Tag: sømanden

Mørkemænd og vildsvin

Enhver ved jo, at det er meget, meget farligt at stikke fødderne udenfor dynen om natten.

Allerhelst, skal enden af dynen foldes ind under fødderne, sådan at mystiske mørkemænd (det kunne f.eks. være ham den langhårede fra Twin Peaks) ikke kan rykke dynen af om natten.

-arh, der er jo ikke nogen der kommer og rykker dynen af dig om natten, brølede sømanden, og var lige ved at gå ud af sit gode skind ved alt mit rumsteren og folden dyner ved sengetid.

-jo, i drømme, forsvarede jeg mig, og brugte en rum tid på at få hovedpuden til at ligge på den helt rigtige måde.

I drømme kan alting ske, og når man, som mig, drømmer tit og ofte, og jævnligt hiver alverdens mareridt ned fra hylden, så er alle muligheder åbne, når først søvnen indfinder sig.

Og forleden nat, vågnede jeg ved, at NOGEN klemte om min hæl.

I søvnens bevidstløse tilstand var min hæl smuttet udenfor dynen, og lange, tynde, hvide finger havde taget fat om min hæl, bare lige for at markere, at hvis de ville, så kunne de rykke dynen af.

Jeg lå vågen længe efter, med dynen foldet ind under fødderne og lyttede intens i mørket.

Mon han var gået, ham med de lange tynde fingre, eller stod han lige og gemte sig lidt, for at øge spændingen.

Næste morgen havde jeg et akut behov for at indvie sømanden i nattens oplevelser.

-det er jo kun inde i dit eget hoved, sukkede sømanden, og lignede en der havde mest lyst til at gå i seng igen.

-jamen, du skulle prøve at være inde i mit hoved, pev jeg og følte mig meget misforstået.

-nej tak, ikke uden sikkerhedsudstyr! Sømanden åbnede sin Ipad, som tegn på at samtalen var slut.

Og så sad jeg der, med en livlig fantasi og en halvlunken kaffe, og tænkte på dengang jeg drømte, at jeg lå i ske med et vildsvin.

Jeg kan stadigvæk mærke den ru pels i ryggen, og den våde tryne tæt på mit øre.

xxx

Afsender ubekendt

Jeg har en instagram profil.

Min profil er åben.

Det er den fordi, at min profil handler om tøj og håropsætning i en bestemt stilart. Jeg følger andre kvinder med samme stil, de følger mig, vi inspirerer hinanden og mødes i et fællesskab på nettet.

Det var såmænd bare det, der var meningen.

Men ind imellem, så sker der det, at jeg får beskeder fra mænd, der har lidt andre interesser end kjoler, sko og håropsætning.

I nat lagde afifm0949 en besked.

”You seem like we had sex before” havde han valgt at skrive til mig.

-Arg, det tror jeg nu ikke, afifm0949! Var min umiddelbare reaktion, imens tankerne bevægede videre til andre mærkværdige beskeder, jeg har modtaget.

Som ham der optimistisk forslog, at jeg tog et foto af mig selv iført noget stramt!

Eller ham, der skrev ”Hallo” kl. 2 om natten, for så at skrive ”Awkward” kl.4.  

Har han siddet i to timer og ventet på mit svar?

Eller dengang jeg fik tilsendt en lille film, af en ung veltrænet mand, der rodede sig noget så gevaldigt i underbukserne!

Men hvorfor?

Sikkert noget med, at han gerne vil ses, men altså!

Hvad tror han selv?

At jeg straks bliver helt varm i trussen og sender et matchende foto retur?

Andre beskeder som: ” You are lovely” eller ”Hallo beautiful”, er såmænd meget søde, og hvis man lader være med at godkende beskederne, så forsvinder de efter en rum tid.

Og jeg havde egentligt, sådan helt generaliserende, betegnet det som en maskulin tendens.

Eller som sømanden konstaterede:- verden er fuld af syge stoddere!

Men så var det, at jeg så aftensshowet, hvor en mandlig deltager fra ”Den store bagedyst” medvirkede.

Fordi han havde fået ubeskriveligt mange beskeder på facebook, fra kvinder, der ytrede ønske om at ælte hans bolledej, spise hans roulade og sluge hans konfekt!

Der er sikkert en masse psykologiske grunde til, at folk sidder bag skærmen og sender grove seksuelle hentydninger ud i verden, men hvad er deres forventninger?

At ham fra bagedysten straks skriver tilbage, og invitere til bolleæltning og rouladespisning.

At jeg skriver tilbage til en mand, der er bosat i Texas, og indleder en samtale om hans seksuelle ønsker?

Jeg føler mig hverken krænket, eller stødt, som jo ellers er så moderne, men forundret, det er jeg, og ind imellem fuldstændigt flad af grin.

xxx  

Kim, støvsugning og ABBA

 I dag tændte jeg for mit anlæg.

Pillede en jule-cd ud og satte en med ABBA i afspilleren.

