Tag: laurabork

Jeg skal fem ting inden jul.

Fem.

1-2-3-4-5.

Det er en tur til hovedstaden, en 50 års fødselsdag, noget julefrokosthalløj og et juleshow med overnatning på hotel.

Juleshowet er en invitation fra sømandens arbejdsplads, som han i første omgang takkede nej til, da den estimerede mængde af spandex med glimmer, fjerboaer og danseseancer langt oversteg sømandens behov.

Sømandens behov for den slags kan sagtnes ligge en gammeldags sodavandskapsel.

Men han kom til at nævne det for mig, så nu er vi meldt til.

Og jeg glæder mig helt vildt.

Tænk, at vi må foretage os ting og sager.

Tænk, at vi må være sammen med andre mennesker.

Tænk lige på det.

Så nu er jeg begyndte at google sko.

Altså hvis ikke 5 fine begivenheder kalder på nye sko, så fatter jeg da ikke, hvornår behovet for nye sko ellers skulle komme i spil.

Så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har et par rigtigt fine nye sko i guld og lyserød.

Med ankelrem.

Kun brugt 2 gange.

Købt for 2 et halvt år siden.

Skide corona.

De står helt fine og spritnye inde i skabet.

Dem kunne jeg selvfølgelig godt bruge.

Den ene gang i hvertfald.

Jeg glæder mig bare til at begynde at komme lidt ud.

Så skal jeg have makeup og kjole på, krølle mit hår og skrue læbestiften ud af hylstret.

Rød, naturligvis.

Postkasserød.

Så skal jeg have drinks og grine, synge med, fortælle og høre sjove historier, hvor den sidste del bare er noget, som man selv finder på.

For fun.

Og når festen er ovre, og man er vaklet i seng, lettere bimmelim, så kan man lægge sit hoved på puden med et lille smil.

For det er jo slet ikke ovre endnu.

For efter festen, næste dag, om mandagen, tirsdag aften, torsdag morgen, så har man rent faktisk noget at snakke om.

Noget at fortælle.

Man har oplevet noget.

Så op i røven med om festen bliver dødkedeligt, en tør kiks eller en ubeskrivelig langtrukken, for så kan man jo snakke om det.

Fortælle om de trættende lejlighedssange, de triste tarteletter og en bordherre der tilsyneladende kun kunne enstavelsesord, men som til gengæld smaskede helt utroligt højt og kløede sig intens i øret under hovedretten.

Det er helt fint.

For så får vi noget at snakke om.

Noget nyt.

Så behøver vi ikke længere at holde øje med om folk spritter af i Netto, holder afstand eller nyser i ærmet.

For vi har fået lidt mere indhold i livet, lidt mere glæde, lidt flere oplevelser.

Og det er det, som jeg glæder mig allermest over, når jeg tænker på de fem ting, som jeg har i min kalender.

Indholdet, oplevelserne og de nye minder.

Helt uden restriktioner.

Det bliver fedt.

xxx

Jeg kan så godt lide efterår.

Det er min yndlingsårstid.

Jeg elsker farverne, duften, den kølige luft og muligheden for at trække i noget pænt tøj.

Bevares, sommertøj er da også pænt, men efterårets garderober byder bare på lidt flere muligheder.

Tørklæder, handsker, strømpebukser, cardigans og pæne sko.

Min personlige sommergarderobe handler lidt mere om, hvor lidt tøj jeg kan have på, uden at blive direkte uanstændig.

Og undgå gnidsår.

Efter en omgang fuldstændigt uvidenskabelig undersøgelse, må jeg konstatere, at sommeren er de fleste menneskers favorit.

Skarpt forfulgt af foråret.

Og jeg forstår godt argumentet med de lysere tider, varmen, solen, stranden, og alt det der.

Jeg synes bare, at sommeren er sådan en lille smule anstrengende.

Det er så forpligtende.

Selvfølgelig bestemmer man selv, hvor meget grilleri, strand og solbadning, man orker at lægge solskoldet ryg til, men uanset hvordan man vender og drejer den, så er der et vist pres på at nyde sommeren, inden den er forbi.

Så er det lidt nemmere med efteråret.

Kampen er ligesom tabt, sommeren er ovre og man kan iføre sig både strømpebukser og lukkede sko, uden at få intense hedeture.

Så jeg elsker efteråret, fordi det er forventningsfrit, køligere og cardigansvenligt.

Bladene i brune og orange farver rasler hyggeligt, fugle, pindsvin og egern pakker ned og gør klar til vinterens komme.

Man kan sidde indenfor med god samvittighed, stearinlysene begynder at leve i halvmørket og brændeovnen står klar i startboksen.

Man kan også godt begynde at tænke en lillebitte smule på julepynt, lyskæder og lakridskonfekt. Det er ikke noget, som man kan sige højt endnu, men man kan godt varme sig lidt ved tanken om fine glaskugler og vintage sølvlametta.

