The End

Coronacirkus episode 2, dag 13

Jar-men, jøsses Maren, kommer der virkelig en ende på alt det pangel?

Og så før tid!

Nu var vi lige ellers blevet vant til, at alting blev forlænget, udsat og lukket.

Vi har holdt op med at glæde os til noget som helst, fordi alting bliver jo alligevel til ingenting, når coronamonstret stikker sit kronede hoved frem.

Men nu blæser der nye vinde over Nordjylland.

Skal vi nu finde bøjlebh’en frem, kridte balskoene, frisere håret og gå ud i virkeligheden.

Vi er godt nok tilbage til restriktionerne før nedlukningen af Nordjylland, men det er jo også en slags fest.

Når man er trængende, kan alt bruges…

Så nu skal hjemmekontoret pakkes ned, stables ind i bilen og fragtes til kontoret til et gensyn med kollegaer, kopimaskiner og fælles toiletter.

Og jeg glæder mig.

Sømanden glæder sig også.

Det kan godt være lidt hårdt at komme hjem til en kone, som ikke rigtigt har oplevet det store i løbet af dagen, men som alligevel gerne vil fortælle om det hele.

I detaljer.

Jeg kan godt mærke, at hans interesse ikke er så stor, men hvem har jeg ellers skulle fortælle de spændende ting til.

Hans reaktion, da jeg fortalte at katten havde haft mareridt, var i hvert fald en lille smule distanceret.

Men pyt med det, for i morgen skal jeg ud af døren.

Jeg skal have madpakke med, makeup på, strømpebukser og trusser med elastik.

Måske nupper jeg også et brusebad.

Xxx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.