Julehvil
Så kom julen listende.
Sneg sig ind på os, i små grupper, uden sang om juletræet, julefrokoster og gudstjenester, men til gengæld med afstand, håndsprit og en vaccine, der drønede ind over grænsen i minus 70 grader.
Her giver sangen, “Drivning home for Christmas” da virkelig mening..
På vores matrikel minder tingene meget om sig selv, da sømanden og jeg ikke har de store familiejulefrokosttraditioner.
Faktisk var vi flere, end vi plejer at være, da vi fik en sidste-øjebliks-gæst, som måtte bøje sig for coronaen og melde afbud i den anden ende af landet.
Og sømandens julegave til mig, som han på forhånd spændt havde afsløret startede med s, viste sig at være en antik skrivemaskine. En gammel, smuk, sort Erika, som sømanden bestemt mener, at Lise Nørgaard brugte, da hun skrev “Matador”.
Han gav mig også en dåse spraymaling.
I guld.
For som han sagde: -du er jo så glad for guld, så nu kan du male det hele guld, hvis du vil!
Det er da en kærlighedserklæring.
For sådan er det jo med julegaver.
De bedste julegaver er jo dem, hvor der er lyttet, lagt mærke til og indkøbt gaver der handler om, at giveren har hørt og modtageren bliver set.
Så sømanden fik en urtekniv og den nye bog om Knud Rasmussen.
Og således begavet, afventer vi spændt det nye års komme.
Og da det tidligere i historien har vist sig, at der efter pandemier ofte følger seksuel tøjlesløshed, økonomisk opsving, omvendt religiøsitet, frisind og løssluppenhed, så kan det da vist kun blive et godt år, når vaccinen har gjort hovedrent og ryddet op efter 2020’s rodebutik.
Så det glæder vi os til, selvom 2020 i den grad har lært os, at man ikke skal glæde sig for tidligt.
Til noget som helst.
Ever.
Så imens vi venter på alting og ingenting, lægger jeg puslespil, spiser julekonfekt og kigger på to tilfredse katte, der forædte ligger foran brændeovnen efter julens andeskrogsfest.
Imens vi venter på alting og ingenting, kører et bornholmsk transport firma rundt i landet med håbet i kølebokse, Englands grænser er lukkede og fiskerne bander bander over fordelingen af kvoter.
Imens vi venter på alting og ingenting, så kan vi jo kun håbe på, at det bliver bedre i morgen, som Gertrud Sand altid sagde.
Xxx