Forfatter: Laura

Jeg fik to røde pølser til aftensmad igår.

Kogte.

I mircobølgeovnen.

Med ketter til.

Sømanden var ikke hjemme og yngstebarnet havde spist.

Derfor skulle jeg selv stå for aftensmaden.

Det er ikke noget, jeg normalt gør.

Så omkring klokken seks stod jeg foran det åbne køleskab og stirrede formålsløst ind på det relativt sørgelige udvalg.

Der var heller ikke rigtigt købt ind til aftensmad.

Det skulle jeg åbenbart også selv stå for.

Irriteret på sømandens fravær stirrede jeg olmt på en halv pakke margarine, en pakke revet ost og et glas syltede agurker.

Det var også et kvart glas jordbærmarmelade, noget soya og en liter mælk.

Ikke rigtigt noget aftensmads-agtigt-noget.

Men så var det, at jeg fik øje på dem.

Pølserne.

Røde, lange og pakket i en blå plastikemballage med et gennemsigtigt kig ind til de fristende banditter.

Hvorfor de lå i køleskabet, står hen i det uvisse.

Havde sømanden indkøbt dem til et formål, havde han glemt dem eller havde de materialiseret sig selv, derinde i fjernt hjørne på den nederste hylde?

Måske var det en gave fra universet?

Eller pølsemanden?

Jeg besluttede mig for at tage imod gaven og flåede pakken ned fra hylden.

Fandt en skarp kniv og skar hul på posen.

Rykkede en desserttallerken op af skuffen, knækkede pølserne over på midten og kylede dem i microovnen.

På en måde så fik jeg faktisk 4 røde pølser den aften.

Med ketchup.

Det var hverken særlig spændende eller inspirerende at spise sådan en gang kogt pølse.

En lille smule svampeagtigt faktisk.

Med en fornemmelse af gele og et skind, som er imponerende svært at bide over.

Jeg kunne selvfølgeligt også sætte mig ind i det madlavningshalløj, svinge gryderne, impulsivt bikse noget lækkert sammen og indtage det i selskab med noget klassisk musik og et glas rødvin.

Men det er jo en af fordelene ved at blive ældre.

Så er man bare helt afklaret med, at nogle ting ikke kommer til at ske.

Jeg er bare ikke typen.

Det kommer ikke til at ske.

Det er sømandens afdeling.

Altså madlavningen, ikke den klassiske musik og rødvinen.

Det er mere øl og Nephew.

Så helt i zen med min rolle i universet sad jeg foran fjerneren og indtog 4 halve kogte røde pølser med en god klat ketchup, imens jeg afventede sømandens hjemkomst.

Og så vil jeg spørge, om han gider at lave en omgang boller i karry.

Med løse ris.

xxx

I foråret faldt sømanden og jeg for et “Jatak-tilbud” på Facebook.

Det er ikke noget, som vi normalt bruger, men denne gang var det æbletræer.

299 pr.stk.

Fine træer på Sæby Planteskole.

Vi købte to, en af hver slags.

Studievejlederen takkede også ja til 2 stk, som vi lovede at tage med, så sømanden og jeg satte os ind i bilen med kurs mod Sæby, for at hente de 4 dejlige æbletræer.

And When in Rome..

…så kunne jeg jo ikke bare smutte ind efter de træer. Jeg var da nødt til at lave en rundering, og fik da både klematis og en klatrehortensia i trækvognen.

Og så var det, at jeg kom forbi området med chiliplanter.

Vi har et dejligt drivhus i haven, med en kæmpe stor gammel vin, der lystigt producerer druer hele sensommeren.

Der er også en bambus sofa og et plantebord i det drivhus.

Men har vi altså ikke chiliplanter, tomat eller agurk og den slags derude.

Allerhøjst lidt blomsterstiklinger.

Men nu elsker jeg stærk mad, og ifølge sømanden så hælder jeg gerne chilisovs på alt inklusiv koldskål, hvis jeg får lov, så derfor stod jeg lidt at faldt i staver foran det store fine udvalg af appetitlige chiliplanter.

Så var det, at jeg fik øje på den.

En lille, grøn ydmyg plante med det mest forbløffende navn.

