-vi skal have en samtale, meddelte jeg sømanden.
Han fik omgående små nervøse tics.
-en samtale, mumlede han og tog en forsigtig tår af den varme kaffe.
Han skævede til mig.
-om hvad? spurgte han og satte omhyggeligt kaffekoppen tilbage på bordet.
-om julebelysning.
Jeg kiggede opfordrende på han.
-kom med din mening!
-åh, jeg har ikke rigtigt nogen mening, forsøgte han og var tydeligvis rædselsslagen for, at jeg ville tvinge ham til at deltage i julepyntningsseancen.
Så var det, at jeg lige måtte udfylde paletten for ham. Minde ham om det plasticjuletræ, som jeg pynter hvert år med min store samling af glaskugler.
Og lyskæder.
Minde ham om de kulørte lyskæder, som jeg plejer at hænge op udenfor.
Minde ham om lyskæder OG strømforbrug.
Så havde jeg hans interesse.
For jeg gider ikke at hænge lyskæder op og pynte træet, hvis de kun må være tændte i det nøjagtige tidsrum, hvor jeg opholde mig i stuen.
I en normal december, så tænder jeg for kæderne omkring klokken fire om eftermiddagen, og slukker når jeg går i seng.
Jeg slukker ikke for kæderne, hvis jeg går ud af rummet, fordi jeg skal ordne vasketøj eller på toilettet.
Så er jeg sådan en vanvittig type, der lader lyset brænde.
Sømanden er mere lyseslukker typen.
Forleden slukkede han for lyset, fordi jeg var gået ud af stuen.
Jeg skulle bare hente en læbepomade i soveværelset.
Det tog cirka 11 sekunder.
Så var stuen mørklagt.
Og det er jo både godt og fornuftigt af spare på strøm og varme i den kommende Putin-vinter.
Men hvis det bliver et tænden og slukken for de lyskæder, så bliver det jo en stressfaktor, i stedet for et supplement til hyggen.
-så, spurgte jeg og kiggede ham lige i øjnene, -kan du lade være med at slukke for de lyskæder, hver gang jeg går ud af rummet?
Vi blev enige om, at de lyskæder ikke skal op i år.
Julen skal jo først og fremmest være hyggelig.
Bivirkningen er så, at plastictræet og kuglerne også kommer til at overvintre.
Så vi rider stormen af og går oldschool.
Et par stearinlys, ild i brændeovnen og uldsokker.
Og sjælefred.
xxx