Tag: bloglaurabork

Joker

Nå, men så kom min yndlingsserie da lige i fjerneren.

Fam’ne osse på tide, at de lavede en fortsættelse af “Pressemødet”, den har jo efterhånden halet ind på Horton-sagaen.

Dejligt trygt og genkendeligt, de samme replikker, kulissen er genbrug og tegnsprogsdamen hænger godt fast dernede i hjørnet.

Akkurat som det plejer at være.

Så godt de kom forbi, og gav os lidt indhold i tilværelsen.

Hvad skulle vi ellers få tiden til at gå med, her i det tiltagende vintermørke.

Nu har vi jo lidt at snakke om, når vi møder ind på arbejde i morgen.

Så kan vi rigtigt snakke om coronapas og mundbind.

Det bliver skide hyggeligt.

Restriktioner, indlæggelsestal og håndsprit, krydret med fortællinger fra det virkelige liv, hvor nogen altid kender nogen…

Armen, det er da super.

Jeg glæder mig allerede.

Jeg hørte ikke pressemødet til ende.

Gav op, der hvor journalisterne forsøgte at stille nye spændende spørgsmål.

Det lykkes ikke rigtigt.

Så valgte jeg at skrue op for julemusikken.

Fyrede op under en engelsk udgave af bedste, der blev kørt over af et rensdyr.

Imens jeg stædigt hang kugler på mit hvide juletræ af plastic.

Alternativet ville være at bryde ud i vandvids latter.

Kaste nakken tilbage og grine højt op i luften.

-hahahahaaaaa, mundbind!

-arhhahahahah, coronapas!

-vaccine!

Det er da ikke noget problem, jeg danser da bare min lille sindssyge jokerdans i hvide underbukser, så finder jeg da at sted inde i mig selv, hvor jeg crazy nok til at kunne håndtere endnu en coronavinter.

Intet problem, giv mig da bare det mundbind på, så kan jeg da heldigvis nøjes med at lade vanviddet lyse ud af øjnene.

-ahahahahahaah…

Den klarer jeg da som en mis.

Og det allerfedeste bliver samtaleemnerne. Hvis samfundet lukker lige så stille ned, og alt bliver aflyst, så skal vi jo igen til at sidde der, isoleret på matriklen, sammen med resten af familien. Dag ud og dag ind.

Dèt bliver hyggeligt.

Sikken en jul.

Og vi har jo prøvet det hele før, så det er jo faktisk en tradition.

Fedt.

Og Søren ved det jo godt. Han ved godt, at vi synes, at det er trælst.

Vi ved også godt, at vi synes, at det er trælst.

Det er trælst.

Og det mest trælse er, at vi er nødt til at gøre det.

Mundbindet, coronapasset og det.

Så nu kan vi jo bare afvente næste afsnit af “Pressemødet”.

Det bliver spændende…

xxx

Synd for mig

-åhh, hvor er det synd for dig, meddelte en tidligere kollega, en tilfældig tirsdag i december for et par år siden, hvor vi sad med formiddagskaffen.

Selvom jeg da altid kan trække en syndparagraf op af baglommen i en snæver vending, så var jeg da lige lidt i tvivl om, hvad hun mente.

Jeg blev nødt til at spørge ind.

-hvad tænker du på? Spurgte jeg lidt bekymret, imens jeg nippede til den varme kaffe.

-det er så synd for dig, at dine naboer har så dårlig en smag!

Den måtte jeg lige tænke lidt over.

Dårlig smag.

Mine naboer bor da sådan meget almindeligt.

-ej, hvorfor siger du det?

Jeg var lidt forvirret.

-åh, sukkede min tidligere kollega og var tydeligt frustreret over mine naboers helt utrolige dårlige stil og min ringe fatteevne, -jeg kørte fordi dit hus i går, og så kunne jeg ikke undgå at bemærke den rædselsfulde lyskæde, som dine naboer har hængt op ud mod vejen.

-lyskæde?

