Tag: bloglaurabork

Texas

-sådan lukker man skuffer i Texas, brølede sømanden og gav køkkenskuffen et ordentligt lods med sin venstre fod, så tallerkenerne klirrede.

Så tørrede han energisk køkkenbordet af og kylede karkluden i vasken. Fast besluttet gik han ned af gangen og åbnede døren til mindstbarnets værelse.

-så er det nu, kommandere han og vippede sigende med hovedet, -hvis du skal med ned for at besøge onkel Max.

Onkel Max er en sort labrador.

Den bor hos sømandens onkel og er en fast del af sømandens cykelrutiner.

Så tog de afsted, sømanden og den mindste af tøserne, og efterlod mig alene på matriklen.

Eller helt alene er man jo aldrig, når man har P8 jazz og to jamrende katte, der konstant påpeger manglende opmærksomhed og behov for kløen bag ørerne.

Jeg satte mig i lænestolen og kiggede ud på blæsten, der tilsyneladende aldrig stopper.

Imens jeg tænkte over den første dag uden mundbind i tusind år.

Det føltes næsten lidt kriminelt og en smule nøgent at bevæge sig ud i offentligheden uden elastikker bag ørerne og afskærmning for ansigtet.

Så kan man pludseligt se de andres ansigter, smil, læbestift og birkes mellem tænderne.

Brillerne dugger ikke længere, man kan bruge øreringe, uden elastik der bliver viklet ind og vejrtrækningen bliver bare lidt lettere.

Jeg kommer ikke til at savne de mundbind.

Jeg har brugt dem, båret dem og indøvet det automatiske klap på lommen, for at sikre mig, at jeg var bevæbnet til dagens gøremål.

Kombineret med coronapasset og et regelsæt så langt som et ondt år, har jeg navigeret i pandemiens rodebutik.

På med mundbind.

Af med mundbind.

Ind på sundhed.dk

Booking af pcr-test, 2-meters-reglen, litervis af håndsprit og kilovis af håndcreme har fået mig igennem vinteren og foråret.

Men nu lysner det forude.

Spærretiden er flyttet til kl 24.00, og mundbindet er lagt på lager.

Men da sømanden beslutsomt smed sit bedste mundbind i skralderen i morges, så dukkede min indre tyske hausfrau op.

-ikke gør’ det! Hakkede jeg irriteret og samlede mundbindet op igen,- tænk på, hvis der kommer restriktioner igen i næste uge.

Så blev vi helt tavse et øjeblik.

For tænk lige, hvis vi bliver nødt til at tage en ny omgang i mundbindsvalsen.

Hvis tallene ryger den forkerte vej, og bølge nummer 582 skyller ind over os.

Den måtte vi lige tygge på.

Sømanden var den første, der tog sig sammen.

-det vil jeg skide på, jeg tager det famne ikke med! Råbte han og skred ud af døren.

Han kom hurtigt tilbage og gav mig et farvelkys, inde han sprang op på cyklen og ræsede mod havnen.

Lidt senere tog jeg afsted.

Uden mundbind, men med et smil og en 48-timer gammel vaccine i armen.

xxx

Fransk vintage

Jeg har fået en ny interesse.

Franske vafler.

De der små sprøde butterdejsagtige kiks, lagt sammen med hvid creme.

Jeg havde helt glemt, at de fandtes, men da jeg for et par uger siden var usandsynlig lækkersulten, så fik jeg øje på dem, på anden øverste hylde i Rema 1000’s kikseudvalg.

Den umiddelbare grund til at jeg så nøje besigtigede kiksereolen, var mit ingen-ost-eller-chokolade løfte.

Ost og chokolade er ellers som udgangspunkt en ekstrem stor del af min daglige kost.

Man kunne godt kalde det en grundsten.

Så i et forsøg på at genoprette en vis form for balance, havde jeg besluttet at holde oste-og-chokolade-ramadan.

Ingen ost eller chokolade i 30 dage.

Og det var her problemet opstod.

For der stod jeg, en fredag eftermiddag i Remse og længtes efter lidt lækkert at tage med hjem.