“Chili Penis Choli”.

Et nærstudie af indlægssedlen oplyste, at planten simpelthen groede chilier i penisform.

Så hvis man ventede længe nok, og huske at vande, så ville man ganske enkelt få et helt træ fuld af tissemænd.

Styrke 4.

Jeg købte planten.

Plantede den ud i en fin lerpotte og stillede den forventningsfuld i drivhuset.

Da hedebølgen var på sit højeste, flyttede jeg den ind i køkkenvinduet, ved siden af sømandens avokadotræ.

Fuld af forventning.

Men den har altså kun groet en enkelt forkrøblet diller.

Med mulige tegn på forhudsbetændelse.

Sømanden mener, at jeg ikke har gødet den nok.

Faktisk har jeg slet ikke gødet den, for jeg troede slet ikke, at det var nødvendig.

Min erfaring med den slags, er at hvis de får lov til at stå, så kommer de helt af sig selv.

Så jeg bliver nødt til at konstatere, at chili-diller-planten er en nitte.

Bladene er begyndt at se lidt underlige ud, og den enlige høst ligger ensomt tilbage på køkkenbordet.

-pyt med det, sagde sømanden opmuntrende, da vi stod og betragtede de sørgelige rester, -hvis du gerne vil have lidt dill…

-nejtak, svarede jeg og kiggede trist på nedfaldsfrugten, der ikke engang nåede at få den fine røde farve.

Resultatet af vand i litervis, sol og varme og 69 kroner til Sæby Planteskole.

1 1/2 centimeter grøn chili-diller.

Det var godt nok meget arbejde, for sådan en smule tissemand.

xxx

-nåee, men skulle du ikke ned til din søster, for at drikke morgenkaffe? Spurgte jeg henkastet sømanden, da han var ved at tage tøj på i morges.

Sømanden stoppede op et øjeblik, lagde hovedet på skrå og sagde:

-vil du gerne af med mig da?

Han smilede skævt.

-neeej, da, svarede jeg og kunne næsten ikke engang lyve overfor mig selv.

-du sagde bare, at du skulle ned i grilleren, og så ville jeg bare gerne vide, hvornår du kørte.

Sømanden rystede på hovedet.

-sig nu bare, at du gerne vil være alene hjemme.

Han tog en ren T-shirt ud af skabet og trak den over hovedet.

-jeg kører lige om lidt, sagde han beroligende, imens han ledte i skabet, efter et par rene strømper, -så er du helt alene. Så du kan godt begynde at glæde dig.

Så det gjorde jeg.

Lavede kaffe, fandt brødristeren frem og tændte for P8 Jazz.

For det er jo sådan, det er. Jeg elsker min familie, jeg elsker at være sammen med min familie, men jeg elsker saftsusme osse at være alene hjemme.

Helt alene.

Så kan jeg høre min yndlingsmusik, skråle med og danse grimt, snakke med mig selv og bare futte rundt i mine egne rodede tankerækker.

Så rydder jeg lidt op, måske støvsuger jeg, eller måske så sidder jeg bare og glor ud af vinduet, imens Findus The Stalkerkat ligger henført på mit skød.

Måske ordner jeg lidt vasketøj, roder i skuffen efter noget lækkert eller læser en bog uden afbrydelser.

Sommertider går jeg nøgen rundt, både indenfor og udenfor.

Fordi jeg kan.

At være alene hjemme er det fedeste.

Og når man bor sammen med andre mennesker, så kan man jo ikke rigtigt bede dem om at skride, fordi man bare gerne vil være lidt alene hjemme.

Jeg kunne selvfølgelig gå en tur alene, men det er jo ikke det samme som at være alene hjemme.

Det er jo bare at være alene.

Det er bare dejligt at have huset for sig selv en gang imellem, at kunne gakke lidt ud og give slip på det hele.

Bare lige i et lille stykke tid.

Det er massage for sjælen.

Dybe indåndinger og stilhed.

Indtil døren går op, sømanden kommer hjem fra havnen og barnet kommer hjem fra skole.

Så er jeg ikke alene hjemme mere, og det er da det allerfedeste.

xxx

Inde i mit hoved er der en rutchebane.

