Så er man kommet i den gruppe, der snart skal vaccineres.
Min alder ligger og roder et sted mellem 45 og 50, så nu spænder vi hjelmen, ruller ærmet op og flekser overarmen.
Jeg er ikke blevet inviteret endnu, men sjældent har jeg glædet mig så meget til en indbydelse.
Den invitation vil jeg gerne bede om, og jeg overvejer helt, om det nu er passende at tage en værtindegave med.
Skal man gøre lidt ud af sig selv den dag?
Lige gejle den lidt med en smule rød læbestift og et par fancy sko.
Skal vi drikke champagne, når vi kommer hjem?
Efterhånden kender man jo flere og flere, der har fået det famøse prik, og som dermed endnu tættere på et permanet coronapas.
Jeg ved ikke med jer, men jeg glæder mig i hvertfald til at slippe for alt det der testeri.
Vatpinde i snart sagt alle åbninger, proppet ind af søde unge mennesker, der tappert forsøger at holde den gode stemning kørende med festlige bemærkninger og små peptalks.
Flere gange om ugen står man der på række og knuger sit lille prøveglas, imens man pludselig er vidne til at éns naboer, kollegaer og ham der styrer fejemaskinen i Netto, får kørt en meget lang vatpind henover deres hårdt prøvede slimhinder.
Så er der nogle gule tapekrydser på gulvet, der bliver ledige, og man rykker frem i køen, hvor man venter, imens poderen spritter af og skifter handsker. Og det lille plasttrør mærkes tydeligt i den svedige håndflade, imens man minder sig selv om, at man er voksen og det er da ikke noget at pive for.
Man har jo prøvet det mange gange før, og det gør jo ikke ondt eller noget.
Så meddeler poderen, derinde bagved vesir og mundbind, at man gerne må komme nærmere, så det gør man så.
Tager sig sammen, skraber sit samfundssind op fra gulvet og stiller sig på det sidste kryds.
Tager mundbindet af og åbner munden.
Arhhhhh…
Personligt har jeg en tendens til at gå baglæns, når vatpinden rammer halsen, hvilket jeg er begyndt at advare min poder om.
-hvis jeg går baglæns, så skal du bare følge efter, informerer jeg altid om, inden seancen går i gang for alvor.
Og det gør de så.
Følger efter mig, imens de koncentreret stirrer ned i gabet og roder efter brugbart materiale.
Og det tager jo ikke mange sekunder, før det hele er ovre og jeg kan spænde mundbindet på igen.
Jeg er bare ikke ret god til det, og det bliver jeg heller aldrig.
Og jeg er fuld af respekt for de unge mennesker, der har stået på benene i månedsvis, udsat sig selv for smittefare og som efterhånden har fået et nært forhold til hele familien Danmarks drøbler og næsebor.
Bagefter, når man har afleveret sit lille plasticrør og gået ud en anden vej, end man kom ind, så skal man bare vente.
Påvist, ikke påvist, negativ, positiv, inkonklusiv.
Og alt efter svaret dømmes man til 72 timer i frihed, ny test eller en uge i isolation.
Og får man 72 timer, så kan de fråses bort på frisørbesøg, cafebesøg eller et smut i biografen.
Og i den mere seriøse ende betræde borgerservice, komme til undersøgelse på sygehuset eller få afleveret bøger på biblioteket.
72 timer bliver man tildelt, inden det hele er slut og man igen er nødt til at stille sig i kø, med sundhedskortet og det lille blå plasticrør.
Men nu har de heldigvis meldt ud, derinde fra borgen, at man har fast coronapas 14 dage efter første stik.
Så nu holder sømanden og jeg bare blikket stift rettet mod e-boks.
Venter på brevet, indbydelsen, friheden og kan forsigtigt optimistisk spotte et muligt lys der for enden af tunnelen.
Så er der jo kun et spørgsmål tilbage.
Hvad skal al den frihed bruges til?
Har halvandet års hjemmeisolation betydet for vores vaner?
Vores lyst til nye eventyr?
Står vi og tripper for at komme på all-inklusive på Kreta, eller er vi blevet nyomvendte campister med fastlæggervogn?
Skal vi fise weekenden af med cafebesøg, eller vil vi hellere blive hjemme for at holde vores surdej i hånden?
Kan vi genkende vores venner og kollegaer og kan de genkende os?
Kan vi genkende os selv?
Uanset hvilken sti der betrædes, så er glæder jeg mig til, at jeg igen har at valg.
Til at være spontan.
Til at være fri.
xxx