Lidt hygge.

Lidt snacks.

Og jeg er ikke den store chips eller slikspiser, også er det faktisk utroligt svært at finde noget usundt, der ikke indeholder chokolade.

Eller ost.

Så jeg var lidt fortabt.

Men så var det, at jeg spottede dem.

I den blå emballage.

Sprøde og forventningsfulde, akkurat som dengang de var fast inventar på min farmors kaffebord.

Franske vafler.

Lette, sprøde, drysset med sukker og lidt ligesom at spise en sky.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på Pizza-Tommys biks.

Et for længst hedengangen pizzaria, der holdt til i de bygninger, hvor sømandens søster nu har en grillbar.

Her huserede Pizza-Tommy i 90’erne, hvor han solgte pizza’er, pølser og andet godt.

På et tidpunkt lykkedes det Tommy at få fingerne i et restlager af gamle VHS-film.

Det var dengang, før streaming og internettet, hvor en god hyggeaften ofte indeholdt en movie-boks og to film.

Pizza-Tommy udlejede ikke movie-bokse.

Til gengæld havde han, helt i Lars Larsens ånd, et godt tilbud.

To pizza’er, halvanden liter Cola og et VHS-bånd med en forlængst glemt B-film.

Og stod du lidt for længe og kiggede på udvalget af film, kom han snigende.

Bagfra.

-hvis det ikke er noget for dig, hviskede han så og gjorde et kast med hovedet, -så har vi hud-film ude bagved.

Pizza-Tommy var nemlig en utrolig hjælpsom fyr.

Flink og klar til at støtte op om enhver sag.

Så da resten af verden boykottede Frankrig, fordi de lavede atomprøvesprængninger, så bakkede Tommy op.

Da han ikke solgte fransk vin, så kunne han ikke rigtigt byde ind der.

Tilgengæld stoppede han så med at sælge franske hotdogs.

Og jeg har altid respekteret folk, der står ved deres holdninger.

Jeg ved ikke rigtigt, om det gjorde en forskel for Frankrig, men det vigtigste er vel også signalværdien.

Så da jeg stod der i Rema, og tænkte på min farmor, Pizza-Tommy og atomprøvesprængninger, så gik det op for mig, at franske vafler hverken indeholder ost eller chokolade.

Så de kom med hjem.

Og de smager da helt fantastisk.

En stærkt overset småkage.

Med vaniljecreme.

xxx

Lige i..

Her forleden aften lavede jeg en Maude og gik i seng.

Sur, træt og pisseirriteret på alverdens gak og løjer pakkede jeg dagen sammen, trak blank og slukkede lyset.

Så lå jeg der og ventede på søvnens komme.

Der var lidt varmt i soveværelset, så jeg stak det ene ben udenfor dynen og lagde mig om på højre side.

Både ryggen og endestykket var blottet til generel afkøling.

Så var det, at at jeg mærkede et stik.

En lillebitte prikkende irritation på den venstre balle.

Ganske kort, men nok til, at jeg blev nødt til at mærke efter.

Så det gjorde jeg.

Mærkede efter.

Der var noget.

Et eller andet mystisk.

En udposing.

Jeg blev akut bekymret for, om jeg have udviklet gammelmands vorte midt på rumpetten.

Sidste år var jeg nemlig til lægen med noget, som jeg meget dramatisk troede var et kompliceret modersmærke på ryggen.

Efter at min læge interesseret havde nærstuderet mysteriet under en lup i 10 sekunder, konstaterede hun, at det var en gammelmands vorte. Det er jo en ufattelig uspændende diagnose, og jeg overvejede efterfølgende at slå den latinske betegnelse op, så det mindste lød lidt mere sexet.

Men det var ikke en gammel mandsvorte, som jeg havde der på ballen.

Den kunne nemlig løsnes.

Bevæges.

Drejes rundt og pilles af.

Det var en flåt.

Af uransagelige årsager havde den egenhændigt fundet vej til vores soveværelse, og der i nattens mulm og mørke havde den fuld af optimisme, fået øje på min blottede bare numse.

Hvid, bleg, blød og en lille smule selvlysende.