Så oldschool er jeg nemlig. Jeg kan godt lide at høre sangene i den rækkefølge de er tænkt, i den sammenhæng som musikerne har tænkt, jeg kan godt lide at høre cd’er.

Så jeg skruede op for ABBA.

For fuld knald.

Så ved tøserne godt, hvad klokken har slået.

Så skal der nemlig støvsuges.

Det er en cd fra filmen Mamma Mia. Det er ikke Agnetha og Anni-Frid der synger, men et udvalg af skuespillere fra filmen.

Hvilket givet musikken et strejf af amatør, viljestyrke, plads til at fejle og mod til at turde.

-den lyder af helvede til, var sømandens kommentar, første gang jeg satte den i afspilleren.

Men skruer jeg op, tænder for støvsugeren og skråler med og danser som en åndsvag.

Pigerne lukker dørene til værelserne, og kattene tigger om at komme udenfor.

Så jeg har det hele for mig selv, og det er da ikke så værst.

-åh, for satan, hvor jeg elsker at støvsuge! Som min svigerinde begejstret råbte, da hun engang, i et pludseligt anfald af rengøringslyst, tændte for støvsugeren, imens vi drak kaffe.

-prøv at se hvor nemt det er! -jublede hun, imens hun ivrigt kørte frem og tilbage med støvsugeren.

Og hvor har hun ret! En støvsuger er da en skide smart opfindelse, og hvis man kombinere den med god musik, og en hel masse dans, så kan man faktisk godt komme i helt godt humør.

Og ikke et ord om høj puls, motion og antal skridt, for så lægger man jo bare pligt ovenpå pligt, og hvem gider det?

Jeg går efter glæden, dansen og musikken.

Jeg bruger mundstykket som mikrofon, danser salsa ned af gangen, og svinger med ledningen i takt til musikken. Jeg vrikker med rumpetten, når jeg støvsuger sofaen, og laver piruetter når jeg fanger spindelvæv i loftet.

-Livet er, hvad man gør det til, som Kim Fupz Aakeson engang har udtrykt det.

Livet er, hvad man gør det til!

xxx

Quiz og ballade

Sømanden elsker en god quiz.

Især hvis han kunne være så heldig, at den handler om 2.verdens krig eller søfart.

Eller begge dele.

Men i mangel af bedre, så kan alverdens quizzer i fjerneren bruges. Især genudsendelserne af ”Hvornår var det nu det var?”, hvor Gregers styrede slaget, taberen vandt et båthorn og der var et levende orkester inde bag et forhæng.

I går sad vi så og så ”Klipfiskerne”.

Et program, hvor redaktionen har fundet alverdens mere eller mindre morsomme klip fra internettet.

Det kan fx være; Hund gør fjollede ting, lam ligger i vaskebalje, baby griner højlydt, lama slikker skur, ung mand falder og slår sig, bedstemor taber gebisset og klassikeren; tyk dame dummer sig.

Diverse kendte er så indkaldt til at sige noget morsomt.

Det gør de sig så stor anstrengelse for.

De kendte.

De skulle jo gerne blive indkaldt en anden gang, måske på en anden kanal – i et andet quiz-show, men det vigtigste er jo at blive set og holde gryden i kog.

I går var det så Anette Heick og Stig Rossen der havde trukket det korte strå.

Der sad de så, flankeret at nogle professionelle standup-komikere af ukendt oprindelse, i håbet om, at de morsomme og kvikke bemærkninger kunne flyve uhindret henover bordet og ud igennem skærmen.

Og de gjorde sig umage.

Grinede høfligt og lidt for længe af hinandens morsomheder. Forsøgte at komme med absurde og morsomme kommentarer til de små morsomme filmklip. Det hele var bare så morsomt.

Altså bortset fra Stig Rossen, som overhovedet ikke grinede, men allermest lignede en, der glædede sig til at få fri.

Og mig, jeg grinede heller ikke.

Jeg kunne selvfølgelig skifte kanal eller slukke, men sømanden ville gerne se det, og så sad jeg lidt der.

Og tænkte over, hvor hårdt det må være at være sådan en kendis, der skal holde gryden i kog. For det slutter jo ikke når den quiz slutter, så er det bare at skifte kanal, og finde det næste quiz-show, så starter det hele forfra. De skiftes til at være værter, og temaerne kan være alt fra gæt-en-sang, 1980’erne, fjollede konkurrencer eller madlavning.

Til jul tager de så nissehuer på og holder juletema.

Og hvem er alle de mennesker, der er publikum. Som griner på kommando og sidder der, på ubekvemme stole i deres pæne tøj og med nyfriseret hår.

Måske er jeg bare nordjyde og for langt væk fra nældens rod.

Der er sikkert en eller anden der har regnet på pris og seertal, men det er altså lidt som at have en klat tyggegummi i håret.

Klæbrigt, trælst og en lille smule ulækkert.

Men heldigvis noget der kan fjernes med saks eller et klik med fjernbetjeningen.

xxx