Her forleden aften lavede jeg en Maude og gik i seng.
Sur, træt og pisseirriteret på alverdens gak og løjer pakkede jeg dagen sammen, trak blank og slukkede lyset.
Så lå jeg der og ventede på søvnens komme.
Der var lidt varmt i soveværelset, så jeg stak det ene ben udenfor dynen og lagde mig om på højre side.
Både ryggen og endestykket var blottet til generel afkøling.
Så var det, at at jeg mærkede et stik.
En lillebitte prikkende irritation på den venstre balle.
Ganske kort, men nok til, at jeg blev nødt til at mærke efter.
Så det gjorde jeg.
Mærkede efter.
Der var noget.
Et eller andet mystisk.
En udposing.
Jeg blev akut bekymret for, om jeg have udviklet gammelmands vorte midt på rumpetten.
Sidste år var jeg nemlig til lægen med noget, som jeg meget dramatisk troede var et kompliceret modersmærke på ryggen.
Efter at min læge interesseret havde nærstuderet mysteriet under en lup i 10 sekunder, konstaterede hun, at det var en gammelmands vorte. Det er jo en ufattelig uspændende diagnose, og jeg overvejede efterfølgende at slå den latinske betegnelse op, så det mindste lød lidt mere sexet.
Men det var ikke en gammel mandsvorte, som jeg havde der på ballen.
Den kunne nemlig løsnes.
Bevæges.
Drejes rundt og pilles af.
Det var en flåt.
Af uransagelige årsager havde den egenhændigt fundet vej til vores soveværelse, og der i nattens mulm og mørke havde den fuld af optimisme, fået øje på min blottede bare numse.
Hvid, bleg, blød og en lille smule selvlysende.
Uimodståelig.
Tilsyneladende.
Så havde den simpelthen slået til, dykket ind og gravet sig ned.
Bidt sig fast.
Det var det, som jeg kunne mærke.
Biddet.
Jeg fik et omgående behov for at informere sømanden.
Han sad inde i stuen og så et meget tørt og langt program om fattige kriminelle i 1800’tallets Danmark.
Han blev lidt forbavset, da jeg stod der.
Foran fjerneren, helt nøgen og med hånden rakt frem.
-se, råbte jeg ophidset, -se lige, en flåt!
Sømanden var ikke super imponeret.
-nåeee, sagde han distræt, og forsøgte at se rundt om mig, så han ikke gik glip af et besøg i rigsarkivets protokoller.
-den sad lige her, bekendtgjorde jeg og pegede på min venstre balle.
-okayyy, sukkede sømanden tålmodigt og indså, at han måtte flytte sin koncentration fra 1800’tallet til nutiden.
Så blev jeg grebet af et akut behov for dramatik.
-tror du, at jeg har fået borrelia?
Det mente sømanden ikke.
-du er nødt til at se efter, bestemte jeg og bakkede til.
Sømanden gav sig til at lede efter sine læsebriller.
Så stod jeg der i skumringen, let foroverbøjet, imens sømanden fandt sine læsebriller og fik kigget grundigt efter.
-der er godt nok en lille rød plet, konstaterede han og lænede sig tilbage i stolen, -men jeg tror ikke rigtigt, at det er noget.
Jeg blev faktisk lidt skuffet.
Jeg løftede pegefingeren og proklamerede håndfast: -vi må huske at holde et godt øje de næste dage, for at se, om det udvikler sig!
Det lovede sømanden.
Og så gik jeg beslutsomt i seng igen.
Slukke lyset og lå der i mørket.
Det var bare lidt svært at sove.
For hver gang sengetøjet bevægede sig og jeg mærkede den mindste berøring, så var jeg lysvågen.
For hvordan er det nu med de flåter?
Opererer de alene eller i teams?
Havde den taget sine venner med eller var det en enlig ulv?
Hvor kom den fra og kunne der komme flere ind den vej?
Og hvad var det, der kildede på min ankel?
Og på bagsiden af låret?
Spændingen ville ingen ende tage.
Og mens jeg lå der, midt i mit eget drama, blev der jo taget andre dramatiske, fantastiske beslutninger ude i den virkelig verden, hvor udvidede åbningstider, fralæggelse af mundbind og 96-timers reglen blev skemalagt og puttet i kalenderen.
Og så kan man jo lidt igen.
Med eller uden flåter.
xxx