Besvær

I går skulle jeg klippe mine lilletånegle.

Jeg ved ikke med jer, men det som om, at det der med at klippe tånegle, bliver en lille smule mere besværligt med alderen.

Der er to forhindringer.

Den ene er afstanden.

Det er er bare længere ned til fødderne, end der var dengang i 80’erne.

Måske er jeg ikke så smidig mere, måske lidt for tyk, måske er det alderen, men på en eller anden måde, så bliver jeg bare lidt forpustet, når jeg skal i gang en tre-i-eneren.

Det er svært at finde den rigtige vinkel.

Som en anden George Michael har jeg afprøvet flere muligheder. Jeg har haft en fod på toilettet, på badeværelsets bordet, på køkkenbænken og siddet i sengen med foden støttet på en hylde i tøjskabet.

Jeg har ikke rigtigt fundet en favorit endnu.

Men når jeg har fundet en nogenlunde tålelig placering, når jeg til forhindring nummer to.

Synet.

Jeg er kommet i læsebrille alderen og det betyder, at der skal tages beslutninger.

Skal jeg have mine almindelige briller på, læsebriller, skærmbriller eller fungerer det bedst uden briller.

Det er her, at afstanden bliver vigtig.

Hvor langt er der fra øjet og til lilletåen?

Skal jeg bøje benet?

Vinkle foden?

Briller kommer af og på, foden vinkles, ryggen krummes og en lavmælt banden kan forekomme.

Jeg kan også godt komme til at svede lidt.

Og sådan en tre-i-ener er et svært uhåndterligt instrument, som nemt kan smutte ud af fingrenes intense pincetgreb og lande på gulvet.

Udenfor rækkevidde.

Så skal man jo starte forfra.

Og når man endelig er vinklet, har indstillet synet og trækker vejret helt utroligt tungt, så skal neglen indfanges.

Lilletånegle er nogle små glatte sataner.

Og til sidst, når sejren er i hus, så vil stoltheden ingen ende tage.

Så kan jeg godt finde på at fortælle sømanden, at jeg har klippet mine tånegle.

Han er som regel helt utrolig uimponeret.

Men er jeg selv svært tilfreds.

Og lettet.

Mission completed.

xxx

Der er sommer på vej

Så så man lige mig købe 3 flasker babyolie.

Med pumpe.

Sommeren er nemlig på vej og jeg har smidt strømpebukserne.

Og det afslørede et par helt utroligt hvide ben.

Det skar helt i øjnene.

Og når man er gift med sømanden, der ligger et sted mellem nougat og mørk chokolade det meste af året, så fremstår sådan et par ben helt ekstremt blege.

Og når man dertil lægger, at jeg ikke er en særligt aktiv soldyrker, som helst hænger ud i skyggen, så er der også langt til lidt farve på benene.

Men er de altså røget strømpebukserne, og det kaldte babyolien frem fra sit vinterhi.

For sådan er det, når man ikke kan fotoshoppe virkeligheden og derfor ikke har et luftigt hul imellem sine inderlår.

Altså, der er selvfølgelig et hul, men lige der hvor mine lår slutter og inden Narnia begynder, der mødes mine inderlår med hinanden.

Og det kan give røde knopper, en helt utrolig intens svien og en gangart som en cowboy.

Den mest almindelige løsning er et par indershorts.

Det kaldes de.

Indershorts.

De kan rekvireres i opfindsomt beige, sort eller hvid.

Med eller uden pikant blonde.

Med eller uden stram-ind-effekt.

En enkelt forhandler kalder dem også æstetiske.

Men det er vist en tilsnigelse.

De minder mest om cykelshorts, bare uden den der gelepude på numsen.

De løser problemet.

Det gør de.

Og hvis der skulle komme en lille vind forbi, så kan du være helt bombesikker på, at ingen ser dine underbukser.

Og sidder du på en kold flise, så isolerer de også lidt, så nummergøjen ikke bliver så hurtig kold.

Og så er de, hånden på hjertet, også en lille smule usexede.

Bare lidt.

Og varme.

Så jeg bruger babyolie.

