Okay så…

Så tager vi da bare en tur mere i coronakarrusellen.

Med mundbind, håndsprit og afstand.

Altså bare heroppe i Nordjylland, hvor der åbenbart er en hel del flere minkfarme, end jeg regnede med.

Fire uger hjemme på matriklen, hvor jeg allerede er begyndt at blive irriteret over den måde sømanden trækker vejret på.

Hvor tøserne og jeg har aftalt at se alle Harry Potter filmene.

Dem allesammen.

Der er vist omkring en trillion, men alternativet er at dø af kedsomhed, eller slå hinanden ihjel.

Det er dag nul i coronakarantæne vol.2, og der er godt nok langt til den 3. december.

– og hvor har alting forandret sig, siden dag nul i coronakarantænen episode 1.

Hvor var vi dog naive dengang, hvor vi troede på, at det snart var ovre, at nu gik vi mod lysere tider, imens vi i hemmelighed fnes af dem, der gik med mundbind offentligt.

Det var dengang.

Nu har vi blikket stift rettet imod d. 3. december, imens vi desperat prøver at lede efter motivationen og stoltheden over at være dem, der skal skærme resten af verden imod en mutation, som pædagogisk er blevet forklaret med tv-avisens smarte grafik.

For det hele er jo ret diffust, og vi må lægge alt troen og tilliden i hænderne på de videnskabsmænd, som vi efterhånden kender bedre, end de venner vi ikke må se, imens journalisterne leger stoleleg, og gør deres bedste for at stille kloge spørgsmål efter tur.

Men Fuck, hvor har jeg bare lyst til at lade tophatten gå af, flippe ud, drikke mig stiv og råbe: “rend mig i røven!” , imens jeg smadrer et halvråddent halloween græskar med et afbrækket stoleben.

For halloween blev jo ligesom lidt fesent i år, akkurat som julen og nytåret også bliver, og hold nu kæft, hvor jeg bare savner at trække i et par nylonstrømper, kravle op på et par høje sko og bare lade tingene ske.

Og jeg ved godt, at det er en masse mennesker der har det “majet værre”, og hold nu op, hvor skal vi være glade for vores velfærdssamfund.

Den sang kender jeg godt, for den synger jeg nemlig selv hver dag.

Det er bare som om, at jeg ikke rigtigt kan finde melodien lige nu.

Det hele sidder lidt fast i halsen.

Den eneste, der synes tilfreds med dagens udfald, er min 16 år gamle stalkerkat Findus, der tilbringer alle sine vågne timer med at glo på mig. Nu er det ikke så mange timer hun rent faktisk er vågen, men når hun er, så trasker hun i hælene på mig, imens hun stirrer henført og spinder forventningsfuldt.

Hun elskede hvert sekund af coronakarantænen episode 1, og glæder sig allerede til to’eren.

Så nu må vi jo folde den ja-hat, selvom det holder lidt hårdt, trække den nordjyske sejhed op af den jyske muld og forskanse os hjemme på matriklen.

Det bliver kedeligt, langsommeligt og trættende, men hvis det er det eneste det bliver, så går det jo nok.

Xxx