Bitte, bitte, BITTE små ting

Jeg kan nogen gange komme til at gå op i bitte – små –  ting.

Bitte, bitte, BITTE små ting.

– eller, det synes sømanden i hvertfald.

Jeg nævner i flæng:

  • sofapudernes placering i sofaen
  • lysestagers helt nøjagtige placering i vindueskarmen
  • juletræspynt
  • strygning af den nederste del af skjorten, som alligevel skal proppes ned i bukserne
  • placering af havekrukker
  • havekrukker
  • den korrekte måde at hænge tøj på tørresnor
  • hvornår hyggelamper og stearinlys skal tændes ( her tænker jeg: “Når der bliver skumring”, – sømanden tænker:”Hyggelamper?”
  •  tøjkriser
  • borddækning, med servietter og service der står nogenlunde symmetrisk
  • farver på læbestift og neglelak
  • Tanker som:”Hvad mon hun mente, da hun sagde sådan, mon hun var lidt sur, fordi sidste torsdag…”

“Årh, det er sgu da lige meget!” – er sømandens holdning, – og insisterer jeg alligevel på at inddrage ham i mine overvejelser, så udløser det straks en intens hovedpine hos ham og udtalelser som: “Mit liv er kraftedme for kort til at tænke over lysestager..”

Han kalder det flueknepperi!

Hvornår er en ting for lille til at blive nævnt?

Hvor små sko må man gå i?

Hvor vigtigt er pæne servietter?

Med chancen for at lyde som en indebrændt og frustreret bitterfissen, hvis liv domineres af Imercos tilbudavis og jagten på trådhylder fra Søstrene Greene, så må jeg bare indrømme, at jeg går op i hvor lysestagerne skal stå.

Så med årene har vi udviklet en rollefordeling til alles tilfredshed.

Jeg bestemmer indretningen af hjemmet, og sømanden ser “Bonderøven” i fjernsynet.

Så med mig i føretrøjen, er vores hjem er et uendeligt kredsløb af nye og gamle møbler, ting der bliver hængt op og pillet ned, malet og malet om igen.

-og da jeg har en fuldstændig ulogisk angst for boremaskiner, så opdager han det som regel kun når jeg skal bruge hans hjælp til at bore nye huller i væggen.

Eller hvis jeg har flyttet om på de møbler han plejer at sidde i.

Da jeg malede badeværelset lyserødt, så udløste det dog et:” Puha, det tror jeg lige, at jeg skal vænne mig til!”

Men når vi kommer til gruppen af bitte, bitte små ting som udspiller sig i de sociale relationer, så er humlen en anden.

Her har jeg brugt mange timer af mit liv på at spekulere over, fortolke og analysere forlængst endte samtaler, kropssprog og tilfældige bemærkninger.

Ting som jeg dybest set ikke kan vide, fordi jeg ikke kan kigge ind i folks hoveder, men som jeg alligevel kan brygge lange ender på. Noget der skete for 14 dage siden, kan få så lange ender, at man ville kunne hækle en dejlig varm plaid af alle de snore jeg kan få viklet sammen.

Og modsat hyggelys og servietter, så må jeg da indrømme, at det er da den største tidsspilde at spekulere over andres folks intentioner.

Så jeg øver mig.

Øver mig i at lade tingene ligge.

Være i nuet, og forholde mig til det der rent faktisk sker, og ikke bruge timer af mit dyrebare liv på at rumstere over andres agenda, intriger og skjulte hentydninger.

Eller som sømanden udtrykker det:” Jeg vil ski.. det en hatfuld!”

Det frigør faktisk en masse tid, så jo kan bruges meget bedre.  F.eks. på at lægge puslespil, gå en tur i skoven, lægge neglelak og flytte rundt på lysestager.

 

 

En tanke om “Bitte, bitte, BITTE små ting”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.