Her begyndte jeg at fornemme, at samtalen nok ville ende et lidt uheldigt sted.

-ja, fortsatte min tidligere kollega, -den der skrækkelige lyskæde i flere farver, også har de oven i købte sat den til blinke. Hvor må det være forfærdeligt at bo ved siden af nogen, der har så dårlig en smag.

Hun kiggede på mig, hen over kaffekoppen, fuld af omsorgsfuld forståelse.

Så faldt tiøren.

-nå, den lyskæde, sagde jeg og trak på skulderne, -det er min!

Så var der stille lidt.

Helt stille.

Jeg drak lidt mere kaffe og hun vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle fortsætte samtalen.

Smag og behag er jo som bekendt forskelligt, og jeg ved godt, at jeg kom til at melde afbud til det møde, hvor der blev aftalt at koldt hvidt lys er det pæneste julelys.

Jeg fik heller ikke tilsendt referatet af det møde, hvor det åbenbart også blev vedtaget, at det er tilladt at hakke på alle med kulørte lyskæder.

Helt åbenlyst.

Det er bare ikke så tit, at jeg får deltaget i de der kvindemøder.

Hvis jeg begyndte at deltage i møderne, så ville jeg jo nok have lidt mere styr på, hvornår jeg skal drikke ingefærshots, hvilke vaser der er moderne, hvorfor vi alle sammen pludseligt går i det samme tøj og ikke mindst få min julebelysning under kontrol.

Men jeg bliver altid optaget af noget andet. Rhanders handsker, en taske formet som en kat og hvor utroligt mange funktioner sådan en kulørt lyskæde egentligt har.

-så skulle det da også være første gang, at du gjorde som alle de andre, sukkede studievejlederen, imens vi klatrede over en klit, for at komme forbi noget meget seriøst vejarbejde på nazituren.

Det måtte jeg give hende ret i.

-jeg har bare så svært ved at forstå, at folk kan være så sikre på deres egen smag, at de forbeholder sig ret til at kommentere andres, sagde jeg og følte mig en lille smule mere velopdragen end alle andre.

-ja, svarede studievejlederne og begyndte hjemturen, -så er det da bare godt, at hun ikke bor på vores vej.

Og så måtte jeg give studievejlederen ret igen.

For så ville min tidligere kollega da både få ondt i øjnene og den gode smag.

Men vi har en fest, derude på vejen.

Og det er vel det vigtigste.

xxx

Ønskelisten

Forleden blev jeg afkrævet en ønskeliste.

Julegaveønskeliste.

Jeg blev inspireret af 80’erne og skrev, at jeg ønskede mig fred i verden.

Det skrev vi altid i de der venindebøger, hvor man skulle skrive alle mulige peronlige oplysninger. Man blev tildelt to sider med fortrykte spørgsmål om familiemedlemmer, yndlingsting og fødselsdatoer.

Så skrev man omhyggeligt lyserød, boller i karry og Dirty Dancing med sin pæneste håndskrift.

Og så var der altid den der linje, hvor man skulle skrive sit højeste ønske.

Så skrev man “Fred i verden”.

For det var det rigtige svar på det spørgsmål, selvom man måske i virkeligheden allermest ønskede sig den gule walkman fra Sony.

Nu nu går den åbenbart ikke længere, den der med fred i verden, for jeg blev korrekset og henstillet til at notere noget, der kunne købes i en butik.

Og det gjorde straks sagen lidt mere kompliceret.

For hvad ønsker man sig lige, når man er voksen og køber det meste selv, fordi man ikke kan vente til juleaften med at få de guldsko.

Og man vil heller ikke løbe den risiko, at de er udsolgt, når sømanden endelig strammer op og går på indkøb den 22. december.

Så kan man altså godt blive lidt ideforladt, når man udfylde årets ønskeseddel.

Sømanden har løst dilemmaet for mange år siden.

Han ønsker sig systematisk strømper, underbukser, en herreduft og en æske afbrændte tændstikker.

