Forfatter: Laura

Åhhh, jeg havde helt glemt, at man kunne svede så mange steder.

Åltså, under armene og under melonerne, den er velkendt på daglig basis, men hvor er der egentligt mange folder, revner og sprækker, hvor sveden helt uanmeldt kan pible frem, klistre og fedte.

Selvom man sidder helt stille i skyggen under kastajnetræet, drikker kolde væsker og lytter til P8 Jazz, så siver sveden frem, hynden i liggestolen bliver fugtig og en stille hovedpine sniger sig ind.

Her er sømanden helt anderledes forberedt på hedebølgen.

Han smører sig ind i så tykt et lag solcreme hver morgen, at han får en chokerende og ganske overraskende lighed Pjerrot, hvis altså Pjerrot havde fuldskæg og tattoveringer.

Han sørger for at indtage varme drikke, inden solen står alt for højt på himlen, også har han meddelt, at alle former for fornikering skal foregår i tidrummet mellem kl.6- 10.30, for at undgå overophedning og en deraf følgende uhensigtsmæssing stor mængde af sved.

Desuden har han fyldt fryseren med sutteis, som han løbende slubre i sig og tilbyder til enhver, der vover sig ind på matriklen.

Så han er helt sikkert mere grønspætte-klar,end jeg er, og klarer da også varmen meget bedre end mig, der bare bruger det meste af dagen på at gå rundt i undertøj og meddele, at der godt nok er vaaaarmmmmttt!

Men nu har mørke skyer bevæget sig over himlen, med et løfte om et skybrud og tordenvejr, der muligvis bliver endnu mere forløsende end sutteis og coitus.

Og det er vel typisk dansk sommervejr, det har corona dog ikke kunne lave om på.

Og der er kun ting, der er varmere end en hed sommerdag.

Det er sommernatten.

Den kan vi jo godt begynde at glæde os til.

Når mørket falder på og man udmattet kravler i seng, for at få lidt velfortjent hvile.

Så ligger man der i mørket og lytter til en vildfaren myg, der ikke kan lokaliseres.

Og til trods for åbne vinduer, myggenet og dyner der er udskiftet med tynde lagner, så bliver temperaturen bare ved med at stige.

Så ligger man der og bliver irriteret på hinandens vejrtrækning, imens man vender og drejer sig i en uendelighed, lagnerne bliver klamme og soveværelset føles ubeskriveligt småt.

Og når man så endelig falder i søvn, så er der en af kattene, der får tyndskid på grund af varmen og af alle muligheder, vælger den så, at igangsætte produtionen lige udenfor vores soveværelsesvindue.

Så vågner man igen, nu med kvamle og overophedning, blot for at konstatere at klokken kun er 3.30.

Når man nu er vågen, så kan man jo ligeså godt tisse med det samme, hvorfor man vakler ud på toilettet i halvmørket.

Og når man sidder der i natten helt alene, så ser man pludseligt, at dørhåndtaget bevæger sig, og man dør en lille smule af skræk, indtil man opdager, at det bare er sømanden, der også skal tisse og gerne vil ind.

-du vækkede mig med alt dit rumsteren, siger han så, når han får overladt toilettet.

Så er det, man spekulerer på, hvor mange år affektmord giver, og om der er aircondition i fængslet.

Så er klokken ved at være fire, og man ærger sig over, at man ikke har fået bygget den der udeseng med tilhørende myggenet, som man engang så på instagram.

-kan du heller ikke sove, hvisker sømanden så, og man har allermest lyst til at pande ham en.

-hvad fanden tror du, hvisler man så tilbage og kan næsten ikke udholde hans åndsvage spørgsmål.

Imens man tænker, at hvis han så meget som linder på lagnet, så får han hakket fingrene af.

Så falder man i en underlig urolig søvn, indtil vækkeuret ringer, og man om muligt er mere udmattet end da man gik i seng.

Morgenen fejres med et kølende bad, hvis afkølende virkning stopper i det øjeblik, hvor man træder ud af brusekabinen.