Så glider tingene i stedet for at gnide.

Og det virker.

Lige sådan lidt til hver side, og jeg er klar til dagens gøremål.

Så nu kan den sommer bare komme an.

Jeg er klar.

Olieret og alt muligt.

xxx

Åh, så mæt

For et par uger siden var jeg på et kursus, hvor der var fællesspisning til frokost.

Menuen stod på uspecificeret smørrebrød.

Der var både mænd og kvinder tilstede.

Og allerede inden vi havde sat os, så begyndte det.

-hold da op, sukkede den ene kvinde, imens hun helt opgivende kiggede udover i øvrigt ret begrænsede og kedsommelige udvalg, -sikke en masse mad, det er jo alt for meget, jeg er jo slet ikke vant til så store portioner.

Og det undrede mig jo egentligt lidt, for hun lignede ikke lige sådan en, der udelukkende spiste bitte små portioner.

Ved bordet havde hun særligt fokus på, at mændene i selskabet sådan rigtigt forstod, hvor småtspisende hun var.

Med små suk og med en stemme, der lige pludselig var helt luftig og feminin, informerede hun os andre om den helt vanvittige mængde mad, hun helt ufrivilligt var blevet eksponeret for.

Uoverskueligt var det.

Hun var overvældet og måske endda lidt svimmel.

Det udløste en kædereaktion, hvor de andre kvinder straks begrænsede deres indtag.

Uha, så mætte de var.

Imens var mændene begyndt at sammenligne maden med størrelsen på et lokumsbræt, suppleret med en omgang intenst mansplaining om den korrekte mængde af brun sovs på kartofler.

Jeg tog to stykker smørrebrød til frokost.

Det var et for meget.

I hvert fald, hvis man var kvinde.

Det blev ikke i talesat, men jeg mærkede presset.

Og så var det, at jeg kom til sat tænke på den gang, jeg var til en 50-års fødselsdag.

Der var buffet, og tredje gang, at værten nødede os til at gå op til bordet, så rejste jeg mig og gik derop.

Som en første.

Jeg var sulten, maden begyndte at blive kold og jeg fik faktisk også lidt ondt af værten, der ikke rigtigt kunne få festen i gang.

På vej op til buffet, gik jeg forbi to daværende kollegaer.

-åh, hviskede den ene højlydt til den anden, da jeg gik forbi, -hader du ikke bare folk, der går først op til en buffet?

Det er sådan cirka det mest mærkelige, jeg nogen sinde har hørt.

For det første, så er er had da et stort ord i denne sammenhæng, og for det andet, så skal nogen jo gå først, ellers så slutter sådan en 50-års fødselsdag jo aldrig.

Som i aldrig nogen sinde.

Ever.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, så må jeg bare konstatere, at der er noget, i det der kvinde-underkastelse-vi-er-så-feminine-og-petit-med-små-portioner-og-vi holder-øje-med-om-andre-kvinder-træder-ved-siden-af-spil, som jeg ikke fatter en skid af.

Dybt bekymret over min totalt mangel på sociale kompetencer, forelagde jeg sagen for sømanden.

Han fattede overhovedet ikke, hvad jeg snakkede om.

Så forelagde jeg sagen for mig selv, og efter et udvalgsmøde, hvor vi fik højtbelagt smørrebrød til frokost, så blev det enstemmigt vedtaget, at der ikke er en skid galt med mig.

Min identitet som kvinde, hænger ikke sammen med størrelsen på mine portioner, og den heraf ligefrem proportionale størrelse på min røv, små feminine suk eller mængden af luft på min stemme.

Jeg er kvinde og jeg taler højt, griner højt, vælter ting og spilder ned af mig selv. Spiser, drikker og ændrer ikke adfærd, fordi der er en mand i lokalet.

Jeg siger nogen gange for meget, og nogen gange for lidt, men jeg kan ikke holde min kæft.

Og så jeg bruger altid min egen stemme.

xxx

349 kr

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, så lavede jeg en kop kaffe, tog min telefon og satte mig ud i gårdhaven.