Fik han underbukser sidste år, så ønsker han sig strømper i år.

Et cirkulært forløb, som jo også holder de faste udgifter nede.

Han er selv meget tilfreds med ordningen.

Problemet er jo løst, og så er der tid til at gå i cykelværkstedet.

Lidt som en herre jeg engang kendte, som fik det samme sæt undertøj hvert år. Dagen efter juleaften blev det omhyggeligt lagt i skabet til næste jul, hvor sættet blev pakket ind og lagt under træet endnu en gang.

Sømanden blev fuld af beundring, da han hørte om sættet, der blev indkøbt i 70’erne og forsat cirkulerede i 80’erne.

Smart, sparsommeligt og løsningsorienteret.

Nemt.

Vi kunne selvfølgeligt godt gå godhedens vej og give hinanden geder, høns, et stykke regnskov eller en klimakompensation. Så kunne vi sidde der og være sådan helt selvfede juleaften, fordi vi var sådan nogle rige hvide typer, der delte ud af vores overflod.

Og jeg vil gerne dele ud af min overflod, forære geder væk og betale CO2-gæld, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg synes om at åbne et gavekort på en ged juleaften.

Så kan man sidde der og kigge på et opstillet foto af glade folk et sted i Afrika, der lykkeligt trækker afsted med ens julegave.

Jeg vil gerne give en ged, men jeg gider ikke rigtigt have den i julegave.

I julegave vil jeg gerne have noget luksus, noget lækkert, noget til mig.

Så skal jeg bare lige have fundet på, hvad det skal være…

xxx

Gemt og glemt

For et par år siden sad jeg og sludrede med en kollega.

Det var hyggeligt.

Vi drak kaffe og spiste kiks.

Chokoladekiks.

Prinzen Rolle, for at være helt nøjagtig.

Imens jeg sad med en helt ny kiks i hånden, kom vi til at grine.

Jeg kan ikke huske, hvad vi grinede af, men bagefter var kiksen væk.

Pist væk.

Gone.

Vi kiggede over alt.

Under bordet, under stolen, under reolen.

Den var forsvundet.

Det var lidt mystisk.

Men så tog jeg en ny kiks fra pakken, og sagen gik i glemmebogen.

Ude af øje, ude af sind.

Indtil jeg kom hjem.

Jeg ved ikke med jer, men et af højdepunkterne på min dag er, når jeg kan spænde bh’en op om eftermiddagen.

Sætte ting fri og holde fri.

Den bedste følelse i verden.

Sommetider er jeg nødt til at råbe et højt åhhhh, bare fordi det er så skønt.

Så det gjorde jeg også den dag.

Hægtede op og råbte åhhh.

Så var det, at jeg fik øje på den.

Kiksen.

Den lå i min bh.

Den venstre side.

Kiksen fejlede ingenting.

Den var helt rund og fin, som om den lige var taget op af pakken.

Til gengæld havde jeg et mærke på mit venstre bryst.

Nærmest et stempel.

Man kunne se prinsen helt tydeligt, med spredte ben og krone.

Omgivet af den karakteristiske cirkel med små buer og prikker.

Jeg tog kiksen op af bh’en.

Utroligt nok var chokoladen ikke smeltet.

Kiksen var ikke knækket.

Så stod jeg der i soveværelset efter en lang arbejdsdag. Kun iført underbukser og med en perfekt Prinzen Rolle i hånden.

Så åd jeg den.

Kiksen.

Den smagte fint.

xxx

25 stk.

I går gik jeg 25 skridt.

25.

Altså ifølge min telefon, som trofast har registreret mine skridt hver eneste dag.

Jeg anede ikke, at den funktion fandtes før for nylig, hvor tøserne gjorde mig opmærksom på det.

En lille hvid app med et rødt hjerte holder åbenbart øje med min sundhed og daglige motion.

Den registrere flittigt antal skridt pr. dag, uge, måned og år.