Uimodståelig.

Tilsyneladende.

Så havde den simpelthen slået til, dykket ind og gravet sig ned.

Bidt sig fast.

Det var det, som jeg kunne mærke.

Biddet.

Jeg fik et omgående behov for at informere sømanden.

Han sad inde i stuen og så et meget tørt og langt program om fattige kriminelle i 1800’tallets Danmark.

Han blev lidt forbavset, da jeg stod der.

Foran fjerneren, helt nøgen og med hånden rakt frem.

-se, råbte jeg ophidset, -se lige, en flåt!

Sømanden var ikke super imponeret.

-nåeee, sagde han distræt, og forsøgte at se rundt om mig, så han ikke gik glip af et besøg i rigsarkivets protokoller.

-den sad lige her, bekendtgjorde jeg og pegede på min venstre balle.

-okayyy, sukkede sømanden tålmodigt og indså, at han måtte flytte sin koncentration fra 1800’tallet til nutiden.

Så blev jeg grebet af et akut behov for dramatik.

-tror du, at jeg har fået borrelia?

Det mente sømanden ikke.

-du er nødt til at se efter, bestemte jeg og bakkede til.

Sømanden gav sig til at lede efter sine læsebriller.

Så stod jeg der i skumringen, let foroverbøjet, imens sømanden fandt sine læsebriller og fik kigget grundigt efter.

-der er godt nok en lille rød plet, konstaterede han og lænede sig tilbage i stolen, -men jeg tror ikke rigtigt, at det er noget.

Jeg blev faktisk lidt skuffet.

Jeg løftede pegefingeren og proklamerede håndfast: -vi må huske at holde et godt øje de næste dage, for at se, om det udvikler sig!

Det lovede sømanden.

Og så gik jeg beslutsomt i seng igen.

Slukke lyset og lå der i mørket.

Det var bare lidt svært at sove.

For hver gang sengetøjet bevægede sig og jeg mærkede den mindste berøring, så var jeg lysvågen.

For hvordan er det nu med de flåter?

Opererer de alene eller i teams?

Havde den taget sine venner med eller var det en enlig ulv?

Hvor kom den fra og kunne der komme flere ind den vej?

Og hvad var det, der kildede på min ankel?

Og på bagsiden af låret?

Spændingen ville ingen ende tage.

Og mens jeg lå der, midt i mit eget drama, blev der jo taget andre dramatiske, fantastiske beslutninger ude i den virkelig verden, hvor udvidede åbningstider, fralæggelse af mundbind og 96-timers reglen blev skemalagt og puttet i kalenderen.

Og så kan man jo lidt igen.

Med eller uden flåter.

xxx

Haveskuret

Inde i mit hoved er der et hus.

Huset er på 3 etager, bygget af røde mursten og trænger gevaldigt til at få nye furer. Omme bagved huset er der en aflang have. Haven er forsømt og består mest af en langhåret græsplæne, et kæmpestort knudret egetræ og nogle forlængst glemte bede langs med plankeværket. Nede i bunden af haven, til venstre, står mit haveskur. Det er ikke noget særligt, bare sådan et standard skur, købt i Bauhaus for 15 år siden.

Det er cirka 9 kvadratmeter.

Uden vinduer og med en hængelås på døren.

For nogle år siden plantende jeg efeu og klematis rundt om skuret, i håbet om, at skuret efterhånden vil blive skjult af klatreplanter og fine blomster.

Skuret er mit og ingen af lejerne i huset har adgang. Det respekterer de, selvom UdkigsUlla jævnligt går ned for at rykke i døren og kigge ind af sprækkerne, for at se hvad det er, jeg gemmer derinde.

Det irriterer hende grusomt og hun føler sig holdt udenfor.

Men skuret er mit og kun mit.

Det er her jeg gemmer alle de ting, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Ting, der havner i min rygsæk, som bare fylder og gør, at jeg får ondt i skulderne, nakken og hovedet. Ting, der er sagt og gjort, set og bemærket, tænkt og oplevet. Fra fortiden, nutiden og med tanke på fremtiden.