Solen står lavere på himlen, så man kan gå en tur uden solbriller og stråhat. Så kan man bedre se farverne, skyggerne og nuancerne, spotte vildkatte, rådyr og hugorme.

Jeg elsker efteråret, fordi det passer bedre til min personlighed, til mine sysler og interesser.

Så er det tid til at lægge puslespil, brodere, stirre ud af vinduet og glæde sig til kommende events. Som vel og mærke foregår indendørs, så man ikke hele tiden skal være forberedt på mulig regn, hedebølge eller uindbudte vindstød, der altid melder sin ankomst, når man lige har dækket op til fødselsdag ude i haven.

Med papirservietter.

Og balloner.

Jeg elsker efteråret, hvor man sætter bløde fodaftryk i den fugtige jord, hvor morgendisen kryber langsomt afsted og hvor forfald, nedbrydning og opløsning viser sig fra sin allersmukkeste side.

Og mest af alt, elsker jeg, at vi ikke længere er låst inde.

At restriktionerne er ophævet og vi kan tage til koncerter, i biografen, til fest, besøge hinanden og benytte offentlige toiletter, uden at se døden i øjnene.

Det elsker jeg.

Så de korte dage, regne, blæsten og de nøgne træer kan bare komme an.

Jeg er klar.

xxx

Jeg fik to røde pølser til aftensmad igår.

Kogte.

I mircobølgeovnen.

Med ketter til.

Sømanden var ikke hjemme og yngstebarnet havde spist.

Derfor skulle jeg selv stå for aftensmaden.

Det er ikke noget, jeg normalt gør.

Så omkring klokken seks stod jeg foran det åbne køleskab og stirrede formålsløst ind på det relativt sørgelige udvalg.

Der var heller ikke rigtigt købt ind til aftensmad.

Det skulle jeg åbenbart også selv stå for.

Irriteret på sømandens fravær stirrede jeg olmt på en halv pakke margarine, en pakke revet ost og et glas syltede agurker.

Det var også et kvart glas jordbærmarmelade, noget soya og en liter mælk.

Ikke rigtigt noget aftensmads-agtigt-noget.

Men så var det, at jeg fik øje på dem.

Pølserne.

Røde, lange og pakket i en blå plastikemballage med et gennemsigtigt kig ind til de fristende banditter.

Hvorfor de lå i køleskabet, står hen i det uvisse.

Havde sømanden indkøbt dem til et formål, havde han glemt dem eller havde de materialiseret sig selv, derinde i fjernt hjørne på den nederste hylde?

Måske var det en gave fra universet?

Eller pølsemanden?

Jeg besluttede mig for at tage imod gaven og flåede pakken ned fra hylden.

Fandt en skarp kniv og skar hul på posen.

Rykkede en desserttallerken op af skuffen, knækkede pølserne over på midten og kylede dem i microovnen.

På en måde så fik jeg faktisk 4 røde pølser den aften.

Med ketchup.

Det var hverken særlig spændende eller inspirerende at spise sådan en gang kogt pølse.

En lille smule svampeagtigt faktisk.

Med en fornemmelse af gele og et skind, som er imponerende svært at bide over.

Jeg kunne selvfølgeligt også sætte mig ind i det madlavningshalløj, svinge gryderne, impulsivt bikse noget lækkert sammen og indtage det i selskab med noget klassisk musik og et glas rødvin.

Men det er jo en af fordelene ved at blive ældre.

Så er man bare helt afklaret med, at nogle ting ikke kommer til at ske.

Jeg er bare ikke typen.

Det kommer ikke til at ske.

Det er sømandens afdeling.

Altså madlavningen, ikke den klassiske musik og rødvinen.

Det er mere øl og Nephew.

Så helt i zen med min rolle i universet sad jeg foran fjerneren og indtog 4 halve kogte røde pølser med en god klat ketchup, imens jeg afventede sømandens hjemkomst.

Og så vil jeg spørge, om han gider at lave en omgang boller i karry.

Med løse ris.

xxx

I foråret faldt sømanden og jeg for et “Jatak-tilbud” på Facebook.

Det er ikke noget, som vi normalt bruger, men denne gang var det æbletræer.

299 pr.stk.

Fine træer på Sæby Planteskole.

Vi købte to, en af hver slags.

Studievejlederen takkede også ja til 2 stk, som vi lovede at tage med, så sømanden og jeg satte os ind i bilen med kurs mod Sæby, for at hente de 4 dejlige æbletræer.

And When in Rome..

…så kunne jeg jo ikke bare smutte ind efter de træer. Jeg var da nødt til at lave en rundering, og fik da både klematis og en klatrehortensia i trækvognen.

Og så var det, at jeg kom forbi området med chiliplanter.