Op med fødderne, frem med telefonen, klar til lidt afslapning.

Jeg var lidt på facebook, lidt på instagram og lidt på facebook igen.

Så var det, at jeg så det.

Det var en reklame for et firma, som meget elegant fremviste det nyeste produkt.

En lille stofpose var det.

4 gange 8 centimeter.

Posen var fyldt med tørrede lavendler og kunne lukkes med en snor i kontrastfarve.

349 kr.

Det var simpelthen prisen.

Trehundrede-niogfyrre-kroner.

Vi prøver lige igen.

349 kr.

Meget sympatisk var poserne var lavet af resterne fra deres tørklædeproduktion, så der var jo ikke engang fordi, at de skulle indkøbe nyt stof for at producere de poser.

De havde det allerede i forvejen.

Sådan en bette rest, der lige var fræset igennem på symaskinen.

De havde så godt nok fået en kunstner til at lirre det op, selvom det måske lige var lidt svært at gennemskue opdateringen.

Men der var garanteret tænkt store tanker.

Lavendlerne var så håndplukkede.

Det annoncerede de stolt i produktbeskrivelsen.

Hvilket ikke rigtigt kommer bag på en jyde.

For hvor meget lavendel skal de egentligt bruge til sådan et par poser på 4 gange 8 centimeter.

Det kan da ikke dreje sig om flere tons.

Allerhøjst et par hundrede gram, vil jeg tro, så der jo ikke rigtigt nogen grund til at trække mejetærskeren ud af garagen.

Til gengæld var poserne både upcycled, sommerfuglevenlige og helt ubeskrivelige unikke.

Og det er jo et dejligt produkt.

Sådan en lavendelpose.

En gammel klassiker, lige til at putte ned i underbukseskuffen.

Men 349 kr.

Så er den satme også betalt, som vi siger i nordjylland.

Men godt købmandsskab er det.

Og en lille smule kejseren nye klæder.

xxx

En skovsø

Jeg har et krater ved mit højre øre.

Det er på størrelse med en mindre svensk skovsø.

Og så dybt, at man nemt kan lave et hovedspring uden at brække nakken.

Jeg viste det til sømanden.

Først var han interesseret.

Tog læsebriller på, og alt muligt.

Rejste sig op og stirrede intenst på skovsøen.

Lige umiddelbart var han ikke skide imponeret.

En lille prik kaldte han det.

En prik`!

Jeg tvang ham til at mærke på det.

Han duttede med fingeren.

-argh, sagde han og trak lidt på smilebåndet, -det er vist ikke rigtigt noget.

-du mærkede ikke rigtigt efter, argumenterede jeg, -du skal ikke dutte, du skal stryge, sådan lidt følsomt.

Jeg demonstrerede omhyggeligt, men sømanden havde allerede mistet interessen.

Jeg kunne helt tydeligt mærke det enorme hul, og kom til at tænke på en film, jeg så for flere år siden, hvor der boede en helt lille landsby i et aflåst bagageskab på en togstation.

Jeg foreslog sømanden, at der boede en hel landsby i mit afgrundsdybe hul lige ud for mit højre øre.

Sømanden rejste sig op og gik ud i haven for at tisse.

Så sad jeg der alene tilbage i stuen, helt opslugt af mit selvopfundne drama.

Så var det at jeg kom til at tænke på min lilletå.

Neglen kan godt vokse lidt skævt, og pludseligt blev det uopsætteligt at tage strømpen af for at følge med i udviklingen.

-hvad laver du nu?

Sømanden satte sig i lænestolen med et lille suk.

Måske rullede han også lidt med øjnene.

Bare lidt.

Jeg følte hypokonderens åg på min skuldre.

-åh, ikke noget.

Jeg tog strømpen på og så sad vi lidt og kiggede på James Bond, der løb som en gal i ført smoking og blanke sko.

Han kan jo løbe åndsvagt hurtigt, ham James.

Han virker ikke umiddelbart som en, der døjer med huller ved højre øre eller skæve lilletånegle.

Til gengæld har han det fuldstændigt som prins Andrew. Han sveder aldrig.