Bekymringer, sure bemærkninger, bitre kommentarer og sårede følelser. Alt muligt, som jeg flittigt samler op og putter i min rygsæk.

Sommetider har det ikke engang noget med mig at gøre.

Men jeg samler det op alligevel og putter det i rygsækken.

Og så slæber jeg rundt på det hele.

Indtil jeg får ondt i ryggen, smerter i knæene, bliver sur på sømanden og er helt utroligt træt.

Så er det, at jeg går ned i haven.

Ned til haveskuret.

Jeg sætter rygsækken på jorden og finder nøglen til hængelåsen.

Så snart jeg åbner døren, begynder støvet at hvirvle rundt, og jeg bliver nødt til at holde vejret og knibe øjnene sammen, indtil støvet har lagt sig.

Langsomt kan jeg så begynde at ane hylderne derinde, i det mørke kølige træskur. Der er mange hylder, gode solide hylder af egetræ. Hyldeknægte af lakeret jern. På hylderne står alle de ting, som jeg har slæbt rundt på.

Ting, som jeg har taget op af rygsækken.

Ting, som jeg ikke kan gøre noget ved og ting, som jeg ikke har lyst til at gøre noget ved.

Sommetider står tingene der i mange år, sommertider kun i ganske kort tid. Det afhænger af størrelse og kvaliteten. Men når tingene har stået i skuret længe nok, så bliver de til støv.

De smuldre simpelthen.

Sådan er det nemlig med de ting, som jeg samler i min rygsæk.

De lever kun, hvis de får opmærksomhed.

Så når de har stået i skuret længe nok, så bliver de til støv. Gråt, akseagtigt fint drys, som langsomt siver ud igennem sprækkerne i skuret og forsvinder.

Her går jeg ned for at tømme min rygsæk.

Tager tingene op af tasken og sætter dem på hylderne.

Nogle ting er bygget af ren ubetænksomhed, andre af jalousi og hævntørst, nogle skvulper af sårede følelser, andre har en agenda, som jeg slet ikke kan gennemskue.

Nogle af tingene er lavet af mig, andre har jeg fået smidt lige i hovedet.

Fælles for alle de ting, som jeg tager op af min rygsæk er, at jeg har taget en beslutning.

Jeg har besluttet at lade dem ligge.

Jeg kunne også vælge at bruge tid på dem, give dem opmærksomhed og kæmpe for at klinke skårene, lime sprækkerne og friske dem op med lidt maling.

Men jeg har valgt at lade være.

Jeg har valgt at bruge min tid på andre ting.

Så derfor sætter jeg dem i skuret.

Op på hylden, ind i mørket og bagefter så lukker jeg døren og låser den.

Hvis der er noget, som jeg er i tvivl om, så sætter jeg dem ind i skuret alligevel. For hvis jeg fortryder det, kommer i tanke et gammelt sår, som jeg får lyst til at kratte i, så kan jeg jo altid bare hente tingene igen. Låse skuret op, tage tingen på hylden og putte den tilbage i min rygsæk.

Det er jo mit skur, det er mig, der bestemmer.

Det er ikke fordi, at jeg glemmer de ting, som jeg har sat i skuret.

Ikke sådan lige med det samme.

Men når de ikke får opmærksomhed, så opløses de langsomt. Farverne forsvinder, tingene krakelerer og bliver til støv.

Så bliver der plads til nye ting på hylderne, store og små mellem hinanden, betydningsfulde og mindre betydningsfulde.

Det vigtigste er bare, at jeg får tømt min rygsæk.

Sætter ting på hylderne og låser døren, når jeg går.

xxx

Når jeg blir gammel..

Når jeg bliver gammel, så håber jeg, at jeg stadigvæk har lyst til at lære noget nyt, prøve nye ting og se nye steder.

Plante blomster, lufte ud og synge med.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

Når jeg bliver gammel, så håber jeg, at jeg husker at grine så længe, at jeg får tårer i øjnene, ondt i maven og kommer til at tisse en lille smule i bukserne.

Hver dag.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

At jeg bor et sted fuld af smukke gamle møbler, stabler af bøger, støvede nips og med slidte håndlavede tæpper på gulvene.