Udregner gennemsnit og sammenligner med tidliger resultater.

Så kan man rigtigt følge med i sine fremskridt.

Så nu ved jeg, hvor mange skridt jeg gik sidste år i marts.

Og april for den sags skyld.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge den info til, og den ville jo nok også være lidt mere præcis, hvis jeg ville huske at tage telefonen med, når jeg stavrer over heden med studievejlederen.

Men 25 skridt, det er godt nok ikke ret meget.

Der er langt til de anbefalede 10.000.

9975 være at være helt nøjagtig.

Og jeg må da indrømme, at jeg blev grebet af funktionen, da jeg først opdagede den.

Jeg satte mig omgående et mål på 10.000 skridt om dagen.

Eller i hvert fald det mål, at jeg ville have telefonen med i lommen, så den kunne registrere den enorme mængde skridt, som jeg var fuldstændigt overbevist om, at jeg gik hver dag.

Jeg startede med støvsugning.

Så kedelig en aktivitet må da udløse noget sundhedsbonus, ellers er der da ingen retfærdighed til.

Nu har jeg ikke ret meget tøj med lommer, og da anbefalingen lød på, at telefonen skulle opbevares tæt på hoften, hvor den havde mulighed for følge hoftens svingninger, så var sædvanlige løsning med at proppe telefonen i bh’en ikke så oplagt. Desuden har bh-løsningen en tendens til at starte mit kamera, og dermed gøre mig til den stolte ejer af en 10 sekunders film indefra en solid dame bysteholder.

Og det er slet ikke så sexet som det lyder.

Så derfor fandt jeg en lille taske, som jeg kunne bære på skrå, imens støvsugeren blev drevet rundt i huset.

Efter endt støvsugningsseance åbnede jeg spændt for telefonen.

235 skridt.

235!

Ufatteligt skuffende.

På linje med den gang jeg opdagede, at man skal løbetræne i noget der minder om 1000 år, for at forbrænde en marsbar.

Åbenbart går jeg ikke så mange skridt, når jeg støvsuger. Jeg er vist mere typen der står stille også rækker armene ud, så langt som jeg kan.

Frem og tilbage, frem og tilbage.

Så hang jeg vasketøj op.

45 skridt.

Så spurgte jeg, om studievejlederen ville med på nazituren.

Det hjalp gevaldigt på regnskabet, og en tur til den lokale pakkepusher fik regnskabet til nærme sig de 10.000.

Til sidst endte jeg med at gå i cirkler i gårdhaven, for at hente de sidste 122.

Sømanden kiggede bekymret ud af køkkenvinduet.

Han var ved at skrælle gulerødder.

-hvad fanden laver du? Mimede han, og sendte mig et blik der lige umiddelbart afskrev mig som normal fungerende.

Jeg ramte de 10 store.

10.022 hvis vi skal gå i detaljer.

Og det kan jeg mærke, at jeg ikke er så god til, når det kommer til skridt.

Det med detaljer.

Jeg udvikler omgående en tvangsidioti, der rider mig som en mare og tager al glæden ud af den daglige gåtur.

Så nu er jeg begyndte at gå til og fra arbejde, og kombineret med nazituren, så rammer det sådan nogenlunde den anbefalede daglige motion.

Plus minus.

xxx

Kikstanke

-har du en affære?

Sømanden kiggede vredt på mig med armene over kors.

Det kom lidt bag på mig.

Jeg var lige ved at hækle en citrongul kant på en klarklud.

-hvad mener du?

Jeg var ærligt talt lidt forvirret og en smule paf.

Sømanden insisterede.

-har du en affære med en bager?

Hans brune øjne stirrede intenst på mig tværs igennem stuen.

-neaaj, var det eneste jeg kunne frembringe.

Så var der stille lidt.

Jeg hæklede et par masker mere.

Sømanden blev stående.

-men hvorfor tror du det?

Jeg kiggede op fra klarkluden.

