Venteværelser og ugeblade

Jeg var ved lægen i dag.

I den anledning sad jeg i lægens venteværelse.

Ved siden af de stole, som man er henvist til at vente i, er der små borde, hvor diverse ugeblade er spredt ud i fristende bunker. Sådan til almindelig afbenyttelse og underholdning, imedens man venter.

Problemet er bare, at det stresser mig helt sindssygt med de ugeblade.

For lige så snart jeg griber ud efter et Billedblad, så bliver jeg grebet af panik.

For hvad nu, hvis jeg ikke kan nå at læse artiklen færdig.

Hvorfor det pludseligt bliver mig magtpåliggende at læse HELE artiklen om Kandi Johnnys 6-årige søn, er også mig ubegribeligt.

Men jeg bliver grebet af panik, spiler øjnene op, og speedlæser så hurtigt jeg kan, imens jeg krampagtigt knuger bladet i hænderne.

Og når jeg har læst artiklen og de tilhørende billedtekster, så kigger jeg altid lettet op fra bladet og tænker:

-ha, jeg nåede det, inden jeg blev kaldt ind!

Triumfen varer som regel kun i et par sekunder, før jeg bliver grebet af en ny artikel om dronningens sommerferie i Frankrig.

En historie med en brat stigende spændingskurve, hvor dronningen både går på marked og poserer i haven.

Panikken griber mig igen, øjnene åbnes på vid gab, og jeg speedlæser så hurtigt som jeg kan, for at nå at få alt fakta med, inden lægen flår døren op og kalder mig ind i konsultationen.

Det værste er næsten de sider, der handler om ugens kjole, hvor ti kjoler er linet op, med kommentarer.

Lige pludseligt bliver det alt afgørende for mig at læse om design og materialer, og i hvilken anledning, mere eller mindre ukendte damer bærer en pink kjole med slæb og tilhørende pelscape.

Og her er jeg jo nødt til at VÆLGE, hvilken kjole jeg først vil læse om.

For måske når jeg ikke dem alle sammen, og så vil jeg jo gerne læse om de bedste, men hvis jeg læser hurtigt nok, så kan jeg måske nå at vælge min favorit.

Så med høj puls drøner jeg billeder og tekster igennem, for at nå det hele.

Imens jeg i panik kigger over kanten af bladet, for at holde øje med om dørhåndtaget ind til konsultationen bevæger sig.

Jeg kan næsten blive helt lettet, når lægen endelig kalder mig ind. Og jeg kan lægge det svedige og lettere krøllede blad, tilbage på bordet.

I det sekund jeg rejser mig, rasler informationerne om kongehuset og kendisser ud af hjernen, men alligevel ærgrer jeg mig over alle de fuldstændigt nytteløse artikler, jeg ikke nåede at fræse igennem, imens jeg spekulerer over, om det ville virke mærkeligt, hvis jeg lige satte mig lidt med bladet, efter konsultationen.

Jeg kunne selvfølgelig også købe Billedbladet, det ville selvfølgelig være meget nemmere, og en anelse mere afslappet, men slet ikke nær så spændende!

xxx