At jeg har skabene fulde af minder og fotoalbums, hengemte breve og gamle biografbilletter.

Jeg håber, at bordpladen i køkkenet er fuld af mærker, pletter og slidtage fra hverdagenes tusinde bevægelser. At grydelapperne har brændmærker og viskestykkerne løse tråde.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

Jeg håber, at jeg har læst trillioner af bøger og stadigvæk har trillioner af bøger i vente.

At de ligger i stabler på borderne, i reolen og på gulvet, fulde af æselører, bøjede rygge og krøllede omslag.

Jeg håber, at jeg har lært noget.

Jeg håber, at jeg har lært at sige fra og sige til, at jeg har luget ud i det, der suger energi og plantet mere af det, der giver.

Jeg håber, at jeg engang imellem pakker leopardkufferten fuld af kulørt tøj, dinglende smykker og ufornuftige sko. At jeg tager sømanden i den ene hånd, kufferten i den anden og rejser ud i verden.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

Jeg håber, at vi skal til fester uden bordplaner eller planer, men fulde af snak, grin og omsorg for hinandens liv.

Jeg håber, at vi selv holder fester, hvor vi serverer cocktails, spiller jazz-musik og spiser grøntsagsretter med olie, ost og nødder i rigelige mængder.

Hvor samtalerne bevæger sig ud i horisonten, åbner sig op og deler sig i tusind nye spor.

Jeg håber, at jeg bruger neglelak, læbestift og krøller mit hår.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

Jeg håber, at jeg har formået at bruge og fylde mit liv, at jeg har et liv, så jeg ikke brænder alderdommen af på at være bitter over ungdommen, sur på kommunen og mistroisk over for fremmede.

Jeg håber, at jeg er åben, nysgerrig og sulten efter mere.

At jeg har en kæmpe samling af mærkelige smykker, kulørte sko og mystiske tasker.

Jeg håber, at jeg bruger det hver dag.

Smykkerne, skoene og taskerne.

Læbestiften.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

Jeg håber, at jeg har masser af kunst på væggene, farvestrålende puder i sofaen, kulørte stearinlys på borderne og en kat i lænestolen.

Grønne planter i vindueskarmen og en skuffe fuld af dimser, som ingen kan huske hvad er.

Jeg håber, at sømanden henter et glas vand til mig, når jeg er tørstig, og jeg finder hans læsebriller, når de er blevet væk.

Jeg håber, at vi deler et æble med en lommekniv og hjælper hinanden op af trappen.

Det håber jeg.

Når jeg bliver gammel.

xxx

Må vi godt?

-skal vi tage til blueskoncert i aften? Spurgte sømanden i et akut anfald af genåbningsiver, -vi må godt!

Og det tog mig lige et sekund at erkende, at manden havde ret.

Vi må godt.

Siddende koncert med coronapas og mundbind.

Men vi må godt.

-JA! Råbte jeg ude fra badeværelset, hvor jeg forsøgte at tæmme mit coronahår, -ja, det vil jeg gerne.

Også var vi lammede et øjeblik, indtil sømanden gav sig til at lede efter et muligvis udløbet gavekort.

Han fandt det i skænken.

Chokerende nok var det ikke udløbet.

Og chokerende nok var billeterne heller ikke udsolgt.

Så nu har vi bestilt billetter.

Sådan blev man til sådan nogle typer, der har planer.

Sådan nogle typer, der skal noget.

Og måske får vi også en fadøl.

Og måske ser vi nogle nye ansigter.

Vi skal godt nok blive siddende på vores pladser og må hverken cirkulere eller danse, men bare det at være i rum med mennesker, som ikke er i vores sociale bobbel, er nok til at løfte mit humør allerede nu.

Så i aften skal vi op på cyklerne, og ud af huset.

Simpelthen.

Måske drikker vi et par fadøl.

Hører god musik.

Nikker høfligt til de andre, der heller ikke må rejse sig.

Går på toilettet med mundbind og håndsprit.

Hører mere god musik.

Drikker en ekstra fadøl.

