Det var langt…

Coronarendmigirøven episode 2, dag 8

Jeg læste engang, at ens bryster vil blive 9 cm længere, hvis man ikke bruger bh.

9 cm.

9.

Jeg kan ikke rigtigt huske tidshorisonten, og kan heller ikke lade være med at spekulere på, hvem der har forsket i brysters længde, med og uden bh.

Hvordan har man fundet ud af det?

I hvertfald er det en tanke der strejfer mig, hver gang jeg spænder op og lader tingene leve deres eget liv.

9 cm.

Men sådan er det vel med alting, der bliver sluppet fri.

Bryster, børn, coronavirus..

Og det er vel også det Mette F. er igang med, derinde på Borgen. At samle op, rulle sammen, folde sammen og komme det hele tilbage i skålene.

Så må vi jo bare håbe på, at størrelsen stadigvæk passer..

Og imens vasker vi andre joggingtøj og gør klar til en weekend, hvor vi heller ikke skal noget.

Intet.

Det burde efterhånden være en vane, men jeg er lige skuffet hver gang, jeg endnu engang ikke skal noget som helst.

Og jeg venter bare på den der åbenbaring, som folk får, når de har opholdt sig i et kloster, på kanten af et bjerg i Nepal.

Hvor man går totalt i zen, og resten af livet bare sætter pris på de små gratis glæder, aldrig mere bliver grebet af et materialistisk begær eller drikker sig bimmelim.

Det skulle eftersigende, være det højeste trin i den menneskelige udvikling.

Der er bare lige det ved det, at jeg synes, at det lyder lidt kedeligt.

Og meget alvorligt.

Så jeg er faktisk lidt bekymret.

Tænk hvis jeg ender med, at jeg udvikler mig i den retning!

Og går nonner overhovedet med bh?

Hvis ikke de gør, så er jeg for alvor på spanden.

For de er altså lange nok i forvejen.

Xxx