Sømanden pegede ud af vinduet.

-det er fordi bilen er fuld af krummer, så tænkte jeg på, om du måske så en bager i al hemmelighed. Hvorfor skulle der ellers være krummer overalt, når vi nu har aftalt, at vi ikke spiser i bilen!

Ups!

Jeg tilstod affæren.

Genstanden for min kærlighed var ikke en bager, men med en rulle chokolade kiks.

Prinzen Rolle.

Jeg erindrede et forsøg på at feje krummerne væk, men også et akut koncentrationstab, da jeg helt sikkert var blevet optaget af vigtigere ting end krummer på et bilsæde.

Jeg fik et kursus i kiksespiseri af sømanden.

Han demonstrerede pædagogisk, hvordan jeg kunne lave en dyb vejrtrækning samtidigt med, at jeg bed af en kiks.

På den måde ville eventuelle fritgående krummer blive suget med ind i munden, når mine tænder bed kiksen over.

Sug og bid.

Sømanden stod foran mig og spiste fantasikiks.

Sug og bid.

Så påpegede jeg forsigtigt, men alligevel overbevisende, at det ville kunne udløse et akut hosteanfald, sådan at suge, når man bed af en kiks.

-det er da muligt, sagde sømanden og mente, at et mindre hosteanfald klart ville være at foretrække frem for et lag kiksekrummer på begge forsæder.

Chokoladekiks vel og mærke.

Så argumenterede jeg for faren ved at få et hoste anfald, imens man kører bil.

Sømanden foreslog, at jeg i så fald afholdt mig fra at spise kiks i bilen.

Det så jeg ikke som en mulighed.

Og så stod vi der, som to optrukne fronter ved et kommunalvalg, hvor demokratiet skal få krummer og chokoladekiks til at mødes.

Og spørgsmålet hænger stadigvæk i luften.

Hvis man vælger at spise kiks i bilen, skal man så suge imens?

xxx

Julens glæde

Har I tænkt over, at det snart er jul?

Det gik op for mig i forgårs.

Som et lille flag, der rejste sig inde i hjernebarken.

Christmas.

Lige nu er det den orange halloweenfidus, der har roret. Liret op med spindelsvæv, skeletter og lysende græskar.

Men lige om lidt, så forsvinder uhyggens plasticgilde ned i det sorte hul, og julens glimmer begynder langsomt at snige sig ind.

Så skal der spises gløgg og drikkes æbleskiver.

Af ustabile hvide engangskrus, og små paptallerkener, der bliver opløst og bløde af den tilhørende syltetøj. Og man balancerer håbefuldt med begge dele, men alligevel så drysser det hvide flourmelis på linoleumsgulvet, imens man tappert kæmper for at nå hen til det alt for lave bord, med de alt for små skamler i lakeret fyrretræ.

Og man indtager æbleskiverne, der er underligt hårde i den ene side, imens man afventer det uundgåelige ekspolsive hosteanfald udløst af alt for meget flourmelis og for lidt syltetøj.

Det kan heldigvis lindres af den pislunkne gløgg, og hvis man lægger nakken helt tilbage, så kan man også få nogle opsvumlede rosiner med i pakken.

Plasticskeen, som blev udleveret til at røre i gløgg’en med, er forlængst knækket, og man sidder nu tilbage med en lille bitte pind og lille bitte skål, der mest af alt minder om noget tilbehør til et hjemmelavet dukkehus fra 1970’erne.

Er man rigtig heldig, så er der også pakkespil.

Eller julebanko.

Tombola måske.

Og der er helt sikkert nogen, der har siddet på pladsen før dig.

For de har spildt gløgg, syltetøj og noget udefinerbart på den tynde papirsdug, som nu langsomt er begyndt at slå revner.

Men vi spiser gløgg’en og drikker æbleskiverne, fordi nogen har gjort sig umage, brugt arbejdstimer, og knoklet sig igennem sure miner og kvindefnidder, så vi allesammen rigtigt kan julehygge.

