Tag: laurabork

Nå, men så kan man jo lige så godt gå på slankekur allerede nu, når julen alligevel er mere eller mindre nedlagt.

Ingen grund til at vente til efter nytår, for vi skal jo ikke noget.

Ingen fester, julefrokoster, biografture eller familiebesøg.

Det er bare en lang række af mørke dage med puslespil, boglæsning og genudsendelser.

Jeg må indrømme, at den første jul lød det egentlig meget tiltrækkende.

Muligheden for at være introvert, læse en bog i et stræk og slippe for påtvunget socialt samvær lød jo ganske lovende.

Men nu er det tredje gang.

TREDJE.

3.

Tre nedlukningsjuler.

Med albuehilsen, håndsprit og behørig afstand.

Så nu tager jeg konsekvensen af det hele og stopper med at spise julechokolade.

Ingen grund til det, for det bliver jo fesen omgang jul, uanset hvad vi gør.

Det bliver da dejligt at spise sømandens stegte and juleaften, men let’s face it; jeg har allerede spist dette års chokoladekvote.

Skildpadder, fyldte chokolader i glitterpapir, julerittersport, skumjulemænd og alt muligt andet på grænsen til kronisk tyndskid.

Så derfor stopper jeg nu.

Og indleder 365 dage uden chokolade.

Så er jeg klar til kaste mig frådende over slikskålen næste jul.

Med mindre, at jeg ender med at blive sådan en type, der simpelthen ikke bryyyder sig om søde sager, men det er nok lige et nummer for urealistisk.

Så, nu gør jeg det.

Lægger chokoladen på hylden.

Et upraktisk tidspunkt måske, med selve juleaften stående lige udenfor døren, men på den anden side, så vil det da give mig lidt at gå op i.

“Mit navn er Laura, og jeg er chokoholilker”

Og måske skal jeg afstå fra at spise chokolade resten af mit liv.

Men hvem kan det?

Og findes der en AA-udgave, for folk med en chokoladeafhængighed.

AC?

Så indtil videre, så tager jeg det et skridt af gangen, og starter med dagen i morgen.

Hvor min første kamp vil være med den fælles gavekurv på arbejde, hvor Quality Street legende blander sig med små kugler af mælkechokolade. De små fine nissemænd læner sig op af Ferrero Rocher og pakken med julesnøfler lokker med løftet om den lidt mystiske kombination af honningkage og pebernødder.

Når jeg så kommer hjem, skal kampen kæmpes imod overskuddet fra barnets chokoladekalender og bevidstheden om, at sømanden er ved at opbygge et lager af guf til juleaften.

Så jeg ved, at der er chokolade i huset, men spørgsmålet er bare hvor?

Han har også købt lakridskonfekt, marcipanflæsk med abrikossmag og dronningemandler.

Jeg ved det bare.

Og selvom vi er ret begrænsede i vores indkøb af juleslik, og hverken bager småkager eller triller marcipan, så er det alligevel lykkedes mig at indtage en god portion julelækkerier i december.

Og så har vi ikke engang været nogle steder.

Men det er jo jul, siger du, så må man godt hygge sig, snacke, drikke og gumle for at holde hyggen i hævd.

Og hvad skal vi ellers lave i en coronajuletid?

Spise salat og gå lange ture?

Lave mavebøjninger og badutspring?

Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at i morgen starter min første dag af 365 uden chokolade.

Så må jeg nøjes med lakridskonfekt og abrikosflæsk juleaften.

xxx

År 2135.

Julens nedlukning starter allerede i efterårsferien, hvor butikkerne begynder at sælge mundbind i festlige farver.

Et par uger senere supplerer de med håndsprit, der dufter kvalmende af babybræk og billigt spiritus.

Sådan bare for at komme i stemning, inden julen lukkes helt ned.

Sidst i november pyntes der op i de private hjem med guirlander af mundbind og visir, glaskugler der forestiller kanyler og håndspritten stilles indbydende frem på bordene.

Figurer af de tre vise mænd stilles frem.

Henrik, Søren og Magnus.

Den sidste figur der kaldes levmæ’det, sættes foran de tre fra Østerland.

Børnene får en kalender med 24 låger, hvor der hver dag er et stykke chokolade, indpakket i et citat fra et pressemøde.

Lørdagen inden første søndag i nedlukning går vi allesammen ud for at få den sidste fadøl, inden barerne og diskotekerne lukker for julen.

Første søndag i nedlukning tændes det første lys på kransen flettet af gamle udprintede coronapas.

Så holder vi op med at give hånd og krammere.

Ugen bruges på at gå på den sidste obligatoriske tur på biblioteket, i biografen og svømmehallen, vel vidende at de lukker efter 2. søndag i nedlukningen.

Så findes skærme og visir frem.

