Strømpebukse-shopping-tips

Jeg bruger mange strømpebukser.

Storforbruger er vist en passende betegnelse.

Og jeg kan godt lide at hive mine strømpebukser godt op.

De skal sidde i taljen og der må ikke være det der lufthul i skridtet.

Hvis strømpebukserne ikke er lange nok i benene, så kommer der et hulrum, der hvor strømperne slutter og inden trusserne begynder. Mit fokus forsvinder, og jeg mister evnen deltage i en almindelig samtale, for jeg kan ikke tænke på andet end at trække mine strømper op. Det er så trælst!

At finde strømpebukser der sidder godt, kan være et problem.

Indrømmet, det ligger i kassen med I-landsproblemer, lige ved siden af kassen med ting som rager sømanden en høstblomst.

Sidste år skulle jeg bruge et par strømper med søm.

Og da jeg var blevet lidt overvældet af annoncer i lokalavisen og diverse opslag på Facebook, som i en lidt truende tone opfordrede til at handle lokalt, så allierede jeg mig med min mor, og vi travede optimistisk ned i byens gågade.

Vi var i mange butikker.

Faktisk dem allesammen.

Tilsidst endte vi en damebutik, i den lidt finere ende af skalaen, i hvertfald hvis de selv skulle sige det.

Der var kun 3 farver i den butik.

Grå, Hvid og Sort.

Somom jantelovsheksen lige havde været forbi og tryllet alt magien og glæden bort.

Det var en meget alvorlig butik.

Ud fra baglokalet kom en lille lavbenet dame stavrende, med kort praktisk frisure og et stramt smil på læberne.

Der blev udvekslet elevatorblikke.

“Hvad kan jeg hjælpe med ?” Spurgte hun, og lignede en der var sur over, at alle og enhver bare sådan havde lov til at gå ind i forretningen.

“Har I strømper med søm?”

Spørgsmålet hang i dirrede i luften.

Min mor og jeg skævede op til hylden med Wolford-strømper. Måske kunne hun bestille hjem..

Den lille dame tog en dyb indånding. Jeg blev helt bekymret for, om knapperne i den grå skjorte kunne holde.

Det var virkelig en dyb indånding.

På udåndingen blev der hvislet mellem tænderne:

” Den slags, er der ingen, der bruger!”

Vi blev faktisk lidt målløse, min mor og jeg, som at stå overfor janteloven i egen person.

Der blev taget en ny indånding og på den lange udånding kom det så:

” Hvor skal I hen, siden I er klædt ud?”

Vi købte ikke noget.

– og personligt cyklede jeg hjem og googlede på nettet.

Her fandt jeg Pamela mann.

De har strømperbukser i alle farver og op til str uk 32, og her købte jeg strømper med søm, fiskenetsstrømper med små huller og almindelige lyse. Hele herligheden blev afleveret på mit dørtrin 4 dage senere, af en ung mand fra Sæby Budservice.

Bevares, der er porto på, men er det stadigvæk billigt, og hjemmesiden dømmer mig ikke ude, bare fordi vi ikke har samme smag i tøj.

Senere har jeg også fundet siden Big Tights Company. Også i England, også med god service. Her går strømpebukserne op til 230 cm i livvidde, og der er god plads til både ankler og lår.

link til Pamela mann:

https://pamelamann.co.uk

Link til Big Tights Company:

Homepage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vandkantsrockabilly

Jeg bor i Skagen.

Det er ikke sådan rigtigt den rådne banan, eller udkantsdanmark som det jo populært kaldes.

Der kommer simpelthen for mange turister, der er for meget flow i byen, til at man kan tale om udkantsdanmark.

Tæller man kun de fastboende, så er det en lille by. Tæller man turister, deltidsskawboer og andet tilbehør med, så er billedet et ganske andet.

Så det kaldes ikke udkantsdanmark, men vandkantsdanmark.

Det lugter også lidt mere af poesi og varme sommerdage.

Vandkantsdanmark.

Her bor jeg så. I toppen af Nordjylland. Med alle mine kjoler, strutskørt, victoryrolls, hårblomster og kulørte sko.

Og min slags er der ikke så mange af heroppe, skal jeg lige hilse og sige.

Man kunne godt kalde mig en enlig svale.

At klæde sig anderledes, at skille sig ud, at være helt sig egen, så synligt og tydeligt som jeg er det, kommer selvfølgelig med en pris.

Her kunne jeg snakke en masse om Janteloven, men det har jeg faktisk ikke lyst til.

Jeg har mere lyst til, og er meget mere fokuseret på glæden og styrken ved at være den jeg er!  Ja, jeg er den eneste i Skagen der klæder mig sådan, den eneste der møder op med victoryrolls og Collectifs Pearlcoat til den lokale julestue, og jeg tænker faktisk ikke over om folk glor og snakker om det, eller om de bare er ligeglade.

For jeg er glad, jeg er tilfreds, og det er faktisk nok for mig. Også synes jeg faktisk, at jeg har de pæneste kjoler, sko og smykker. Og når jeg tager mit tøj på, og sætter mit hår, så er det min personlighed og min sjæl jeg bærer. Så er jeg hjemme i mig selv.

Men, der er et minus ved at bo i vandkantsdanmark og være vild med rockabilly, vintagehår og kulørt tilbehør.

Der er bare så langt til alting!

Butikker, events og andre rockabillylovers. (Gudskelov for internettet!)

Men der er også en fordel!

Genbrugsfund.

Her er det jo super, at stå lidt alene med sin smag udi møbler og indretning. Her har jeg bjærget mange fine møbler, gammel julepynt og diverse halløj, som ingen andre vil bruge penge på.

Så jeg holder fanen højt heroppe i det kolde nord.

Men jeg gør det med stolthed og glæde.

Tusind kys