Og bagefter skal der ryddes op og fejes gulv, og det er altid de samme, der er sure over, at de andre ikke hjælper nok.

Og måske har man købt noget julepynt og en dekoration, sådan for at støtte et godt formål.

Med en lille smule halsbrand og lidt klistrede fingre, får man så fundet sin jakke, sine børn og den indkøbte dekoration, hvor lyset hælder en lille smule til venstre og to af kuglerne dingler fra en tør grangren, som et par symbolske lange løg.

Med glimmer på.

Og hele herligheden hældes beslutsomt ind i bilen, imens man spekulerer på, om de fire nyindkøbte og uhyggeligt grimme koglenisser kan gå an som en gave til næste dags helt utroligt spændende pakkespilscirkus.

Forventningen vil da ingen ende tage.

Og når man så sidder der i bilen og venter på at de andre strammer op og får skredet flisen, så man selv kan bakke ud og komme hjem, så kan man altid lune sig lidt ved tanken om julefrokosten.

Voksenfesten.

Hvor vi skal spise alt for meget sild med karrysalat og rå løg, og drikke os bimmelim i mystiske drinks og hjemmelavet irish coffee.

Med dåse flødeskum.

Som lugter en lille smule af babybræk, smelter mistænkeligt hurtigt og efterlader hvide striber i karatkaffen, der i forvejen var lidt for tynd.

Imens vi synger med på julehits fra firserne, danser med Bent fra økonomisk og trækker frisk luft med alle dem, der ikke ryger, men som lige skal låne en smøg.

Bare en enkelt.

Og så står vi der, imens vi skutter os i aftenkulden, kigger op på stjernehimlen og hviler sjælen et øjeblik.

Det må vi nemlig i år.

Skrue os i nylonstrømper, stive håret af med lak og hænge gejl i ørerne.

Tage til julefrokost, julbal, julehygge.

Vi må være sammen med nogen, der ikke er vores familie.

Og det er famne optur.

Og man må tage på værtshus bagefter.

“Gå i byen”, som vi sagde i firserne.

Svanse ind på havnekroen, uden mundbind, falde i snak med tilfældige mennesker og udfordre fremmede til en omgang billard.

Det er jeg i øvrigt vanvittig dårlige til, og jeg har aldrig rigtigt fattet systemet med alle de kugler, selvom jeg har spillet det en del gange, imens gravalvorlige mænd har sat seriøse streger med hvidt kridt på en skævt hængende pointtavle.

Og vi kan også danse, hvis vi har lyst.

Og grine med åben mund.

Det bliver en fest.

Og man må ogs¨å dele en taxa hjem, selv om man ikke er i den samme sociale boble.

Så julen nærmer sig faktisk, og lige om lidt er det den første søndag i advent.

Så skal vi rigtigt drikke gløgg og spise æbleskiver.

xxx

Forventningens glæde

Jeg skal fem ting inden jul.

Fem.

1-2-3-4-5.

Det er en tur til hovedstaden, en 50 års fødselsdag, noget julefrokosthalløj og et juleshow med overnatning på hotel.

Juleshowet er en invitation fra sømandens arbejdsplads, som han i første omgang takkede nej til, da den estimerede mængde af spandex med glimmer, fjerboaer og danseseancer langt oversteg sømandens behov.

Sømandens behov for den slags kan sagtnes ligge en gammeldags sodavandskapsel.

Men han kom til at nævne det for mig, så nu er vi meldt til.

Og jeg glæder mig helt vildt.

Tænk, at vi må foretage os ting og sager.

Tænk, at vi må være sammen med andre mennesker.

Tænk lige på det.

Så nu er jeg begyndte at google sko.

Altså hvis ikke 5 fine begivenheder kalder på nye sko, så fatter jeg da ikke, hvornår behovet for nye sko ellers skulle komme i spil.

Så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg faktisk har et par rigtigt fine nye sko i guld og lyserød.

