#5tinghverdag
1: Ingen chokolade: 4/365
2: Skridt: 23476/3650000
3: Blog indlæg: 3/365
4:Sund frokost: tjek
5: Håndens arbejde: 3,5/365 timer
Indtil videre ser mit regnskab en smule sølle ud. Jeg er lidt bagud med skridt, skylden giver jeg til det elendige vejr, til gengæld går det gevaldigt på chokoladefronten.
Således er det nu lykkedes mig at overleve uden chokolade i fire dag. Det er da en sejr i sig selv. Så mangler jeg bare 361 dage, wuhu…
Og hvis jeg mangler lidt moralsk opbakning, så kan jeg da bare sætte det i perspektiv til dagens smittetal.
28.283.
Det er alligevel oss’ en slat.
Næsten lige så mange, som antallet af pressemøder og aflyste skiferier.
Vi står heldigvis ikke på ski, så skal vi da i det mindste ikke bekymre os om det.
Til gengæld er sømanden meget bekymret for et lille nyt pindsvin, der er begyndt at husere i haven.
Haven har i flere år været domineret af et ældre, arrogant pindsvin, som har udvist en påfaldende ligegyldighed med vores tilstedeværelse i sin daglige sneglejagt.
Hr. Pinne har vi døbt ham.
Men nu er der kommet en ny beboer.
Et ungt, uerfarent pindsvin, som har udviklet et kammeratskab med katten Fister Løgsovs.
De delte andeskroget til jul, og sømanden var ved gå ud af sit gode skind af bekymring. Ikke fordi pindsvinet spiste and, men fordi det ikke var gået i hi.
Han satte straks kattemad ud i smug.
Måske sultede det lille myr.
Lille Pind, har vi døbt ham.
Første gang vi så ham i sommers, sad han fast i havekultivatoren. Han var ikke blevet spiddet, men havde forsøgt at skyde genvej imellem tænderne.
Det var han for tyk til, og sad ynkeligt og ydmygende fast, indtil sømanden og jeg opdagede ham ved et tilfælde.
Og nu er han altså blevet hængende på matriklen.
Sammen med de tre rådyr, som har slået lejr under tørrestativet.
Til trods for bank på ruden og viftende arme fra min side, så glor de bare uinteresseret tilbage og spiser sidste rester af blade og blomster.
-de har ikke flere fucks tilbage, som den yngste af tøserne udtrykte det, da jeg endnu engang forsøgte at drive rådyrene ud af haven.
De er yndige, smukke og nogle seriøse grovædere, der gerne stripper de nyplantede æbletræer og nakker tulipanerne.
Men nu bor de her fast og jeg formoder, at de selv har sørget for at tilmelde sig folkeregisteret.
Haven tæller desuden også en tre-fire stykker af sømandens ubestridte yndlingsfugl solsorten. De bruger det meste af dagen på at stirre insisterende ind af køkkenvinduet, indtil sømanden disker op med æbler, som sættes op på stakittet.
Så bruger de resten af dagen på at æde og slås om, hvis tur det er til at æde.
Af vanvare kom sømanden til at fordre måger sidste sommer, men der trak jeg grænsen.
En enkelt fordring betød, at en kæmpe måge patruljerede gårdhaven flere gange om dagen, imens kammeraterne spændt ventede på genboens tag.
De blev en smule mere nærgående for hver dag, så nu har sømanden rykket mågefordringen ned på havnen, hvor en af hans tro følgere hver sommer udruger en skravlet unge på et nærliggende bliktag.
Det ender som regel i et blodbad, når et af de lokale rovdyr kommer forbi, men hun fortsætter ufortrødent sit optimistiske forehavende.
Når man dertil lægger de musvitter, der lystigt udklækker unger i redekassen lige ved siden af havebordet, så har vi da vores antal af logerende.
Sidste år havde vi også gærdesmuttere, der havde vævet den fineste lille rede i en klematis. De havde valgt materialerne strå og plastik, hvilket gjorde en lille smule ondt i hjertet.
De bor her alle sammen, i vores helt almindelige lille parcelhushave.
Giftfri og vild med vilje.
xxx