I anledning af julens nedlukning pyntes de med glimmer og festlige hjerter.

Den 13. december er børnene sammen for sidste gang inden julens nedlukning, for at mindes den gamle jul.

Som den var før 2020.

Det var dengang, der var noget der hed julefrokoster, socialt samvær og tænk engang, man holdt hinanden i hånden, imens man gik rundt om juletræet.

Børnene går naturligvis ikke i optog eller synger, men står med 2 meters afstand i præcis 14 minutter og 59 sekunder, inden de går hjem til deres egen sociale boble.

Så lukker skolerne og 3. søndag i julens nedlukning markeres ved at forældrene skriger deres frustrationer ud af vinduerne.

Så lukker de sidste fysiske butikker og folk får den sidste vaccine inden jul.

Så må vi ikke længere se venner og familie, og forsamlingsforbuddet sænkes til 5, og 4. søndag i julens nedlukning nærmer sig.

Den 24. december låses døren indfra og alle vinduer tapes til. Traditionen tro bliver alle inden døre og Danmarks radio genudsender de mest mindeværdige pressemøder.

Juledagene henslæbes i mørke og med stueurets sagte tikken, som det eneste festlige indslag.

Vi sover nu med mundbind på og bruger gummihandsker ved toiletbesøg.

Alt julemaden er pakket ind i plastic og tørres omhyggeligt af, inden det serveres på afsprittede tallerkner og hygiejnisk engangsbestik.

Det er forbudt af drikke alkohol, synge, danse og åbne gaver, som man ikke selv har pakket ind.

2. jule-nedlukningsdag mødes vi på skype med fætre og kusiner. Lyden er elendig og onkel Kurt har fundet det traditionelle filter, der får han til at ligne en kat.

Der er ikke længere nogen, der kan huske, hvorfor vi fejre julens nedlukning og alle er enige om, at det er en helt utrolig kedsommelig højtid.

Folk bliver stressede, uligevægtige og er ved af rykke hovederne af hinanden af ren og skær kedsomhed.

Børnene røvkeder sig og enkelte af de voksne drikker i smug efter klokken 22, bare for at klarer sig igennem dagene.

Alle glæder sig til at hverdagen begynder igen.

Børnene glæder sig til at komme i skole og de voksne glæder til at kunne gå på toilettet i fred.

xxx

I går aftes faldt jeg i søvn på sofaen.

Jeg var alene hjemme, havde ild i brændeovnen og tændt fjernsynet.

Der var så håndbold og en uendelig nyhedsopdatering omkring coronasituationen.

Jeg er imponerende uinteresseret i sport og bliver ramt af akut kvalme, når journalister forgæves forsøger at give coronaminken et nyt perspektiv.

Jeg besluttede mig for at streame noget spændende fjerner.

Det tog mig lang tid at finde noget, som åbenbart var så uinteressant, at jeg omgående faldt i søvn på sofaen.

Da jeg vågnede med ondt i nakken, sad sømanden i lænestolen.

-du er lige kommet hjem? Jeg kiggede forundret på ham.

-hvad mener du? Sømanden kiggede forvirret på mig,- jeg har da været hjemme længe, vi har da lige talt sammen!

Så besluttede jeg mig for at gå i seng.

Børstede tænder, klargjorde min CAP-maskine og lagde mig i sengen med at tilfredst suk, slukkede lyset og trak dynen op om hagen.

Nu skulle der soves.

Træt og lækkersøvnig, det var lige mig.

Men åbenbart, så var min hjerne ikke enig.

I det sekund jeg slukkede lyset, så begyndte den at spekulere over pakkekalendere.

Hjernen nægte simpelthen at slappe af, før jeg var kommet i tanke om alle 24 pakker, i den pakkekalender, som jeg har lavet til ældstebarnet.

-pasta, tænkte jeg så.

-pasta, vanter, vaskepose, sennep…

Jeg nåede op på 19 pakker.

Så kom jeg til at tænke på en irriterende person, som engang har sagt noget irriterende, hvilket jeg blev helt utroligt irriteret over.

Så blev jeg irriteret over, at jeg ikke havde sagt til personen, at jeg blev megairriteret over, at personen var så irriterende.

Så kom jeg til at tænke på udstoppede zebraer.

Om vi egentlig har plads til sådan en inde i stuen.

Hvad med et vildsvin?

Hvilket fik mig til at tænke på, at vi trænger til at få malet stuen.

Hvilken farve?

Måske tapet?

Så kom jeg i tanke om pakke nummer 20.

Så tænkte jeg over, hvorfor er det, at man kan falde i søvn foran fjernsynet, fordi man er så utroligt træt, være så søvnig, at man næsten ikke kan holde på tandbørsten, men i det øjeblik man skal sove, så lukker hjernen op for rodekassen med uafsluttede tanker og ligegyldige tankerækker?