Vi har et dejligt drivhus i haven, med en kæmpe stor gammel vin, der lystigt producerer druer hele sensommeren.

Der er også en bambus sofa og et plantebord i det drivhus.

Men har vi altså ikke chiliplanter, tomat eller agurk og den slags derude.

Allerhøjst lidt blomsterstiklinger.

Men nu elsker jeg stærk mad, og ifølge sømanden så hælder jeg gerne chilisovs på alt inklusiv koldskål, hvis jeg får lov, så derfor stod jeg lidt at faldt i staver foran det store fine udvalg af appetitlige chiliplanter.

Så var det, at jeg fik øje på den.

En lille, grøn ydmyg plante med det mest forbløffende navn.

“Chili Penis Choli”.

Et nærstudie af indlægssedlen oplyste, at planten simpelthen groede chilier i penisform.

Så hvis man ventede længe nok, og huske at vande, så ville man ganske enkelt få et helt træ fuld af tissemænd.

Styrke 4.

Jeg købte planten.

Plantede den ud i en fin lerpotte og stillede den forventningsfuld i drivhuset.

Da hedebølgen var på sit højeste, flyttede jeg den ind i køkkenvinduet, ved siden af sømandens avokadotræ.

Fuld af forventning.

Men den har altså kun groet en enkelt forkrøblet diller.

Med mulige tegn på forhudsbetændelse.

Sømanden mener, at jeg ikke har gødet den nok.

Faktisk har jeg slet ikke gødet den, for jeg troede slet ikke, at det var nødvendig.

Min erfaring med den slags, er at hvis de får lov til at stå, så kommer de helt af sig selv.

Så jeg bliver nødt til at konstatere, at chili-diller-planten er en nitte.

Bladene er begyndt at se lidt underlige ud, og den enlige høst ligger ensomt tilbage på køkkenbordet.

-pyt med det, sagde sømanden opmuntrende, da vi stod og betragtede de sørgelige rester, -hvis du gerne vil have lidt dill…

-nejtak, svarede jeg og kiggede trist på nedfaldsfrugten, der ikke engang nåede at få den fine røde farve.

Resultatet af vand i litervis, sol og varme og 69 kroner til Sæby Planteskole.

1 1/2 centimeter grøn chili-diller.

Det var godt nok meget arbejde, for sådan en smule tissemand.

xxx

-nåee, men skulle du ikke ned til din søster, for at drikke morgenkaffe? Spurgte jeg henkastet sømanden, da han var ved at tage tøj på i morges.

Sømanden stoppede op et øjeblik, lagde hovedet på skrå og sagde:

-vil du gerne af med mig da?

Han smilede skævt.

-neeej, da, svarede jeg og kunne næsten ikke engang lyve overfor mig selv.

-du sagde bare, at du skulle ned i grilleren, og så ville jeg bare gerne vide, hvornår du kørte.

Sømanden rystede på hovedet.

-sig nu bare, at du gerne vil være alene hjemme.

Han tog en ren T-shirt ud af skabet og trak den over hovedet.

-jeg kører lige om lidt, sagde han beroligende, imens han ledte i skabet, efter et par rene strømper, -så er du helt alene. Så du kan godt begynde at glæde dig.

Så det gjorde jeg.

Lavede kaffe, fandt brødristeren frem og tændte for P8 Jazz.

For det er jo sådan, det er. Jeg elsker min familie, jeg elsker at være sammen med min familie, men jeg elsker saftsusme osse at være alene hjemme.

Helt alene.

Så kan jeg høre min yndlingsmusik, skråle med og danse grimt, snakke med mig selv og bare futte rundt i mine egne rodede tankerækker.

Så rydder jeg lidt op, måske støvsuger jeg, eller måske så sidder jeg bare og glor ud af vinduet, imens Findus The Stalkerkat ligger henført på mit skød.

Måske ordner jeg lidt vasketøj, roder i skuffen efter noget lækkert eller læser en bog uden afbrydelser.

Sommertider går jeg nøgen rundt, både indenfor og udenfor.

Fordi jeg kan.

At være alene hjemme er det fedeste.

Og når man bor sammen med andre mennesker, så kan man jo ikke rigtigt bede dem om at skride, fordi man bare gerne vil være lidt alene hjemme.

Jeg kunne selvfølgelig gå en tur alene, men det er jo ikke det samme som at være alene hjemme.

Det er jo bare at være alene.

Det er bare dejligt at have huset for sig selv en gang imellem, at kunne gakke lidt ud og give slip på det hele.

Bare lige i et lille stykke tid.

Det er massage for sjælen.

Dybe indåndinger og stilhed.

Indtil døren går op, sømanden kommer hjem fra havnen og barnet kommer hjem fra skole.

Så er jeg ikke alene hjemme mere, og det er da det allerfedeste.

xxx