For et par dage siden, befandt jeg mig pludselig i en situation, hvor jeg sad med et aflagt ugeblad imellem hænderne.
Og jeg kan helt ærligt sige, at der ikke var en eneste artikel i det blad, der på nogen måde var interessant. Ingen af artiklerne peakede, nåede et point of no return eller i det mindste bare var en historie med løg på.
Det var simpelhen kedeligt.
Med drys på.
Det er muligt, at den manglende sammenhæng imellem mine personlige interesser og bladets tophistorier, har påvirket min oplevelse, men det fik mig til at tænke på en bestemt type mennesker, som man ind i mellem er så uheldig at støde på.
De kedelige mennesker.
Med drys på.
Kedsomhedsdrys.
Man behøver jo bare at tænke på en situation, hvor der en gruppe mennesker samlet.
Rundt om et bord
Så er vi jo nogle, der tager ordet med det samme, og vi snakker rigtigt meget. Kværner derud af, og vi kan være rigtigt svære at afbryde. Det kan ikke betale sig at vente på, at vi tier stille, for det kommer ikke til at ske.
Ved der bord, kan der så sidde nogle mennesker, der ikke kommer til orde. Måske fordi de er generte, venter på at det bliver deres tur og bare er helt almindelige høflige.
De mennesker, kan jo sagtens være interessante at høre på, og derfor er der en optimistisk pædagogtype, der har opfundet talestokken.
Kort fortalt er det en pind, jeg forestiller mig lige, at den er pyntet med indianerfjer, og den der holder pinden, er den der har ordet.
Fair nok, så er der nogle der får taletid og andre der kommer til at tie stille lidt.
Det kan være sundt for os alle.
Men prøv så lige at forestille dig, at en af dem med drys på, får fat i pinden.
Kedsomhedsdrys, forståes.
Folk der i detaljer fortæller om indholdet af deres madpakke i sidste uge, dem der fortæller om, hvordan de hakker løg, hvad de måske fejler af spændende sygdomme og om hvor mange hundelorte de så, sidst de gik en tur.
Fuldstændigt uden ironi, glimt i øjet eller bare med en lillebitte pointe.
Så sidder vi andre der, med stjålne blikke på talestokken og prøver at holde rede i detaljerede og grundige fortælinger, uden fremdrift og fyldt af informationer, som vi sagtnes kunne leve uden.
Så er det altså, at det bliver kedeligt med drys på.
Akkurat som når man bestiller en softice, og tænker, arhhh..vi skal da lige helt i mål, så derfor beder man om at få drys på.
Kakaodrys for et eksempel.
Sådan noget drys findes der også til mennesker.
Festdrys, lykkedrys, grinedrys, trøstedrys, støttedrys og kedsomhedsdrys.
Når jeg møder mennesker, der er helt dækkede af kedsomhedsdrys, så bliver mine øjne sådan helt tørre. Min mund bliver tør, og tørheden kryber ned igennem luftrøret og spreder sig til mit hjerte, der bliver sådan helt lillebitte og indtørret.
Jeg får svært ved at trække vejret, og får lyst til at flå talestokken ud af deres hænder og give dem et ordenligt gok i nødden med stokken, så indianerfjerene flyver rundt i luften.
Men jeg gør det ikke, fordi jeg har gået i børnehave i 70’erne, hvor vi lærte at sidde pænt i rundkreds og vente på tur.
Jeg gør det ikke, fordi det er uhøfligt.
Jeg gør det ikke, fordi det er udemokratisk.
Jeg gør det ikke, fordi det udansk.
Respektløst.
Og flabet
Men jeg har satme lyst.
xxx