Opsat hår, så lidt tøj som muligt og babyolie på inderlårene, for at undgå skavsår og røde knopper.

Vandfast makeup og overvejelser om, hvorvidt man skal medbringe ekstra trusser, så de kan bliver skiftet halvvejs i arbejdsdagen.

Jeg kan godt lide at bo i et land med skiftende årstider, og elsker at følge naturens udvikling.

Efteråret er min yndlingsårstid, og jeg er bare ikke særligt god til varmen.

Så hvis du kører forbi en have, hvor der ligger en udsplattet dame under et kastanjetræ, kun iført mormortrusser og slaskebh, imens hun spiser en sutteis med vindruesmag, så er det bare mig, der forsøger at komme igennem varmen, uden at rykke hovedet af sømanden.

xxx

-sådan lukker man skuffer i Texas, brølede sømanden og gav køkkenskuffen et ordentligt lods med sin venstre fod, så tallerkenerne klirrede.

Så tørrede han energisk køkkenbordet af og kylede karkluden i vasken. Fast besluttet gik han ned af gangen og åbnede døren til mindstbarnets værelse.

-så er det nu, kommandere han og vippede sigende med hovedet, -hvis du skal med ned for at besøge onkel Max.

Onkel Max er en sort labrador.

Den bor hos sømandens onkel og er en fast del af sømandens cykelrutiner.

Så tog de afsted, sømanden og den mindste af tøserne, og efterlod mig alene på matriklen.

Eller helt alene er man jo aldrig, når man har P8 jazz og to jamrende katte, der konstant påpeger manglende opmærksomhed og behov for kløen bag ørerne.

Jeg satte mig i lænestolen og kiggede ud på blæsten, der tilsyneladende aldrig stopper.

Imens jeg tænkte over den første dag uden mundbind i tusind år.

Det føltes næsten lidt kriminelt og en smule nøgent at bevæge sig ud i offentligheden uden elastikker bag ørerne og afskærmning for ansigtet.

Så kan man pludseligt se de andres ansigter, smil, læbestift og birkes mellem tænderne.

Brillerne dugger ikke længere, man kan bruge øreringe, uden elastik der bliver viklet ind og vejrtrækningen bliver bare lidt lettere.

Jeg kommer ikke til at savne de mundbind.

Jeg har brugt dem, båret dem og indøvet det automatiske klap på lommen, for at sikre mig, at jeg var bevæbnet til dagens gøremål.

Kombineret med coronapasset og et regelsæt så langt som et ondt år, har jeg navigeret i pandemiens rodebutik.

På med mundbind.

Af med mundbind.

Ind på sundhed.dk

Booking af pcr-test, 2-meters-reglen, litervis af håndsprit og kilovis af håndcreme har fået mig igennem vinteren og foråret.

Men nu lysner det forude.

Spærretiden er flyttet til kl 24.00, og mundbindet er lagt på lager.

Men da sømanden beslutsomt smed sit bedste mundbind i skralderen i morges, så dukkede min indre tyske hausfrau op.

-ikke gør’ det! Hakkede jeg irriteret og samlede mundbindet op igen,- tænk på, hvis der kommer restriktioner igen i næste uge.

Så blev vi helt tavse et øjeblik.

For tænk lige, hvis vi bliver nødt til at tage en ny omgang i mundbindsvalsen.

Hvis tallene ryger den forkerte vej, og bølge nummer 582 skyller ind over os.

Den måtte vi lige tygge på.

Sømanden var den første, der tog sig sammen.

-det vil jeg skide på, jeg tager det famne ikke med! Råbte han og skred ud af døren.

Han kom hurtigt tilbage og gav mig et farvelkys, inde han sprang op på cyklen og ræsede mod havnen.

Lidt senere tog jeg afsted.

Uden mundbind, men med et smil og en 48-timer gammel vaccine i armen.

xxx

Jeg har fået en ny interesse.

Franske vafler.

De der små sprøde butterdejsagtige kiks, lagt sammen med hvid creme.

Jeg havde helt glemt, at de fandtes, men da jeg for et par uger siden var usandsynlig lækkersulten, så fik jeg øje på dem, på anden øverste hylde i Rema 1000’s kikseudvalg.