Eller det er vel nærmere sådan et kæmpe nedløbsrør, som håndværkere bruger, når de er i gang med at renovere noget på femte sal.

Så hænger de sådan et rør uden på huset, som de så kan smide murbrokker, gamle stumper og andet affald ned i.

Neden under røret står der så en container, som opsamler alt det affald, som håndværkerne har smidt ud.

Så er de fri for at okse op og ned af trapperne, få dårlig ryg og alle mulige andre skavanker.

Sådan et rør har jeg inde i mit hoved.

Det hænger uden på huset.

På den vestre siden, så det ikke skæmmer.

Det går Gerda meget op i.

Røret starter oppe ved det lille gavlvindue på loftet.

Jeg har ansat Bent til at holde orden på det loft.

Det er en værre rodebutik, fyldt med kasser, skrammel og ragelse.

Og der kommer hele tiden nyt til.

Noget af det har jeg selv samlet sammen, andet har jeg fået foræret.

Folk er nemlig rigtigt gavmilde, når det gælder om at komme af med deres skrald.

Hvad jeg efterhånden ikke har modtaget af ligegyldige informationer, ævl og kævl, sure opstød og bemærkninger, der klemmes ud af et sideben.

Det hober sig op.

Jeg er ikke så god til at holde styr på det.

Det hober sig op.

Og det fylder.

Derfor har jeg ansat Bent.

Bent er ikke ret høj, og er udstyret med et par helt utroligt korte ben.

Til gengæld går han altid i blå smækbukser.

I nylon.

Og bare tæer i sorte træsko uden hæl.

Uldsokker om vinteren.

Når du taler med Bent, så stikker han hænderne ind under smækken, lægger nakken tilbage og kniber det ene øje i.

Han har sådan nogle små rektangulære briller i rustfrit stål, som han begejstret købte engang i firserne.

Når han går ud i solen, så bliver de til solbriller.

Det synes Bent er røvsmart.

Bent startede i mandags og er nu nået et godt stykke vej med oprydningen.

Han smider simpelthen bare hele baduljen ned i røret.

Kasser med ligegyldig viden, sladder og bagtalelse. Spande med jalousi, misundelse og sure bøvser. Poser med mugne kommentarer og lus i skindpelsen.

Alt sammen noget, som jeg har fået overleveret, afleveret og foræret.

Ting som jeg ikke skal bruge, og ting som jeg ikke har lyst til at bruge.

Så nu smider Bent det ud.

Og han behøver ikke at spørge mig først.

Han smider det bare ned i røret.

På de store bjælker under taget, hænger der poser med dårligt selvværd, snore af usikkerhed og en slidt skoletaske, som jeg ikke engang orker at kigge i.

Bent har lånt en trappestige, så han kan nå det hele.

Og en kost, så han kan feje bagefter.

Egentlig var Bent kun ansat i en tidsbegrænset periode, men jeg har besluttet mig for at fastansætte ham.

For det er nemlig sådan med det loftsrum, det bliver fyldt næsten lige så hurtigt, som Bent kan tømme det.

Så imens Bent smider ud og rydder op, så øver jeg mig.

Jeg øver mig i at sige fra, sige til og bede folk om at tage deres affald med hjem til dem selv, istedet for at efterlade det på mit loft.

xxx

-vil du se min diller? Hylede sømanden forleden morgen klokken kvart over seks.

Jeg var ikke helt vågen, så sådan lige umiddelbart, så takkede jeg nej.

Det var dog en postgang for sent, også så jeg den endnu engang.

Bagefter gik han fløjtende ud i køkkenet for at sætte vand over til morgenkaffen.

-hvorfor er det egentligt, at jeg skal se den hver morgen? Spurgte jeg undrende inde fra soveværelset, da jeg var kommet mig lidt.

Sømanden stak hovedet ind af døren.

-det er fordi, at jeg vil være sikker på, at du ikke glemmer den!

Han nikkede venligt.

-vil du se The Chopper Whopper?

Jeg betakkede mig.

Jeg fik den at se alligevel.

Lige for en sikkerheds skyld.

Og sådan er der forskel på A og B mennesker.

