Der er mange ting, som jeg ikke forstår.
Lavtaljede træningsbukser for et eksempel.
Hvad er meningen med dem?
Prøv lige at lave gymnastiske øvelser i sådan et par lavtaljede bukser.
Jeg foreslår squat.
Eller lounges.
Du vælger.
Forestil dig lige det.
Bar-øv, ikke bar-røv, bar-røv, ikke bar-røv.
Jeg fatter det ikke.
Man mister jo fuldstændigt koncentrationen midt i den dyrt betalte og entusiastiske gymnastiktime, fordi man bliver bekymret for, om dem der står bagved, får en helt anden oplevelse, end den de har betalt for.
Sådan har jeg det også med badedragter.
Værsågod, her er det et lillebitte stykke elastisk lommetørklæde med huller.
Så skal det nok holde sammen på det hele, imens du hopper fra vippen og kurer ned af vandrutsjebanen.
Ingen bekymringer der.
Men er er så mange beklædningsgenstande, som jeg ikke forstår.
Sokletter kunne vi også godt indlemme på den liste.
De der bitte små strømper, der kun lige dækker det yderste af storetåen og lige kysser det nederste af din hæl.
Supersvære at få på og umulige at beholde på, til gengæld så er de nemme at få af.
Det er en strømpe beregnet til damesko.
Hvis man da kan kalde det en strømpe.
Jeg vil nok snarere kalde det for at stykke mellemlægspapir.
Og nu vi er i køkkenregionen, hvad er ideen så med klumper i marmelade.
Så sidder man der med sin ostemad og får lyst til lidt marmelade ovenpå, så man stikker forventningsfuldt en ske ned i glasset, også får man sådan et deprimeret bær med op. Geleagtigt, udsplattet og med en hudfarve, der vil gøre ethvert lig misundelig.
Jeg forstår det ikke.
Og hvis man efterfølgende skulle få lyst til en leverpostegsmad med rødbede, hvem er det så, der har besluttet, at låget på sådan et glas rødbede skal skrues så hårdt fast.
Er det et lovkrav?
Selvom man bruger alle de trick man har samlet op fra Ude og Hjemmes husmoderbrevkasse, så giver det åndsvage låg sig ikke en tomme.
Man banker og skruer, pirker med en gaffel og holder det under varmt vand.
Og til sidst, når man er klar til at smadre det møgirriterende glas op ad væggen, så kommer sømanden lige forbi og skruer låget af.
Det er da om muligt endnu mere irriterende.
Akkurat lige så trælst, som når hverdagsting bliver væk.
Når man pludselig ikke kan finde sine briller, sin mobiltelefon, sin læbepomade eller den lighter, som man lige stod med i hånden.
Og man leder og leder, og stemningen nærmer sig hysteri, indtil man opdager, at det ligger på køkkenbordet.
Så bliver man lidt flov og en smule ærekær og insisterer på, at nogen har flyttet på noget, så man ikke kan finde sine ting.
Det med lighteren har sømanden dog fundet en løsning på.
Han har simpelthen lænket en lighter fast til pejsesættet.
Men en halvanden meter lang kæde i rustfrit stål.
Præcis lang nok til at den kan nå ind i brændeovnen og sætte ild til en tændbriket.
-så var det problem løst, meddelte han og fortsatte med dagens gøremål.
Og det er måske ikke verdens største opfindelse, eller den pæneste.
Men den virker.
xxx