Og når det hele er slut, så tager vi mundbind på og går ud til vores cykler.

Tager vores mundbind af og cykler hjem i den lyse sommeraften.

Måske tænder sømanden et bål på terrassen, når vi kommer hjem.

Så sidder vi der lidt, kigger på bålet og ser natten træde i karakter.

Måske går vi bare i seng.

Hvem ved, med sådan nogle crimeriders, som sømanden og jeg.

Sådan nogle vilde typer.

Og i morgen, når vi vågner, så har vi rent faktisk oplevet noget.

Så skete der noget i weekenden.

Og efter uendeligt mange aftener foran kukkassen, millioner af genudsendelser og hus-til-salg-programmer, så er det saftsuseme tiltrængt.

Men vi er lidt forvirrede over det, sømanden og jeg.

Tænk engang.

Vi har planer.

Og i morgen så er vi måske lidt trætte, fordi vi er sådan nogen typer, der går i byen lørdag aften.

Måske har vi endda lidt tømmermænd.

Men det er vel prisen, for at leve et liv på kanten?

xxx

Altså..

Hvor bliver foråret af?

Det vil jeg gerne vide.

Er det aflyst eller hva´?

Hvorfor skinner den sol ikke?

Jeg ved godt, at det er et ilandsproblem, men nu bor jeg altså i et iland, og jeg synes bare, at vinteren har været så uendelig langtrukken og kedsommelig, så nu vil jeg bare gerne lidt udenfor.

Uden termotrøje, uldsokker og paraply.

Er det for meget forlangt?

Bare lige sol nok til, at jeg kan sidde i hjørnet på den røde terrasse med en kop kaffe og en god bog.

Det er jo ikke 40 grader og afbrændingsforbud, som jeg beder om.

Bare lige, så man kan mærke, at nu er foråret på vej.

Og i år trænger vi jo ekstra hårdt til lidt luftforandring.

Men det er tilsyneladende for meget at be´om.

Åbenbart.

Så lige nu er jeg da taknemmlig for, at det ikke står ned i stænger, som i sidste uge, hvor vores tørresnor knækkede, fordi et intenst regnskyld gjorde håndklæderne så våde, at snoren brød sammen.

Jeg kunne selvfølgelig godt have valgt at løbe ud i regnen og bjærge vasketøjet, inden det blev så vådt, at snoren sprang.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg valgte at kigge resigneret ud af vinduet og tænke, at det da sikkert blev tørt igen, når regnen holdt op.

Men regnen stoppede aldrig og tilsidst blev det for meget for snoren, der valgte at give op og sige farvel til livet som tørresnor.

Men her til formiddag holder regnen en lille pause. Den har flekset ud et par timer, men har meldt sin ankom igen over middag.

Så det benytter jeg mig af.

Dynerne bliver luftet, vasketøjet tørret og jeg har gået en runde i haven og konstateret, at bladene nu alligevel springer ud, selvom baggrundstæppet er gråt.

Og det er jo ikke fordi, at jeg er den store soldyrker. Når sommeren kommer, så foretrækker jeg skyggen, modsat sømanden, der kan sidde stille i solen, som et andet vekselvarmt dyr, der får batterierne opladet.

Jeg holder sjældent mere end 15 minutter i direkte solskin. Så har jeg vendt og drejet mig 37 gange, taget ekstra solcreme på, taget hat på og af, rettet på håndklædet og smurt læbepomade med solfaktor på mine brændende læber.

Til sømandens store lettelse, så trækker jeg som regel hurtigt ind i skyggen og dermed væk fra ham.

-lig nu for helvede stille, brølede han en sommerdag, da det var særligt slemt, -det er jo som at ligge ved siden af et roterede grillspyd.

Men det kunne jeg ikke, så jeg trak ind i skyggen med min bog, imens sømanden blev liggende i solen med sin radio.

Det kan man også se på os, når sommeren går på hæld og sømandens hudfarve nærmer sig varm chokolade og min har lidt samme farve som koldskål.

Og det gør ikke noget, det er helt fint, og det er heller ikke en hedebølge jeg efterlyser.