Sømanden er udpræget A-menneske og flår energisk dynen til side, for at springe ind i den nye dag.

Jeg er mere type, der lige skal ligge lidt længere og langsomt komme op til overfladen, imens jeg vipper lidt med tæerne og gaber omhyggeligt.

På det tidpunkt er sømanden allerede i tøjet, har drukket en halv kop kaffe og skrevet tre rasende indlæg på facebook.

Så finder jeg min lille radio, tænder for P8-Jazz og futter i bad.

Så plejer sømanden at snige sig ind på badeværelset, for at smugkigge ind af badeforhænget.

-vil du se min diller? Spørger han så optimistisk.

Jeg siger nej, ser den alligevel og bagefter børster han tænder i et voldsomt tempo.

Så tørrer jeg mig, får tildelt et grundigt klap i rumpen, og så er sømanden sådan set klar til at cykle på havnen.

Men han vil jo gerne følges, så han må vente.

Så han nupper en kop kaffe og to indlæg mere, imens jeg tager tøj på og lægger makeup.

Her begynder hans tålmodighed virkeligt at vride sig, så han går ud for at sætte cyklerne frem.

Ud af køkkenvinduet kan jeg se de to cykler side om side med fronten pegende ud af indkørslen.

Superklar.

Det gælder både cyklerne og sømanden.

Men han ved godt, at han ikke skal jage med mig, så han trasker hvileløst rundt i baggangen, imens jeg tager sko på.

-er du klar? Råber han så ivrigt, når han kan se, at jeg er ved at samle de sidste ting sammen.

I ren og skær fornøjelse over fremgangen, er han somme tider nødt til at ringe lidt med cyklernes ringeklokker.

Ding-ding-ding-ding-ding.

Hans glæde er helt utilsløret, når jeg endelig træder ud af døren.

-vil du med?

Det vil jeg gerne, og begynder at putte mine ting i cykelkurven.

Sømanden tilbyder altid meget høfligt, at jeg kan sætte tingene på hans cykellad.

Jeg takker som regel nej, for det er jo lidt nemmere, at mine ting følges med mig.

Også kører vi, syvsoveren og den morgenfriske.

A-mennesket og B-mennesket.

Ud i hverdagen, morgenbyen og ned mod havnen.

Med og uden diller.

xxx

Sommetider så møder jeg et menneske, der får mig til at tænke på underbukser.

Ikke sexet, uartigt undertøj, sloggitrusser eller boksershorts.

Jeg kommer bare til tænke på underbukser.

Når jeg møde humørsyge, mugne, småfornærmede mennesker, der hoster sure bøvser op, så snart de åbner munden, så er det, at jeg kommer til at tænke på deres underbenklæder.

Det er mest elastikken, jeg har fokus på.

Hvor stram er den elastik egentlig?

Er den for stram?

Er det hele buksen der er for lille, eller er det bare elastikken, der er lidt for kort?

Det har jeg nemlig selv prøvet engang, hvor jeg ved et uheld indkøbte og iførte mig underdrenge i et nummer for små.

Og det kan da ødelægge selv den bedste dag, skal jeg hilse og sige.

Sådan en arbejdsdag med en elastik, der borer sig gnavende ind i maveflæsket, det er satme en lang dag.

Og hvis man går for meget rundt, eller rejser sig for hurtigt op, så kan de have tendens til at påbegynde en nedrulning.

Det er en helt utrolig frustrerende, irriterende og forstyrrende ting at slæbe rundt på.

Og når man er frustreret, irriteret og bliver forstyrret hele tiden, så bliver ens personlige lunte jo også lidt kort.

Og så kan man jo godt gå hen og blive lidt småmuggen.

Så sommertider, så kommer jeg til at tænke på, om den type mennesker er født sure og fornærmede, eller om de i virkeligheden bare skal begynde at købe deres underbukser i et nummer større?

Det vil måske give dem lidt mere luft, på mere end et område af deres liv.

Sømandens holdning er mere enkel og lige til.

Han deler dem op i to grupper.

Uforbedrelige idioter og så dem, der får for lidt.

Det der med for lidt er, ifølge sømanden, årsagen til rigtig mange af verdens problemer.