Da James havde løbet op og ned af gader og vej i en rum tid, spurgte sømanden, om jeg ville med i seng.

Og det ville jeg gerne, for det gode ved en James Bond film er jo, at man altid kan se resten en anden gang.

For godt nok løber han stærkt ham James, men det kan godt føles, som om han løber lidt i ring.

Desuden var klokken kvart i ti, og vi skulle jo både børste tænder og kyle katten ud, inden vi blev alt for trætte.

Og så havde vi også lidt ondt i ryggen, jeg var lidt stiv i nakken og sømanden stirrede intens på sin finger, hvor han måske, måske ikke havde en flis.

Så tog vi brillerne af, børstede tænder og haltede i seng.

Så må vi jo håbe, at det bliver bedre i morgen.

xxx

Mistet

Jeg har fuldstændigt mistet overblikket.

Så op i røven med det nytårsfortsæt, og det ville jo heller ikke være et rigtigt nytårsfortsæt, hvis man kunne overholde det.

Jeg går en masse skridt, har ikke spist chokolade og frokosten er rimeligt sund.

Så, hvem ved, måske er jeg tynd til jul?

Til gengæld har jeg fået broderet en masse.

Og det er jo også fedt.

Og en hel del sjovere.

Så her kommer et overblik over januars produktion:

Samfundssind

Indhentet af fortiden


Når folk gravalvorligt diskuterer søndagsrundstykker og man ikke rigtigt kan være med
..

Glædelig januar

xxx

Status

#5tinghverdag

1:Ingen chokolade: 7/365

2:Skridt: 42742/365

3:Blogindlæg: 5/365

4:Sund frokost på job:4/4

5: Hånden arbejde: 4t50m/365

Har mit liv så forandret sig?

Er der sket vanvittige ændring med min krop, mit udsende, mit psykiske velvære efter at jeg har gjort 5 ting hver dag i 7 dage.

Har alting ændret sig og er jeg tranformeret til en åleslank cigar der masseproducerer smukker broderier?

Indtil videre må jeg indrømme, at det hele ligner sig selv.

Jeg forsøger efter bedste evne at få travet nogle skridt, smyger mig uden om chokoladen og har da fået strikket 1 1/2 klarklud.

Processen skal nok stå på lidt endnu, før der kan øjnes nogle resultater af indsatsen.

Målet er jo heller ikke fastlagt, men det er et forsøg på at ændre vaner og adfærdsmønstre i håbet om mere livsglæde og styrke.

Når det så er sagt, så gad jeg da godt være tyndere.

Jeg ved godt, at det er det indre der tæller, men det er da bare lidt sjovere, når man kan passe det tøj, som man godt kunne tænke sig.

-har du nogen sinde tænkt på at få reduceret dine bryster, blev jeg spurgt om for noget tid siden.

At det var den samme person, der spurgte mig for anden gang i vores bekendtskab, vækkede da lidt stof til eftertanke, men nej, de generer ikke mig, men åbenbart fylder de lidt i andres bevidsthed.

Jeg har aldrig været ked af mit udseende, og har altid hvilet i min krop og de gener, som jeg har fået i fødselsgave.

At andre folk altid haft haft en interesse i mit udseende og ikke har holdt sig tilbage med kommentarer og sigende blikke, er jo noget som de må rode med.

En kompliment er jo altid dejligt, men jeg kommer aldrig til at forstå behovet for at komme med negative udmeldinger om andres krop, udseende og tøjstil.

Og kvinderne er altid de værste.

Men jeg har en kæmpe interesse i tøj og stil fra 1930 til 1950’erne og det tøj vil jeg gerne blive ved med at gå i, uagtet andres holdning, så derfor må jeg ud at gå, undgå chokolade og spise sundere.

Derfor.

Så 5 ting hver dag er målet og ikke vejen til målet.

Det er mit mål, min vej og mit ønske.

Det er noget, som jeg gør for mig selv.