Der findes sikkert teknikker og strategier, men dem kan jeg aldrig rigtigt huske, når jeg ikke kan sove.

Det er ikke den dør, som hjernen vælger at holde åbent.

Til gengæld, så kan jeg blive helt vanvittigt irriteret på sømanden, som ligger der og sover henført.

Som et uskyldigt englebarn med fuldskæg.

Han går i seng, læser 2,4 sider i en bog, lægger bogen på natbordet, slukker lyset og går ud som et lys.

På ryggen, med hænderne foldet på brystet og en afslappet vejrtrækning

Det er simpelthen trælst.

Jeg er mere typen, der roterer som en disko-kugle. Krøller lagnet og få bimset pudebetrækket af hovedpuden. Stirrer fortabt ud i mørket, imens jeg skiftevis har det for varmt og for koldt.

Det har dog hjulpet, efter at jeg har fået konstateret søvnapnø. Det betyder, at jeg hver aften kobler mig til en maskine, der hjælper på min vejrtrækning.

Det er ikke specielt sexet.

Men det virker.

Jeg falder hurtigere i søvn, sover bedre og dybere.

Bortset fra den gang, hvor luftslangen var kommet i klemme under melonerne.

Det var kritisk.

xxx

December kom jo ræsende ind af døren, og jeg er nu officielt færdig med at pynte til jul.

Altså næsten.

For jeg mangler lidt.

Jeg mangler en lille pose med gamle piberenser julemænd.

Et skattet genbrugsfund, indkøbt sidste jul i “Skagen antik og Genbrug” til den fyrstelig sum af 50 kr.

Jeg slæbte dem triumferende hjem på matriklen og anbragte dem forsigtigt og omhyggeligt i det glasskab, hvor jeg også opbevarer mit vildsvinekranie.

Da julen var slut, lagde jeg omhyggeligt hele herligheden ned i en lille pose.

Altså kun nisserne, ikke kraniet.

Så meget husker jeg.

Problemet er bare, at jeg ikke kan huske, hvor jeg lagde posen.

Sidste jul tog jeg åbenbart en rask beslutning om, at de var for værdifulde til at blive opbevaret sammen med resten af julepynten oppe på loftet.

Men hvor har jeg så lagt dem?

Det står hen i det uvisse, og er en melodi, som jeg efterhånden har afspillet mange gange i mit liv.

Hver morgen bruger jeg en del tid på at lede efter mine briller, cykelnøgler og læbepomade. På ugentlig basis leder jeg jævnligt efter pung, telefon og den bog jeg er i gang med at læse.

Og jeg er engang kommet hjem fra en tur til Hjørring uden sko og frakke.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor det blev af.

Belært af bitter erfaring har sømanden derfor besluttet, at vi kun har en bilnøgle i cirkulation.

Den anden har han gemt et hemmeligt sted.

-så har vi nemlig en reserve, når du smider den her væk, meddelte han snusfornuftigt, da jeg undrede mig over, at vi kun havde fået en nøgle til bilen.

Og så mindede han mig om dengang min nøgle til hoveddøren var væk i to år, før vi fandt den i en kasse med gammelt ragelse.

Så kunne jeg egentligt godt huske, at jeg havde lagt den der.

Det er bare det, at jeg selv synes, at jeg er så snedig, når jeg lægger ting og sager på steder, der er nemme at huske.

Og glemmer hvor det er.

Så nu håber jeg på, at der er sådan en glemmekasse i himlen.

Når Sankt Peter har åbnet porten, man har fået sine vinger og krammet alle dem man har savnet, så forestiller jeg mig, at man får udleveret sådan en arkivkasse.

Sort med et håndtag i sølv.

En lille diskret etiket i den ene ende, hvor der med sirlig håndskrift står: Lauras bortkomne sager.

Så kan jeg åbne låget og råbe: -aha, der var den ørering, nøgle, læbestift og kondisko.

Og hvis det er rigtigt godt, så vil der være en lille seddel på hver ting.

“Glemt i A-Z, d. 21. januar 2007” kunne der for eksempel stå.

“Tabt under cykeltur, 6.august 1998”

“Gemt i brødskuffen, 10. april 2012”

Så skal jeg ikke rigtigt bede om mere.

Bortset fra et andet instrument end en harpe.

Det passer ikke rigtigt til mit temperament.

xxx

Så, nu gider jeg altså ikke tale mere om det corona.

Jeg orker det simpelthen ikke.

Så holder vi!

Jeg har besluttet mig for at lave strudsen og stikke hovedet i busken.

Ude af øje, ude af sind, det er mit nye motto.

Så jeg slukker for tv-avisen og og skifter kanal på radioen.