Bare lidt fornemmelsen af forår.

Bare lige nok til at lægge hynderne i havemøblerne, plante blomster i krukkerne og drikke en kom kaffe med studievejlederen i eftermiddagssolen.

Det er bare det.

Det vil jeg gerne be´om.

xxx

Så rykker vi!

Så er man kommet i den gruppe, der snart skal vaccineres.

Min alder ligger og roder et sted mellem 45 og 50, så nu spænder vi hjelmen, ruller ærmet op og flekser overarmen.

Jeg er ikke blevet inviteret endnu, men sjældent har jeg glædet mig så meget til en indbydelse.

Den invitation vil jeg gerne bede om, og jeg overvejer helt, om det nu er passende at tage en værtindegave med.

Skal man gøre lidt ud af sig selv den dag?

Lige gejle den lidt med en smule rød læbestift og et par fancy sko.

Skal vi drikke champagne, når vi kommer hjem?

Efterhånden kender man jo flere og flere, der har fået det famøse prik, og som dermed endnu tættere på et permanet coronapas.

Jeg ved ikke med jer, men jeg glæder mig i hvertfald til at slippe for alt det der testeri.

Vatpinde i snart sagt alle åbninger, proppet ind af søde unge mennesker, der tappert forsøger at holde den gode stemning kørende med festlige bemærkninger og små peptalks.

Flere gange om ugen står man der på række og knuger sit lille prøveglas, imens man pludselig er vidne til at éns naboer, kollegaer og ham der styrer fejemaskinen i Netto, får kørt en meget lang vatpind henover deres hårdt prøvede slimhinder.

Så er der nogle gule tapekrydser på gulvet, der bliver ledige, og man rykker frem i køen, hvor man venter, imens poderen spritter af og skifter handsker. Og det lille plasttrør mærkes tydeligt i den svedige håndflade, imens man minder sig selv om, at man er voksen og det er da ikke noget at pive for.

Man har jo prøvet det mange gange før, og det gør jo ikke ondt eller noget.

Så meddeler poderen, derinde bagved vesir og mundbind, at man gerne må komme nærmere, så det gør man så.

Tager sig sammen, skraber sit samfundssind op fra gulvet og stiller sig på det sidste kryds.

Tager mundbindet af og åbner munden.

Arhhhhh…

Personligt har jeg en tendens til at gå baglæns, når vatpinden rammer halsen, hvilket jeg er begyndt at advare min poder om.

-hvis jeg går baglæns, så skal du bare følge efter, informerer jeg altid om, inden seancen går i gang for alvor.

Og det gør de så.

Følger efter mig, imens de koncentreret stirrer ned i gabet og roder efter brugbart materiale.

Og det tager jo ikke mange sekunder, før det hele er ovre og jeg kan spænde mundbindet på igen.

Jeg er bare ikke ret god til det, og det bliver jeg heller aldrig.

Og jeg er fuld af respekt for de unge mennesker, der har stået på benene i månedsvis, udsat sig selv for smittefare og som efterhånden har fået et nært forhold til hele familien Danmarks drøbler og næsebor.

Bagefter, når man har afleveret sit lille plasticrør og gået ud en anden vej, end man kom ind, så skal man bare vente.

Påvist, ikke påvist, negativ, positiv, inkonklusiv.

Og alt efter svaret dømmes man til 72 timer i frihed, ny test eller en uge i isolation.

Og får man 72 timer, så kan de fråses bort på frisørbesøg, cafebesøg eller et smut i biografen.

Og i den mere seriøse ende betræde borgerservice, komme til undersøgelse på sygehuset eller få afleveret bøger på biblioteket.

72 timer bliver man tildelt, inden det hele er slut og man igen er nødt til at stille sig i kø, med sundhedskortet og det lille blå plasticrør.

Men nu har de heldigvis meldt ud, derinde fra borgen, at man har fast coronapas 14 dage efter første stik.

Så nu holder sømanden og jeg bare blikket stift rettet mod e-boks.

Venter på brevet, indbydelsen, friheden og kan forsigtigt optimistisk spotte et muligt lys der for enden af tunnelen.