Og hvem ved, måske fejrer jeg det med en lille hat, når jeg har nået de første 3 måneder.

xxx

Trut i trompeten

#5tinghverdag

1:Ingen chokolade: 6/365

2: Skridt: 35049/3650000

3: Blogindlæg: 4/365

4:Sund frokost på job: 4/4

5:Håndens arbejde: 4t 50 minutter/365

-prøv at se den her dame, sagde jeg til sømanden og viste ham et billede fra facebook, -hun kan spille på 3 trompeter på een gang`!

Så blev sømanden alligevel interesseret.

-tre trompeter, sagde han og tog læsebrillerne ned fra panden for at nærstudere billedet.

Han blev lidt skuffet, da han opdagede, at hun bare brugte munden.

Trut-trut.

Tre trompeter for munden på samme tid.

Jeg var nu alligevel lidt imponeret.

Sømanden gik ud for at stege torsk.

Men jeg kan nu ikke lade være med at beundre folk, der giver den gas.

Folk, der tør noget, bryder grænser og bevæger sig i en anden retning end den mest almindelige.

Folk, der tager lilla strømpebukser på om mandagen, dem der går med hat om torsdagen og dem der spiller på tre trompeter, fordi de kan.

Det bliver da bare lidt sjovere, når der sker lidt forskelligt og verden bliver et lidt mere fjollet sted.

Det behøver ikke være det store, måske bare et par glimmerstrømper.

Et par røde handsker eller læbestift i dagtimerne.

Det vil jo også give de andre noget at lave.

I ved, dem der holder øje.

Dem der holder opsyn med, om vi andre nu også holder os inden for rammen.

Observanterne.

Det er travle typer, der vogter på det hele.

Der er meget at holde øje med.

Det kan være længden på nederdelen, farven på neglelakken eller en frakke der virker lidt for fin til hverdagsbrug.

Jeg forestiller mig, at de har en klub.

De mødes hver tirsdag kl.19.30 efter aftensmaden.

Et passende og pænt tidspunkt.

Så fremlægger de ugens observationer, og gisper højlydt i kor, når der berettes ude fra virkeligheden.

Måske er der en der har fundet en ny kæreste for hurtigt efter en skilsmisse, måske en der har købt en ny bil for anden gang på to år. Nogen der ikke holder deres staudebede og nogen der har en for stramt tøj på.

Efter fremlæggelsen af ugen chokerende nyheder, så er der diskussion i plenum.

-hvem tror hun, at hun er?

-hun har intet at have det i!

-hun har altid været fin på den, er udsagn som typisk fyger hen over bordet, hvor kaffen og skålene med passende snacks står til rådighed.

De er alle sammen iklædt tøj i samme farver, og deres hjem ligner hinanden i sådan en grad, at de sommetider bliver i tvivl om, hvorvidt de er på besøg eller hjemme hos dem selv.

Mødet sluttes af med inspiration til næste uges observationer, og bagefter følges de hjem i små grupper, så de rigtigt kan snakke om de andre.

For de holder skarpt øje med hinanden og hvis man skiller sig ud, så bliver man omgående ekskluderet.

Undersøgelser viser dog, at tidligere medlemmer har oplevet en kraftig forøgelse af deres livsglæde og har fået nye sjovere, festlige venner med en lille smule kuk i kysen.

Der kunne for eksempel være en, der spillede på tre trompeter på een gang.

Sådan en ven, gad jeg godt da selv at have.

xxx

Oss’ en slat

#5tinghverdag

1: Ingen chokolade: 4/365

2: Skridt: 23476/3650000

3: Blog indlæg: 3/365

4:Sund frokost: tjek

5: Håndens arbejde: 3,5/365 timer

Indtil videre ser mit regnskab en smule sølle ud. Jeg er lidt bagud med skridt, skylden giver jeg til det elendige vejr, til gengæld går det gevaldigt på chokoladefronten.

Således er det nu lykkedes mig at overleve uden chokolade i fire dag. Det er da en sejr i sig selv. Så mangler jeg bare 361 dage, wuhu…

Og hvis jeg mangler lidt moralsk opbakning, så kan jeg da bare sætte det i perspektiv til dagens smittetal.

28.283.

Det er alligevel oss’ en slat.