Den umiddelbare grund til at jeg så nøje besigtigede kiksereolen, var mit ingen-ost-eller-chokolade løfte.

Ost og chokolade er ellers som udgangspunkt en ekstrem stor del af min daglige kost.

Man kunne godt kalde det en grundsten.

Så i et forsøg på at genoprette en vis form for balance, havde jeg besluttet at holde oste-og-chokolade-ramadan.

Ingen ost eller chokolade i 30 dage.

Og det var her problemet opstod.

For der stod jeg, en fredag eftermiddag i Remse og længtes efter lidt lækkert at tage med hjem.

Lidt hygge.

Lidt snacks.

Og jeg er ikke den store chips eller slikspiser, også er det faktisk utroligt svært at finde noget usundt, der ikke indeholder chokolade.

Eller ost.

Så jeg var lidt fortabt.

Men så var det, at jeg spottede dem.

I den blå emballage.

Sprøde og forventningsfulde, akkurat som dengang de var fast inventar på min farmors kaffebord.

Franske vafler.

Lette, sprøde, drysset med sukker og lidt ligesom at spise en sky.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på Pizza-Tommys biks.

Et for længst hedengangen pizzaria, der holdt til i de bygninger, hvor sømandens søster nu har en grillbar.

Her huserede Pizza-Tommy i 90’erne, hvor han solgte pizza’er, pølser og andet godt.

På et tidpunkt lykkedes det Tommy at få fingerne i et restlager af gamle VHS-film.

Det var dengang, før streaming og internettet, hvor en god hyggeaften ofte indeholdt en movie-boks og to film.

Pizza-Tommy udlejede ikke movie-bokse.

Til gengæld havde han, helt i Lars Larsens ånd, et godt tilbud.

To pizza’er, halvanden liter Cola og et VHS-bånd med en forlængst glemt B-film.

Og stod du lidt for længe og kiggede på udvalget af film, kom han snigende.

Bagfra.

-hvis det ikke er noget for dig, hviskede han så og gjorde et kast med hovedet, -så har vi hud-film ude bagved.

Pizza-Tommy var nemlig en utrolig hjælpsom fyr.

Flink og klar til at støtte op om enhver sag.

Så da resten af verden boykottede Frankrig, fordi de lavede atomprøvesprængninger, så bakkede Tommy op.

Da han ikke solgte fransk vin, så kunne han ikke rigtigt byde ind der.

Tilgengæld stoppede han så med at sælge franske hotdogs.

Og jeg har altid respekteret folk, der står ved deres holdninger.

Jeg ved ikke rigtigt, om det gjorde en forskel for Frankrig, men det vigtigste er vel også signalværdien.

Så da jeg stod der i Rema, og tænkte på min farmor, Pizza-Tommy og atomprøvesprængninger, så gik det op for mig, at franske vafler hverken indeholder ost eller chokolade.

Så de kom med hjem.

Og de smager da helt fantastisk.

En stærkt overset småkage.

Med vaniljecreme.

xxx

Inde i mit hoved er der et hus.

Huset er på 3 etager, bygget af røde mursten og trænger gevaldigt til at få nye furer. Omme bagved huset er der en aflang have. Haven er forsømt og består mest af en langhåret græsplæne, et kæmpestort knudret egetræ og nogle forlængst glemte bede langs med plankeværket. Nede i bunden af haven, til venstre, står mit haveskur. Det er ikke noget særligt, bare sådan et standard skur, købt i Bauhaus for 15 år siden.

Det er cirka 9 kvadratmeter.

Uden vinduer og med en hængelås på døren.

For nogle år siden plantende jeg efeu og klematis rundt om skuret, i håbet om, at skuret efterhånden vil blive skjult af klatreplanter og fine blomster.

Skuret er mit og ingen af lejerne i huset har adgang. Det respekterer de, selvom UdkigsUlla jævnligt går ned for at rykke i døren og kigge ind af sprækkerne, for at se hvad det er, jeg gemmer derinde.

