Hvad sker der lige for køen på dametoiletterne ?
Hvorfor er køen altid så lang?
Og langsom.
Ovre på herresiden er det langt mere effektivt. Mænd går ind og mænd går ud.
I et jævnt tempo.
Ind ud.
Ind ud.
På damesiden er der bare kø.
Hver gang der kommer en mand ud af herretoiletter, så støder der to damer til i damekøen
En lang slange af ventende dame, som står utålmodigt, småstepppende, med strakte halse og stirrer forventningsfuldt på den forreste del af køen, i håbet om en lille bitte smule fremskridt.
Bare lidt.
Imens de forreste i køen stirrer intenst på de lukkede og låste døre.
Hvad fanden laver folk derinde?
Skriver deres testamente?
Bygger med Lego?
Velvidende, at der findes folk, der har medicinske og gode grunde til ekstra besøgstid, så nægter jeg at tro på, at det er dem allesammen.
Når man så har stået der, i længere tid end Moses var i ørkenen, så kan det ske, at en af båsene ganske langsomt bliver låst op.
Et kvindemenneske kigger omhyggeligt ud, inden hun så får samlet sit habengut og i slowmotion overlader båsen til den næste heldige vinder.
Og fordi hun har stået i kø i tusind år, med krydsede lår og vand i øjnene, så skulle man tro, at hun så skyndte sig lidt.
Bare en lille smule.
Tænkte på sin næste, fik tisset af og skrubbede ud af den bås, så vi andre ikke ender med at tisse i bukserne.
Men nej.
Hun tager nøjagtigt lige så mange millioner år, som dem der kom før hende.
Men hvorfor?
Findes der en eller anden hemmelig lokumsklub, som jeg ikke er medlem af?
Et hemmeligt søsterskab.
En særligt udvalgt tisseforening.
Jeg har selvfølgelig min mistanke.
En begrundet og bekræftet mistanke.
Det handler om toiletpapir.
Kilometervis af toiletpapir, der skal rulles ud og lægges på brættet.
Foldes, bukkes og lægges i lange rækker, for at nummergøjen undgår direkte kontakt med brættet.
En situation, som for enhver pris skal undgåes.
Det er åbenbart meget, meget, meget farligt.
I mange år troede jeg, at det farligste i verden var at sove med åbningen på dynebetrækket tættest på hovedet.
Men det er det ikke.
På en klar første plads, langt forbi krokodiller, flodheste, dynebetrækker og corona, er den bare mås i kontakt med et w.c.-bræt.
Og når hele herligheden er pakket grundigt ind, så skal vandoverfladen dækkes.
Også med toiletpapir.
Kummen skal fyldes, for Gud forbyde, at det kan høres, at toilettet rent faktisk bliver benyttet.
Så derfor lægges der et tykt lag lydisolerende papir i vandoverfladen.
Pænt foldet.
Så er der ved at være klat til afgang, bortset fra at tasker skal hænges på knager, jakker skal hænges op og ikke mindst skal bukserne åbnes.
Bagefter indledes oprydningsfasen, hvor papir skal pilles af både bræt og numse. Alt tøjet skal bringes i orden, og der skal afrykkes et stykke papir, så der undgåes direkte kontakt med dørhåndtaget.
Imens bliver køen længere og længere udenfor båsen, der bliver sukket, skiftet ben og utålmodige kropbevægelser florerer.
Men når man først er i båsen, så er der intet der haster. Tid bliver til at abstrakt begreb og al fokus er på opgaven.
Omhyggelighed og koncentration.
Fokus.
Jeg fatter simpelhen ikke, at et almindeligt toiletbesøg skal tage så lang tid.
Jeg fatter heller ikke, at de kan undgå at tisse i bukserne, imens de bevæger sig i dekorationsfasen.
Det er somom at de mister enhver fornemmelse for tid og sted, så snart døren til båsen lukker bag dem.
Personligt er jeg nok mere typen, der flår både dør og bræt op, inden jeg sætter mig med et tilfredst suk.
Vi er allesammen forskellige, med forskellige vaner, rutiner og behov.
Jeg ville bare ønske, at de lavede en kvik-bås på dametoilettet.
Akkurat som kvik-kassen i Føtex.
Hurtig, effektiv og selvhjulpen.
xxx