Med ankelrem.

Kun brugt 2 gange.

Købt for 2 et halvt år siden.

Skide corona.

De står helt fine og spritnye inde i skabet.

Dem kunne jeg selvfølgelig godt bruge.

Den ene gang i hvertfald.

Jeg glæder mig bare til at begynde at komme lidt ud.

Så skal jeg have makeup og kjole på, krølle mit hår og skrue læbestiften ud af hylstret.

Rød, naturligvis.

Postkasserød.

Så skal jeg have drinks og grine, synge med, fortælle og høre sjove historier, hvor den sidste del bare er noget, som man selv finder på.

For fun.

Og når festen er ovre, og man er vaklet i seng, lettere bimmelim, så kan man lægge sit hoved på puden med et lille smil.

For det er jo slet ikke ovre endnu.

For efter festen, næste dag, om mandagen, tirsdag aften, torsdag morgen, så har man rent faktisk noget at snakke om.

Noget at fortælle.

Man har oplevet noget.

Så op i røven med om festen bliver dødkedeligt, en tør kiks eller en ubeskrivelig langtrukken, for så kan man jo snakke om det.

Fortælle om de trættende lejlighedssange, de triste tarteletter og en bordherre der tilsyneladende kun kunne enstavelsesord, men som til gengæld smaskede helt utroligt højt og kløede sig intens i øret under hovedretten.

Det er helt fint.

For så får vi noget at snakke om.

Noget nyt.

Så behøver vi ikke længere at holde øje med om folk spritter af i Netto, holder afstand eller nyser i ærmet.

For vi har fået lidt mere indhold i livet, lidt mere glæde, lidt flere oplevelser.

Og det er det, som jeg glæder mig allermest over, når jeg tænker på de fem ting, som jeg har i min kalender.

Indholdet, oplevelserne og de nye minder.

Helt uden restriktioner.

Det bliver fedt.

xxx

Ud af skabet

Jeg kan så godt lide efterår.

Det er min yndlingsårstid.

Jeg elsker farverne, duften, den kølige luft og muligheden for at trække i noget pænt tøj.

Bevares, sommertøj er da også pænt, men efterårets garderober byder bare på lidt flere muligheder.

Tørklæder, handsker, strømpebukser, cardigans og pæne sko.

Min personlige sommergarderobe handler lidt mere om, hvor lidt tøj jeg kan have på, uden at blive direkte uanstændig.

Og undgå gnidsår.

Efter en omgang fuldstændigt uvidenskabelig undersøgelse, må jeg konstatere, at sommeren er de fleste menneskers favorit.

Skarpt forfulgt af foråret.

Og jeg forstår godt argumentet med de lysere tider, varmen, solen, stranden, og alt det der.

Jeg synes bare, at sommeren er sådan en lille smule anstrengende.

Det er så forpligtende.

Selvfølgelig bestemmer man selv, hvor meget grilleri, strand og solbadning, man orker at lægge solskoldet ryg til, men uanset hvordan man vender og drejer den, så er der et vist pres på at nyde sommeren, inden den er forbi.

Så er det lidt nemmere med efteråret.

Kampen er ligesom tabt, sommeren er ovre og man kan iføre sig både strømpebukser og lukkede sko, uden at få intense hedeture.

Så jeg elsker efteråret, fordi det er forventningsfrit, køligere og cardigansvenligt.

Bladene i brune og orange farver rasler hyggeligt, fugle, pindsvin og egern pakker ned og gør klar til vinterens komme.

Man kan sidde indenfor med god samvittighed, stearinlysene begynder at leve i halvmørket og brændeovnen står klar i startboksen.

Man kan også godt begynde at tænke en lillebitte smule på julepynt, lyskæder og lakridskonfekt. Det er ikke noget, som man kan sige højt endnu, men man kan godt varme sig lidt ved tanken om fine glaskugler og vintage sølvlametta.