Så er der jo kun et spørgsmål tilbage.

Hvad skal al den frihed bruges til?

Har halvandet års hjemmeisolation betydet for vores vaner?

Vores lyst til nye eventyr?

Står vi og tripper for at komme på all-inklusive på Kreta, eller er vi blevet nyomvendte campister med fastlæggervogn?

Skal vi fise weekenden af med cafebesøg, eller vil vi hellere blive hjemme for at holde vores surdej i hånden?

Kan vi genkende vores venner og kollegaer og kan de genkende os?

Kan vi genkende os selv?

Uanset hvilken sti der betrædes, så er glæder jeg mig til, at jeg igen har at valg.

Til at være spontan.

Til at være fri.

xxx

Fradrag

I gamle dage, da Danmark var et katolsk land, arbejdede man koncentreret med begrebet skærsilden.

Det var det helvede, som man skulle igennem efter døden og inden himlen.

Hvor lang tid man skulle tilbringe i skærsilden afhang af, hvor dumt et svin man havde været på jorden.

Og man behøvede faktisk ikke at være et specielt stort røvhul.

Bare et menneske.

Som laver fejl, dummer sig og skider i nælderne.

Mens man var i live, kunne man gøre nogle ting, som betalte af på gælden på forhånd, og dermed forkortede tiden i skærsilden.

Et slags fradrag om man vil.

Man kunne betale for opførelsen af en ny kirke.

Stort fradrag.

Man kunne kravle på knæene op til kirkedøren.

Lille fradrag.

Man kunne også gøre gode gerninger.

Hjælpe de fattige og den slags.

Men kirken foretrak dog kolde kontanter, for som de sagde: “Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af Skærsilden springer.”

Og for sin sidste skilling kunne man så købe et afladsbrev, en slags kvittering, som bevis på at vejen til himlen var blevet en lille smule kortere.

Nu er jeg ikke katolik.

Men evangelisk-luthersk bekvemmelighedskristen.

Her har vi lidt mere fokus på tilgivelsesbegrebet.

Og jeg betaler troligt min kirkeskat, går i kirke til jul og synger lystigt med på salmerne, men er det nok?

Hvad nu, hvis Martin L. tog fejl og skærsilden findes?

Har jeg så skaffet nok fradrag?

Har jeg gjort nok gode gerninger?

Har jeg lidt nok?

Det må da give en lille smule fradrag for hver gang, at man beder sine unger om at samle de våde håndklæder op fra badeværelsets gulvet.

For alle de gange, man fået serveret og drukket elendig lunken kaffe.

For alle de gange, man har kigget oplagt på andre folks superspændende feriebilleder.

For alle de gange, man har lyttet interesseret og høfligt til folks hjemmestrikkede teorier om dette og hint.

For alle de gange man ikke har gebet et gevær og skudt folk, der der siger: -nu er jeg jo ikke racist, men…

For alle de gange man har købt en avokado, fordi man troede, at den var moden.

Men det var den ikke.

For alle de gange, man har skulle gætte, hvad fanden folk nu er sure over.

For alle de gange, man har hørt folk fortælle om, at de ikke kan lave nummer to, når de er på ferie.

For de kan ikke lave det, men de har åbenbart ingen problemer med at tale om det.

For alle de gange, man stirret olmt på en printer, for at finde ud af, hvad der er nu galt med den åndsvage maskine.

For alle de lejlighedssange man har sunget.

For alle de gange man har stået i en helt sindssyg lang kø ved et ishus, og personen foran dig, først begynder at overveje hvilken smag de måske, måske, kunne tænke sig at få i deres kræmmerhus med to kugler, når de er nået helt op til skranken. Hmm, hvad kunne de så tænke sig i vaflen. Nej, vent lidt, måske vil de hellere have et bæger og hvordan smager isen med appelsinsmag egentlig?

Appelsin. Den smager af appelsin.

For alle de gange.

Det må da give en lille smule rabat.

Bare lidt.

Ellers så må jeg jo bare bide i det sure æble og tage elevatoren ned kælderen.

xxx