Tag: laurabork

Fradrag

I gamle dage, da Danmark var et katolsk land, arbejdede man koncentreret med begrebet skærsilden.

Det var det helvede, som man skulle igennem efter døden og inden himlen.

Hvor lang tid man skulle tilbringe i skærsilden afhang af, hvor dumt et svin man havde været på jorden.

Og man behøvede faktisk ikke at være et specielt stort røvhul.

Bare et menneske.

Som laver fejl, dummer sig og skider i nælderne.

Mens man var i live, kunne man gøre nogle ting, som betalte af på gælden på forhånd, og dermed forkortede tiden i skærsilden.

Et slags fradrag om man vil.

Man kunne betale for opførelsen af en ny kirke.

Stort fradrag.

Man kunne kravle på knæene op til kirkedøren.

Lille fradrag.

Man kunne også gøre gode gerninger.

Hjælpe de fattige og den slags.

Men kirken foretrak dog kolde kontanter, for som de sagde: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer.”

Og for sin sidste skilling kunne man så købe et afladsbrev, en slags kvittering, som bevis på at vejen til himlen var blevet en lille smule kortere.

Nu er jeg ikke katolik.

Men evangelisk-luthersk bekvemmelighedskristen.

Her har vi lidt mere fokus på tilgivelsesbegrebet.

Og jeg betaler troligt min kirkeskat, går i kirke til jul og synger lystigt med på salmerne, men er det nok?

Hvad nu, hvis Martin L. tog fejl og skærsilden findes?

Har jeg så skaffet nok fradrag?

Har jeg gjort nok gode gerninger?

Har jeg lidt nok?

Det må da give en lille smule fradrag for hver gang, at man beder sine unger om at samle de våde håndklæder op fra badeværelsets gulvet.

For alle de gange, man fået serveret og drukket elendig lunken kaffe.

For alle de gange, man har kigget oplagt på andre folks superspændende feriebilleder.

For alle de gange, man har lyttet interesseret og høfligt til folks hjemmestrikkede teorier om dette og hint.

For alle de gange man ikke har gebet et gevær og skudt folk, der der siger: -nu er jeg jo ikke racist, men…

For alle de gange man har købt en avokado, fordi man troede, at den var moden.

Men det var den ikke.

For alle de gange, man har skulle gætte, hvad fanden folk nu er sure over.

For alle de gange, man har hørt folk fortælle om, at de ikke kan lave nummer to, når de er på ferie.

For de kan ikke lave det, men de har åbenbart ingen problemer med at tale om det.

For alle de gange, man stirret olmt på en printer, for at finde ud af, hvad der er nu galt med den åndsvage maskine.

For alle de lejlighedssange man har sunget.

For alle de gange man har stået i en helt sindssyg lang kø ved et ishus, og personen foran dig, først begynder at overveje hvilken smag de måske, måske, kunne tænke sig at få i deres kræmmerhus med to kugler, når de er nået helt op til skranken. Hmm, hvad kunne de så tænke sig i vaflen. Nej, vent lidt, måske vil de hellere have et bæger og hvordan smager isen med appelsinsmag egentlig?

Appelsin. Den smager af appelsin.

For alle de gange.

Det må da give en lille smule rabat.

Bare lidt.

Ellers så må jeg jo bare bide i det sure æble og tage elevatoren ned kælderen.

xxx

Det var en overraskelse

Kender I det, når man ser et foto af sig selv, og så bliver man sådan helt forbavset.

-er det virkelig mig, tænker man så og prøver desperat at få det indre til at matche det ydre.

Og det er ikke noget med, at man er blevet gammel, lidt for tyk eller har begyndende hårvækst på helt nye steder.

Det er mere det, at det ikke lige var det, man regnede med.

Og man får lyst til at spørge fotografen, om der ikke lige kan blive taget 20 billeder mere, så man kan vælge det bedste.

Eller bare et, hvor man ikke ligner Slush-Puppie.

Men man vil ikke fremstå som et forfængeligt menneske, så man siger bare, at det er fint, imens man spekulerer over, om man er besat af en dæmon, der tager over, så snart blitzen blinker.

Så var det altså lidt nemmere, dengang i firserne.

Det havde man 24 chancer, og de skulle spredes ud over hele ferien.

Og når man kom hjem fra ferien, så gik der tit 14 dage, før man kom i tanke om, at de skulle afleveres til fremkaldelse.

Og så gik der to uger mere, inden de færdige billeder kunne afhentes i det lokale supermarked.

Så var tålmodigheden også opbrugt, og man endte som regel med at flå kuverten op ude på parkeringspladsen.

Hvis man var heldig, så var 14 brugbare fotos ud af 24.

Resten var enten helt sorte, fotos af fortovet eller indersiden af tasken, eller totalt overbelyst, fordi man var kommet til at åbne kameraet for tidligt.

Ud af de 14 var der 7 så af udsigten, hotellets reception og buffén fra den spanske grisefest.

Intentionen har helt sikkert været god, da billederne blev taget, men bagefter så ved man jo ikke rigtigt, hvad man skal med de billeder.

3 af de 7 var slørede, fordi datidens kamera havde en lang lukketid, og derfor mistede alle levende væsener tålmodigheden og begyndte at bevæge sig, inden fotoet var taget færdig.

Så var der fire billeder tilbage.

Som ofte taget på for lang afstand, så man kom lidt i tvivl om det er et ansigt eller en vindrue, derude i svømmepølen.

Så det eneste tidspunkt, hvor vi rigtigt så os selv gengivet på papir, var ved den årlige skolefotos-seance.

Så stod vi på række, for at blive fotograferet af en tydeligt irriteret mand, der nok havde startet sin karriere med drømme om årets pressefoto, og nu stod midt i virkeligheden på en landsby skole, lidt uden for Horsens.

Og når der så var gået urimeligt mange dage, så uddelte klasselæreren kuverter med klassefotoet og klip-selv ark, hvor ens barneansigt var gengivet cirka 38 gange i forskellige størrelser

Billederne med det skæve pandehår og den stribede t-shirt blev behørigt klippet ud med køkkensaksen og delt ud som julegave til trætte bedsteforældre. Det største beholdt forældrene selv, det blev sat i glas og ramme og banket op på væggen over fjernsynet.

Det var det.

Vi var taknemmelige over, at det blev et foto, og det betød ikke så meget, for det blev jo alligevel indenfor familiens rammer.

Og året efter, så kom skolefotografen forbi igen, for hvert år mere bitter end det forrige, tog nye fotos, og så blev rammerne taget ned og billederne skiftet ud, og hele herligheden hængt op på væggen over fjernsynet indtil næste skoleår.

Det var ikke noget der fyldte ret meget, det var bare billeder.

Ikke som i dag, hvor man kan tage hundrede fotos på få minutter, vælge det bedste og lægge et filter på.

Og hvor alting potentielt kan ende på internettet, og blive delt millioner af gang på alverdens uartige voksen-sites.

Nu tror jeg ikke rigtigt, at et uheldigt shapshot af mig vil ende på sådan en side, men derfor kan man jo godt blive både forbavset. forvirret og en lille smule skræmt, når man ser sig selv udefra.

xxx