Uforbedrelige idioter bærer årsagen til resten.

Når det så er sorteret, puttet i kasser og sat op på hylden, så cykler han en tur rundt havnen iført sin falmede blå busseronne.

Og tilbage sidder jeg så, og prøver at se sagen fra alle vinkler.

Leder efter folks empatiske sider, prøver at finde de gode sider, i de mest småskårne, fluekneppende, humørsyge mennesker, der hellere vil have en finger i øjet, end at give til fællesskabet.

For tænk nu, hvis de blev snydt, narret, sprunget over i køen eller kom at til bidrage med femogtyve øre mere end det absolutte minium.

Tænk, hvis man kom til at hjælpe nogen, uden at få noget igen.

Tænk, hvis der var nogen, der lavede mindre end andre.

Tænk, hvis det der med fair, ikke handlede om at tælle minutter, sekunder og arbejdsopgaver, men mere om at give det overskud, som man kan undvære.

Tænk hvis.

Men man kan jo ikke redde mennesker, der ikke selv vil reddes, selvom jeg virkelig har forsøgt at rumme og redde den type mennesker med kærlighed, empati, omsorg og forståelse.

Men nu er jeg faktisk blevet træt.

Så nu må de passe sig selv, alle sure røvhuller.

Også vil jeg hænge ud med dem, der er i godt humør.

I ved, dem med selvironi, humor, omsorg.

Dem der tilgiver, går videre og kommer videre.

Jeg vil sætte mig over til deres bord, lære af dem, være med dem og lægge mit fokus hos dem, der giver noget tilbage, uden beregning.

Og de sure røvhuller?

De er velkommen over ved vores bord, når de har købt sig et par underbukser med en lidt løsere elastik.

xxx

Så er der spændende nyheder fra matriklen.

Vi har fået et nyt toiletbræt.

Simpelthen.

Nyt, hvidt og slimline.

Det er tydeligt at se, at der er kastet en masse design, teknologi og opfindsomhed efter det lokumsbræt.

Og selv om jeg gør mig stor umage med at være ligeglad med veldesignede kridhvide brætter, så er jeg nu alligevel en lille smule imponeret.

Det kan nemlig tages af.

Ved hjælp af en trykknap funktion, bliver det løsnet fra toilettet og dermed kan det løftes af.

Det letter jo rengøringen gevaldigt.

Jeg var dybt imponeret.

Sømanden var mest imponeret over, hvor imponeret jeg var.

-gør det igen, råbte jeg og tvang ham til at tage brættet af og på endnu engang.

Hold nu kæft, det er smart!

Hvorfor er det ikke blevet opfundet noget før?

Men det er det måske også, og måske er det bare os, der ikke er fulgt med tiden.

Men nu har jeg heller ikke rigtigt nogen interesse i vvs-artikler.

Det står ikke rigtigt øverst på min dagsorden.

Bortset fra dengang jeg havnede på et eletronisk toilet i Thailand.

Med fjernbetjening.

Det kunne alt muligt.

Det var lige før, at jeg ønskede, at jeg har gjort i bukserne, bare for at have en undskyldning for at prøve alle mulighederne.

Der var ikke bare varme, skyl og vask, der var også musik, spul og lufttørring.

Jeg huske ikke så meget fra den dag i Bankok, men det toiletbesøg står klokkeklart i min erindring.

Måske behøver vi ikke ofre flybilletter næste gang, vi skal bare finde et fancy lokum, så er jeg åbenbart fyldt op på oplevelseskontoen.

Jeg spørger engang imellem sømanden, om han kan huske det toilet.

Altså det med fjernbetjeningen.

Det kan han godt.

Nok mest fordi, at jeg nævner det med jævne mellemrum.

Men jeg bliver simpelthen i lidt bedre humør, hver gang jeg tænker på det wc.

Sikke en fantasi.

Tænk at gå på arbejde, for at udvikle skyl og spul.

Med musik til.

Det er da fantastisk.

Vores toilet har ikke så mange funktioner.

Egentligt er der kun skyl, åben og luk.

Men nu kan brættet så tages af.

Med et snuptag.

