Jeg skal fem ting inden jul.
Fem.
1-2-3-4-5.
Det er en tur til hovedstaden, en 50 års fødselsdag, noget julefrokosthalløj og et juleshow med overnatning på hotel.
Juleshowet er en invitation fra sømandens arbejdsplads, som han i første omgang takkede nej til, da den estimerede mængde af spandex med glimmer, fjerboaer og danseseancer langt oversteg sømandens behov.
Sømandens behov for den slags kan sagtnes ligge en gammeldags sodavandskapsel.
Men han kom til at nævne det for mig, så nu er vi meldt til.
Og jeg glæder mig helt vildt.
Tænk, at vi må foretage os ting og sager.
Tænk, at vi må være sammen med andre mennesker.
Tænk lige på det.
Så nu er jeg begyndte at google sko.
Altså hvis ikke 5 fine begivenheder kalder på nye sko, så fatter jeg da ikke, hvornår behovet for nye sko ellers skulle komme i spil.
Så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har et par rigtigt fine nye sko i guld og lyserød.
Med ankelrem.
Kun brugt 2 gange.
Købt for 2 et halvt år siden.
Skide corona.
De står helt fine og spritnye inde i skabet.
Dem kunne jeg selvfølgelig godt bruge.
Den ene gang i hvertfald.
Jeg glæder mig bare til at begynde at komme lidt ud.
Så skal jeg have makeup og kjole på, krølle mit hår og skrue læbestiften ud af hylstret.
Rød, naturligvis.
Postkasserød.
Så skal jeg have drinks og grine, synge med, fortælle og høre sjove historier, hvor den sidste del bare er noget, som man selv finder på.
For fun.
Og når festen er ovre, og man er vaklet i seng, lettere bimmelim, så kan man lægge sit hoved på puden med et lille smil.
For det er jo slet ikke ovre endnu.
For efter festen, næste dag, om mandagen, tirsdag aften, torsdag morgen, så har man rent faktisk noget at snakke om.
Noget at fortælle.
Man har oplevet noget.
Så op i røven med om festen bliver dødkedeligt, en tør kiks eller en ubeskrivelig langtrukken, for så kan man jo snakke om det.
Fortælle om de trættende lejlighedssange, de triste tarteletter og en bordherre der tilsyneladende kun kunne enstavelsesord, men som til gengæld smaskede helt utroligt højt og kløede sig intens i øret under hovedretten.
Det er helt fint.
For så får vi noget at snakke om.
Noget nyt.
Så behøver vi ikke længere at holde øje med om folk spritter af i Netto, holder afstand eller nyser i ærmet.
For vi har fået lidt mere indhold i livet, lidt mere glæde, lidt flere oplevelser.
Og det er det, som jeg glæder mig allermest over, når jeg tænker på de fem ting, som jeg har i min kalender.
Indholdet, oplevelserne og de nye minder.
Helt uden restriktioner.
Det bliver fedt.
xxx