Kender I det, når man ser et foto af sig selv, og så bliver man sådan helt forbavset.
-er det virkelig mig, tænker man så og prøver desperat at få det indre til at matche det ydre.
Og det er ikke noget med, at man er blevet gammel, lidt for tyk eller har begyndende hårvækst på helt nye steder.
Det er mere det, at det ikke lige var det, man regnede med.
Og man får lyst til at spørge fotografen, om der ikke lige kan blive taget 20 billeder mere, så man kan vælge det bedste.
Eller bare et, hvor man ikke ligner Slush-Puppie.
Men man vil ikke fremstå som et forfængeligt menneske, så man siger bare, at det er fint, imens man spekulerer over, om man er besat af en dæmon, der tager over, så snart blitzen blinker.
Så var det altså lidt nemmere, dengang i firserne.
Det havde man 24 chancer, og de skulle spredes ud over hele ferien.
Og når man kom hjem fra ferien, så gik der tit 14 dage, før man kom i tanke om, at de skulle afleveres til fremkaldelse.
Og så gik der to uger mere, inden de færdige billeder kunne afhentes i det lokale supermarked.
Så var tålmodigheden også opbrugt, og man endte som regel med at flå kuverten op ude på parkeringspladsen.
Hvis man var heldig, så var 14 brugbare fotos ud af 24.
Resten var enten helt sorte, fotos af fortovet eller indersiden af tasken, eller totalt overbelyst, fordi man var kommet til at åbne kameraet for tidligt.
Ud af de 14 var der 7 så af udsigten, hotellets reception og buffén fra den spanske grisefest.
Intentionen har helt sikkert været god, da billederne blev taget, men bagefter så ved man jo ikke rigtigt, hvad man skal med de billeder.
3 af de 7 var slørede, fordi datidens kamera havde en lang lukketid, og derfor mistede alle levende væsener tålmodigheden og begyndte at bevæge sig, inden fotoet var taget færdig.
Så var der fire billeder tilbage.
Som ofte taget på for lang afstand, så man kom lidt i tvivl om det er et ansigt eller en vindrue, derude i svømmepølen.
Så det eneste tidspunkt, hvor vi rigtigt så os selv gengivet på papir, var ved den årlige skolefotos-seance.
Så stod vi på række, for at blive fotograferet af en tydeligt irriteret mand, der nok havde startet sin karriere med drømme om årets pressefoto, og nu stod midt i virkeligheden på en landsby skole, lidt uden for Horsens.
Og når der så var gået urimeligt mange dage, så uddelte klasselæreren kuverter med klassefotoet og klip-selv ark, hvor ens barneansigt var gengivet cirka 38 gange i forskellige størrelser
Billederne med det skæve pandehår og den stribede t-shirt blev behørigt klippet ud med køkkensaksen og delt ud som julegave til trætte bedsteforældre. Det største beholdt forældrene selv, det blev sat i glas og ramme og banket op på væggen over fjernsynet.
Det var det.
Vi var taknemmelige over, at det blev et foto, og det betød ikke så meget, for det blev jo alligevel indenfor familiens rammer.
Og året efter, så kom skolefotografen forbi igen, for hvert år mere bitter end det forrige, tog nye fotos, og så blev rammerne taget ned og billederne skiftet ud, og hele herligheden hængt op på væggen over fjernsynet indtil næste skoleår.
Det var ikke noget der fyldte ret meget, det var bare billeder.
Ikke som i dag, hvor man kan tage hundrede fotos på få minutter, vælge det bedste og lægge et filter på.
Og hvor alting potentielt kan ende på internettet, og blive delt millioner af gang på alverdens uartige voksen-sites.
Nu tror jeg ikke rigtigt, at et uheldigt shapshot af mig vil ende på sådan en side, men derfor kan man jo godt blive både forbavset. forvirret og en lille smule skræmt, når man ser sig selv udefra.
xxx