hjemme, så kan det være, at han tilbyder at smøre en ostemad.
Med honning på, naturligvis.
xxx