Solen står lavere på himlen, så man kan gå en tur uden solbriller og stråhat. Så kan man bedre se farverne, skyggerne og nuancerne, spotte vildkatte, rådyr og hugorme.

Jeg elsker efteråret, fordi det passer bedre til min personlighed, til mine sysler og interesser.

Så er det tid til at lægge puslespil, brodere, stirre ud af vinduet og glæde sig til kommende events. Som vel og mærke foregår indendørs, så man ikke hele tiden skal være forberedt på mulig regn, hedebølge eller uindbudte vindstød, der altid melder sin ankomst, når man lige har dækket op til fødselsdag ude i haven.

Med papirservietter.

Og balloner.

Jeg elsker efteråret, hvor man sætter bløde fodaftryk i den fugtige jord, hvor morgendisen kryber langsomt afsted og hvor forfald, nedbrydning og opløsning viser sig fra sin allersmukkeste side.

Og mest af alt, elsker jeg, at vi ikke længere er låst inde.

At restriktionerne er ophævet og vi kan tage til koncerter, i biografen, til fest, besøge hinanden og benytte offentlige toiletter, uden at se døden i øjnene.

Det elsker jeg.

Så de korte dage, regne, blæsten og de nøgne træer kan bare komme an.

Jeg er klar.

xxx

Dinner

Jeg fik to røde pølser til aftensmad igår.

Kogte.

I mircobølgeovnen.

Med ketter til.

Sømanden var ikke hjemme og yngstebarnet havde spist.

Derfor skulle jeg selv stå for aftensmaden.

Det er ikke noget, jeg normalt gør.

Så omkring klokken seks stod jeg foran det åbne køleskab og stirrede formålsløst ind på det relativt sørgelige udvalg.

Der var heller ikke rigtigt købt ind til aftensmad.

Det skulle jeg åbenbart også selv stå for.

Irriteret på sømandens fravær stirrede jeg olmt på en halv pakke margarine, en pakke revet ost og et glas syltede agurker.

Det var også et kvart glas jordbærmarmelade, noget soya og en liter mælk.

Ikke rigtigt noget aftensmads-agtigt-noget.

Men så var det, at jeg fik øje på dem.

Pølserne.

Røde, lange og pakket i en blå plastikemballage med et gennemsigtigt kig ind til de fristende banditter.

Hvorfor de lå i køleskabet, står hen i det uvisse.

Havde sømanden indkøbt dem til et formål, havde han glemt dem eller havde de materialiseret sig selv, derinde i fjernt hjørne på den nederste hylde?

Måske var det en gave fra universet?

Eller pølsemanden?

Jeg besluttede mig for at tage imod gaven og flåede pakken ned fra hylden.

Fandt en skarp kniv og skar hul på posen.

Rykkede en desserttallerken op af skuffen, knækkede pølserne over på midten og kylede dem i microovnen.

På en måde så fik jeg faktisk 4 røde pølser den aften.

Med ketchup.

Det var hverken særlig spændende eller inspirerende at spise sådan en gang kogt pølse.

En lille smule svampeagtigt faktisk.

Med en fornemmelse af gele og et skind, som er imponerende svært at bide over.

Jeg kunne selvfølgeligt også sætte mig ind i det madlavningshalløj, svinge gryderne, impulsivt bikse noget lækkert sammen og indtage det i selskab med noget klassisk musik og et glas rødvin.

Men det er jo en af fordelene ved at blive ældre.

Så er man bare helt afklaret med, at nogle ting ikke kommer til at ske.

Jeg er bare ikke typen.

Det kommer ikke til at ske.

Det er sømandens afdeling.

Altså madlavningen, ikke den klassiske musik og rødvinen.

Det er mere øl og Nephew.

Så helt i zen med min rolle i universet sad jeg foran fjerneren og indtog 4 halve kogte røde pølser med en god klat ketchup, imens jeg afventede sømandens hjemkomst.

Og så vil jeg spørge, om han gider at lave en omgang boller i karry.

Med løse ris.

xxx