December kom jo ræsende ind af døren, og jeg er nu officielt færdig med at pynte til jul.
Altså næsten.
For jeg mangler lidt.
Jeg mangler en lille pose med gamle piberenser julemænd.
Et skattet genbrugsfund, indkøbt sidste jul i “Skagen antik og Genbrug” til den fyrstelig sum af 50 kr.
Jeg slæbte dem triumferende hjem på matriklen og anbragte dem forsigtigt og omhyggeligt i det glasskab, hvor jeg også opbevarer mit vildsvinekranie.
Da julen var slut, lagde jeg omhyggeligt hele herligheden ned i en lille pose.
Altså kun nisserne, ikke kraniet.
Så meget husker jeg.
Problemet er bare, at jeg ikke kan huske, hvor jeg lagde posen.
Sidste jul tog jeg åbenbart en rask beslutning om, at de var for værdifulde til at blive opbevaret sammen med resten af julepynten oppe på loftet.
Men hvor har jeg så lagt dem?
Det står hen i det uvisse, og er en melodi, som jeg efterhånden har afspillet mange gange i mit liv.
Hver morgen bruger jeg en del tid på at lede efter mine briller, cykelnøgler og læbepomade. På ugentlig basis leder jeg jævnligt efter pung, telefon og den bog jeg er i gang med at læse.
Og jeg er engang kommet hjem fra en tur til Hjørring uden sko og frakke.
Jeg ved simpelthen ikke, hvor det blev af.
Belært af bitter erfaring har sømanden derfor besluttet, at vi kun har en bilnøgle i cirkulation.
Den anden har han gemt et hemmeligt sted.
-så har vi nemlig en reserve, når du smider den her væk, meddelte han snusfornuftigt, da jeg undrede mig over, at vi kun havde fået en nøgle til bilen.
Og så mindede han mig om dengang min nøgle til hoveddøren var væk i to år, før vi fandt den i en kasse med gammelt ragelse.
Så kunne jeg egentligt godt huske, at jeg havde lagt den der.
Det er bare det, at jeg selv synes, at jeg er så snedig, når jeg lægger ting og sager på steder, der er nemme at huske.
Og glemmer hvor det er.
Så nu håber jeg på, at der er sådan en glemmekasse i himlen.
Når Sankt Peter har åbnet porten, man har fået sine vinger og krammet alle dem man har savnet, så forestiller jeg mig, at man får udleveret sådan en arkivkasse.
Sort med et håndtag i sølv.
En lille diskret etiket i den ene ende, hvor der med sirlig håndskrift står: Lauras bortkomne sager.
Så kan jeg åbne låget og råbe: -aha, der var den ørering, nøgle, læbestift og kondisko.
Og hvis det er rigtigt godt, så vil der være en lille seddel på hver ting.
“Glemt i A-Z, d. 21. januar 2007” kunne der for eksempel stå.
“Tabt under cykeltur, 6.august 1998”
“Gemt i brødskuffen, 10. april 2012”
Så skal jeg ikke rigtigt bede om mere.
Bortset fra et andet instrument end en harpe.
Det passer ikke rigtigt til mit temperament.
xxx