Og det er da en funktion mere end sidste gang.

Og så kan man jo altid lade som om, at man er en lille smule på storby ferie, når man sidder derude.

På et toilet med flere funktioner.

xxx

På lørdag kl.15.23 er det præcist 14 dage siden, at jeg fik min første vaccine.

Det udløser jo så et permanent coronapas.

wup-wup.

Det vil sige, at jeg til enhver tid kan åbne coronapas-app’en og fremvise et gyldig adgangskort til hvad som helst.

Jeg skal ikke længere testes, tælle timer og beregne udløbstiden.

Jeg kan simpelthen være spontan.

Fri og impulsiv.

Hvis jeg lige har lyst til at få en fredagsøl med kollegaerne, så gør jeg da bare det.

Hvis jeg pludselig vil til koncert lørdag aften, så er det en mulighed.

Mulighederne hober sig op, friheden kan gøre mig helt svimmel.

Og så må der gerne gå et langt stykke tid, før min drøbel igen skal masseres med en vatpind.

Livet efter pandemien begynder jo ganske langsomt at snige sig indenfor, og pludselig hører man om nogen, der har været i Fårup Sommerland, fejret sidste skoledag og været til koncert, uden at hele byen skal i isolation bagefter.

Personligt drømmer jeg lige nu om en forlænget weekend i hovedstaden, uden test, mundbind og mystiske regler for bordreservation.

Og det virker jo efterhånden til at være indenfor rækkevidde.

Takket være vaccinen, som iøvrigt var en lille rørende oplevelse i sig selv, dernede i Arena Nord i Fræshaun.

Normalt er jeg ikke specielt rørstrømsk, men den vaccine ramte mig nu alligevel i tårekanalen.

Det kom først bagefter, da jeg sad på en blå plastikstol og ventede de obligatoriske 15 minutter, imens jeg knugede mit garderobenummer.

1120.

Det var mit nummer.

Så sad jeg der, sammen med alle de andre.

Vi ventede allesammen.

Høje, lave, tykke, tynde. Vidt forskellige typer, sociale lag og påklædning.

Alle mulige mennesker.

Vi talte ikke med hinanden, og rigtigt mange sad med snuden i deres telefon.

Men vi var allesammen på den samme mission.

Vi var der for hinanden, for os selv, for dem der ikke kan tåle vaccinen og for alle de andre.

Så var det, at jeg blev ramt af det der samfundssind.

Fællesskabet.

Jeg faktisk lidt rørt.

Bevæget.

Ikke kun fordi jeg kunne skimte en afslutning på et af de mærkeligste år i mit liv, men også fordi, at jeg følte mig som en del af noget større.

Følelsen af at løfte i folk.

Det ramte mig.

Servicepersonalet der sørgede for, at vi kom ind på det rigtige tidpunkt og i den rigtige kø, sundhedspersonalet der sprittede, stak og fyldte kanyler, sikkerhedsvagten med det store overblik, taxa-chaufføren der kom trillende med en borger i kørestol og damen foran i køen, der var lidt usikker på det hele, men som blev guidet sikkert og venligt i land.

Og alle os, der bidrog med at lægge arm og krop til vaccinen.

Det var lige der, jeg mærkede fællesskabet.

At vaccinen er noget, som jeg har gjort for mig selv, men også for alle de andre.

Akkurat som jeg er blevet vaccineret mod røde hund, calmette, hepatitas A, stivkrampe, og mine piger har fået HPV-vaccinen.

Det er selvfølgelig et frit valg og et frit land, vi lever i, og man vælger jo selv om man vil stikkes, men der er ingen gratis frokoster i denne verden og alting har en pris. Og personligt har jeg svært ved at gemme mig i folkimmuniteten, når jeg kan lade mig vaccinere med en minimal risiko, og dermed beskytte dem, der ikke selv har den mulighed.

Og daten med Pfizer blev fejret med en frappe, udendørs koncert og drinks på “Visen”, indtil spærretiden trådte i kraft og vi cyklede hjem igennem skoven, sammen med sømandens fætter og hans kæreste.

En aften der smagte af løfter, muligheder og en ny begyndelse.

xxx