Næsten lige så mange, som antallet af pressemøder og aflyste skiferier.

Vi står heldigvis ikke på ski, så skal vi da i det mindste ikke bekymre os om det.

Til gengæld er sømanden meget bekymret for et lille nyt pindsvin, der er begyndt at husere i haven.

Haven har i flere år været domineret af et ældre, arrogant pindsvin, som har udvist en påfaldende ligegyldighed med vores tilstedeværelse i sin daglige sneglejagt.

Hr. Pinne har vi døbt ham.

Men nu er der kommet en ny beboer.

Et ungt, uerfarent pindsvin, som har udviklet et kammeratskab med katten Fister Løgsovs.

De delte andeskroget til jul, og sømanden var ved gå ud af sit gode skind af bekymring. Ikke fordi pindsvinet spiste and, men fordi det ikke var gået i hi.

Han satte straks kattemad ud i smug.

Måske sultede det lille myr.

Lille Pind, har vi døbt ham.

Første gang vi så ham i sommers, sad han fast i havekultivatoren. Han var ikke blevet spiddet, men havde forsøgt at skyde genvej imellem tænderne.

Det var han for tyk til, og sad ynkeligt og ydmygende fast, indtil sømanden og jeg opdagede ham ved et tilfælde.

Og nu er han altså blevet hængende på matriklen.

Sammen med de tre rådyr, som har slået lejr under tørrestativet.

Til trods for bank på ruden og viftende arme fra min side, så glor de bare uinteresseret tilbage og spiser sidste rester af blade og blomster.

-de har ikke flere fucks tilbage, som den yngste af tøserne udtrykte det, da jeg endnu engang forsøgte at drive rådyrene ud af haven.

De er yndige, smukke og nogle seriøse grovædere, der gerne stripper de nyplantede æbletræer og nakker tulipanerne.

Men nu bor de her fast og jeg formoder, at de selv har sørget for at tilmelde sig folkeregisteret.

Haven tæller desuden også en tre-fire stykker af sømandens ubestridte yndlingsfugl solsorten. De bruger det meste af dagen på at stirre insisterende ind af køkkenvinduet, indtil sømanden disker op med æbler, som sættes op på stakittet.

Så bruger de resten af dagen på at æde og slås om, hvis tur det er til at æde.

Af vanvare kom sømanden til at fordre måger sidste sommer, men der trak jeg grænsen.

En enkelt fordring betød, at en kæmpe måge patruljerede gårdhaven flere gange om dagen, imens kammeraterne spændt ventede på genboens tag.

De blev en smule mere nærgående for hver dag, så nu har sømanden rykket mågefordringen ned på havnen, hvor en af hans tro følgere hver sommer udruger en skravlet unge på et nærliggende bliktag.

Det ender som regel i et blodbad, når et af de lokale rovdyr kommer forbi, men hun fortsætter ufortrødent sit optimistiske forehavende.

Når man dertil lægger de musvitter, der lystigt udklækker unger i redekassen lige ved siden af havebordet, så har vi da vores antal af logerende.

Sidste år havde vi også gærdesmuttere, der havde vævet den fineste lille rede i en klematis. De havde valgt materialerne strå og plastik, hvilket gjorde en lille smule ondt i hjertet.

De bor her alle sammen, i vores helt almindelige lille parcelhushave.

Giftfri og vild med vilje.

xxx

Mandagsstatus

#5tinghverdag

1: ingen chokolade: tjek

2: antal skridt: 7045/3.650.000

3: Blogindlæg: 2/365

4:Sund frokost på arbejde: 0

5: Håndens arbejde: 1/365 timer

Så kom mandag i januar, grå, våd og generelt bare røvsyg.

Radioen har været fuld af løfter om at omikronvarianten, som måske giver et meget mildere forløb og en flok immunitet, der muligvis lurer lige om hjørnet. Det hele blev krydret med aftaler om verdensfred og planer for flyrejser og grøn energi.

Helt ærligt, så har jeg efterhånden svært ved at tage noget af det alvorligt, og som Peter Tv-læge udtrykte det, skal vi så ikke bare tage en januar-dag af gangen.