Undgår at læse aviser og begynder højtlydt at synge la-la-la-la-la, hver gang personer indleder en samtale, der handler om vacciner, test og smittetal.

Jeg har bestemt mig for at ignorere virkeligheden, akkurat som når man skal opdrage en uartig hund.

Ignorere upassende adfærd.

Jeg kan godt være lidt i tvivl om det virker, men jeg er villig til at gøre forsøget.

Fremover vil jeg tysse på folk, der taler om corona.

-ti stille, vil jeg så råbe, -nu er det nok!

Og så vil jeg begynde at synge “Last Christmas” meget højt og meget skingert, imens jeg hænger tilfældige lyskæder på tilfældige stakitter.

Og måske vil jeg begynde at drikke julesnaps direkte af flasken, iføre mig en lidt for stor nissehue og bare fuldstændigt ignorere den virkelighed, som vi alle sammen lever i.

For jeg gider simpelthen ikke mere.

Jeg er så træt.

Færdig.

Solgt til stanglakrids.

Jeg får kvalme bare ved tanken om isolation, karantæne og pressemøder.

Jeg kan mærke at vanviddet trænger sig på og ubeskriveligt mange frustrationer ligger og skvulper rundt i min indre brækspand.

Så derfor har jeg bygget mig en jule-jahat.

Den er stor og fyldt med glimmer og toppet med en lyskæde.

Og op af hatten vil jeg trække julehumør, julepynt, knallerter og glaskugler.

Og det kan godt være, at det er en fortrængning af fakta, meget umodent og en virkelighedsflugt.

Men det er en overlevelsesstrategi.

En backup, noget at stå på og noget andet tale om, imens vi venter på det tredje stik, den nye variant og smittekædernes galop.

Så når folk begynde at tale om Mr. C., så vil jeg tage hatten på, snurre rundt om mig selv og synge jule potpourri.

Det er det, som mit overskud rækker til lige nu.

Sådan er det.

xxx

Nå, men så kom min yndlingsserie da lige i fjerneren.

Fam’ne osse på tide, at de lavede en fortsættelse af “Pressemødet”, den har jo efterhånden halet ind på Horton-sagaen.

Dejligt trygt og genkendeligt, de samme replikker, kulissen er genbrug og tegnsprogsdamen hænger godt fast dernede i hjørnet.

Akkurat som det plejer at være.

Så godt de kom forbi, og gav os lidt indhold i tilværelsen.

Hvad skulle vi ellers få tiden til at gå med, her i det tiltagende vintermørke.

Nu har vi jo lidt at snakke om, når vi møder ind på arbejde i morgen.

Så kan vi rigtigt snakke om coronapas og mundbind.

Det bliver skide hyggeligt.

Restriktioner, indlæggelsestal og håndsprit, krydret med fortællinger fra det virkelige liv, hvor nogen altid kender nogen…

Armen, det er da super.

Jeg glæder mig allerede.

Jeg hørte ikke pressemødet til ende.

Gav op, der hvor journalisterne forsøgte at stille nye spændende spørgsmål.

Det lykkes ikke rigtigt.

Så valgte jeg at skrue op for julemusikken.

Fyrede op under en engelsk udgave af bedste, der blev kørt over af et rensdyr.

Imens jeg stædigt hang kugler på mit hvide juletræ af plastic.

Alternativet ville være at bryde ud i vandvids latter.

Kaste nakken tilbage og grine højt op i luften.

-hahahahaaaaa, mundbind!

-arhhahahahah, coronapas!

-vaccine!

Det er da ikke noget problem, jeg danser da bare min lille sindssyge jokerdans i hvide underbukser, så finder jeg da at sted inde i mig selv, hvor jeg crazy nok til at kunne håndtere endnu en coronavinter.

Intet problem, giv mig da bare det mundbind på, så kan jeg da heldigvis nøjes med at lade vanviddet lyse ud af øjnene.

-ahahahahahaah…

Den klarer jeg da som en mis.

Og det allerfedeste bliver samtaleemnerne. Hvis samfundet lukker lige så stille ned, og alt bliver aflyst, så skal vi jo igen til at sidde der, isoleret på matriklen, sammen med resten af familien. Dag ud og dag ind.

Dèt bliver hyggeligt.

Sikken en jul.

Og vi har jo prøvet det hele før, så det er jo faktisk en tradition.

Fedt.

Og Søren ved det jo godt. Han ved godt, at vi synes, at det er trælst.

Vi ved også godt, at vi synes, at det er trælst.

Det er trælst.

Og det mest trælse er, at vi er nødt til at gøre det.

Mundbindet, coronapasset og det.

Så nu kan vi jo bare afvente næste afsnit af “Pressemødet”.

Det bliver spændende…

xxx