Det irriterer hende grusomt og hun føler sig holdt udenfor.

Men skuret er mit og kun mit.

Det er her jeg gemmer alle de ting, som jeg ikke kan gøre noget ved.

Ting, der havner i min rygsæk, som bare fylder og gør, at jeg får ondt i skulderne, nakken og hovedet. Ting, der er sagt og gjort, set og bemærket, tænkt og oplevet. Fra fortiden, nutiden og med tanke på fremtiden.

Bekymringer, sure bemærkninger, bitre kommentarer og sårede følelser. Alt muligt, som jeg flittigt samler op og putter i min rygsæk.

Sommetider har det ikke engang noget med mig at gøre.

Men jeg samler det op alligevel og putter det i rygsækken.

Og så slæber jeg rundt på det hele.

Indtil jeg får ondt i ryggen, smerter i knæene, bliver sur på sømanden og er helt utroligt træt.

Så er det, at jeg går ned i haven.

Ned til haveskuret.

Jeg sætter rygsækken på jorden og finder nøglen til hængelåsen.

Så snart jeg åbner døren, begynder støvet at hvirvle rundt, og jeg bliver nødt til at holde vejret og knibe øjnene sammen, indtil støvet har lagt sig.

Langsomt kan jeg så begynde at ane hylderne derinde, i det mørke kølige træskur. Der er mange hylder, gode solide hylder af egetræ. Hyldeknægte af lakeret jern. På hylderne står alle de ting, som jeg har slæbt rundt på.

Ting, som jeg har taget op af rygsækken.

Ting, som jeg ikke kan gøre noget ved og ting, som jeg ikke har lyst til at gøre noget ved.

Sommetider står tingene der i mange år, sommertider kun i ganske kort tid. Det afhænger af størrelse og kvaliteten. Men når tingene har stået i skuret længe nok, så bliver de til støv.

De smuldre simpelthen.

Sådan er det nemlig med de ting, som jeg samler i min rygsæk.

De lever kun, hvis de får opmærksomhed.

Så når de har stået i skuret længe nok, så bliver de til støv. Gråt, akseagtigt fint drys, som langsomt siver ud igennem sprækkerne i skuret og forsvinder.

Her går jeg ned for at tømme min rygsæk.

Tager tingene op af tasken og sætter dem på hylderne.

Nogle ting er bygget af ren ubetænksomhed, andre af jalousi og hævntørst, nogle skvulper af sårede følelser, andre har en agenda, som jeg slet ikke kan gennemskue.

Nogle af tingene er lavet af mig, andre har jeg fået smidt lige i hovedet.

Fælles for alle de ting, som jeg tager op af min rygsæk er, at jeg har taget en beslutning.

Jeg har besluttet at lade dem ligge.

Jeg kunne også vælge at bruge tid på dem, give dem opmærksomhed og kæmpe for at klinke skårene, lime sprækkerne og friske dem op med lidt maling.

Men jeg har valgt at lade være.

Jeg har valgt at bruge min tid på andre ting.

Så derfor sætter jeg dem i skuret.

Op på hylden, ind i mørket og bagefter så lukker jeg døren og låser den.

Hvis der er noget, som jeg er i tvivl om, så sætter jeg dem ind i skuret alligevel. For hvis jeg fortryder det, kommer i tanke et gammelt sår, som jeg får lyst til at kratte i, så kan jeg jo altid bare hente tingene igen. Låse skuret op, tage tingen på hylden og putte den tilbage i min rygsæk.

Det er jo mit skur, det er mig, der bestemmer.

Det er ikke fordi, at jeg glemmer de ting, som jeg har sat i skuret.

Ikke sådan lige med det samme.

Men når de ikke får opmærksomhed, så opløses de langsomt. Farverne forsvinder, tingene krakelerer og bliver til støv.

Så bliver der plads til nye ting på hylderne, store og små mellem hinanden, betydningsfulde og mindre betydningsfulde.

Det vigtigste er bare, at jeg får tømt min rygsæk.

Sætter ting på hylderne og låser døren, når jeg går.

xxx