Et skridt af gangen, en dag af gangen, en coronavariant af gangen. Der er jo stadigvæk bogstaver tilbage i det græske alfabet, masser af grunde til at bekrige andre lande og folk der vil på ferie.

Så lige nu beholder jeg bare mine tyve tønder land, gør mine fem ting hver dag og bruger resten af tiden på at se naturfilm i flimmeren.

Jeg holder nu egentlig meget af januar, den er så dejligt forventningsfri. Julepynten er pakket ned, nytårsraketterne fyret af og tilbage står leverpostegen og spaghetti med kødsovs. Så er det tid til at læse tykke bøger, lytte til P8-jazz og smække benene op.

Personlig er jeg gået i gang med at rydde op i tøjskabet. Sømanden har indkøbt sådan en lille djævel af en hånstøvsuger, som rigtigt kan komme ind i alle vinkler. Selvom det vil være lyv, at påstå, at jeg lider af rengøringsvanvid, så er jeg alligevel imponeret af den lille satan. Som ikke bruger pose, men til gengæld har en gennemsigtig plasticbeholder, så man rigtigt kan nærstudere de opsugede nullermænd.

En smule uappetitligt, men man kan jo ikke få alt.

Det frasorterede tøj sætter jeg så til salg på Trendsales.

I flere år har jeg ellers ikke orket at sætte noget som helst til salg på nettet.

Fordi det udløser en uendeligt strøm af spørgsmål omkring størrelse og kvalitet og fotos og folk, som vil have en til at måle skoen indeni.

Det gør man så, finder et målebånd i strikkekurven og bruger flere minutter af sit liv på at få det åndsvage bånd til at lægge glat og lige, så det nøjagtige mål kan noteres og sendes til mulige køber.

Helt stolt venter man så på, at vedkomne roser en for den store indsats og gerne vil købe skoen.

Det sker bare ikke.

For den mulige køber bliver nu mistroisk og mener, at man måske har målt forkert. For hun har et par sko der hjemme, i samme størrelse, men de måler 1 cm mere indvendigt.

!

Og her kan jeg kun svare, at jeg ved det ikke.

Jeg ved det simpelthen ikke.

Jeg ved ikke hvorfor, at mine sko ikke har præcis de mål, som du åbenbart forventede.

Dont know.

Og nej, jeg gider ikke måle dem engang til.

Og nej, det har ikke noget med politiet at gøre, det er bare en gruppe på Facebook.

Og ja, skriv du bare til admin.

Og så kommer der som regel også en længere diskussion om fragten, leveringen og hvorfor nogle mennesker bare er så flueknepper perfide, at vi andre får hovedpine.

Dråben der fik bægeret til at flyde over, var en dame, der ikke ville købe min taske alligevel, fordi jeg ville sende den med PostNord.

Det var lige nemmest for mig, og jeg betalte selv fragten.

Det var mere end hun ville finde sig i, og hun lod omgående handlen gå retur.

Smaskfornærmet og virtuelt hovedrystende over min vanvittige indstilling til livet generelt.

Når jeg var sådan en type, der brugte postvæsenet, så ville hun ikke handle med med mig!

Så i lang tid har jeg ikke solgt mit tøj på nettet.

Indtil jeg genopdagede Trendsales.

De har nemlig fået sådan en “køb-nu” funktion.

Så kan folk købe eller lade være, og jeg slipper for en uendelig korrespondance om mål, størrelser, kvalitet og ekstra fotos. Fragten og leveringen er en aftale imellem Trendsales og køberen, så det er jo dejligt nemt.

Bortset fra en dame, der foreslog at vi handlede uden om Trendsales. Så ville hun gengæld lade mig få Trendsales gebyret på 2 kroner og 47 øre.

Det blev et nej, og sommertider så tænker jeg over, hvorfor man har lyst til at omgås handelsbetingelserne og så alligevel give de 2 kroner og 47 øre væk til sælgeren.

Og hvad kan man overhovedet få for 2 kroner og 47 øre?

xxx