Tag: laurabork

Inde i mit hoved er der en rutchebane.

Eller det er vel nærmere sådan et kæmpe nedløbsrør, som håndværkere bruger, når de er i gang med at renovere noget på femte sal.

Så hænger de sådan et rør uden på huset, som de så kan smide murbrokker, gamle stumper og andet affald ned i.

Neden under røret står der så en container, som opsamler alt det affald, som håndværkerne har smidt ud.

Så er de fri for at okse op og ned af trapperne, få dårlig ryg og alle mulige andre skavanker.

Sådan et rør har jeg inde i mit hoved.

Det hænger uden på huset.

På den vestre siden, så det ikke skæmmer.

Det går Gerda meget op i.

Røret starter oppe ved det lille gavlvindue på loftet.

Jeg har ansat Bent til at holde orden på det loft.

Det er en værre rodebutik, fyldt med kasser, skrammel og ragelse.

Og der kommer hele tiden nyt til.

Noget af det har jeg selv samlet sammen, andet har jeg fået foræret.

Folk er nemlig rigtigt gavmilde, når det gælder om at komme af med deres skrald.

Hvad jeg efterhånden ikke har modtaget af ligegyldige informationer, ævl og kævl, sure opstød og bemærkninger, der klemmes ud af et sideben.

Det hober sig op.

Jeg er ikke så god til at holde styr på det.

Det hober sig op.

Og det fylder.

Derfor har jeg ansat Bent.

Bent er ikke ret høj, og er udstyret med et par helt utroligt korte ben.

Til gengæld går han altid i blå smækbukser.

I nylon.

Og bare tæer i sorte træsko uden hæl.

Uldsokker om vinteren.

Når du taler med Bent, så stikker han hænderne ind under smækken, lægger nakken tilbage og kniber det ene øje i.

Han har sådan nogle små rektangulære briller i rustfrit stål, som han begejstret købte engang i firserne.

Når han går ud i solen, så bliver de til solbriller.

Det synes Bent er røvsmart.

Bent startede i mandags og er nu nået et godt stykke vej med oprydningen.

Han smider simpelthen bare hele baduljen ned i røret.

Kasser med ligegyldig viden, sladder og bagtalelse. Spande med jalousi, misundelse og sure bøvser. Poser med mugne kommentarer og lus i skindpelsen.

Alt sammen noget, som jeg har fået overleveret, afleveret og foræret.

Ting som jeg ikke skal bruge, og ting som jeg ikke har lyst til at bruge.

Så nu smider Bent det ud.

Og han behøver ikke at spørge mig først.

Han smider det bare ned i røret.

På de store bjælker under taget, hænger der poser med dårligt selvværd, snore af usikkerhed og en slidt skoletaske, som jeg ikke engang orker at kigge i.

Bent har lånt en trappestige, så han kan nå det hele.

Og en kost, så han kan feje bagefter.

Egentlig var Bent kun ansat i en tidsbegrænset periode, men jeg har besluttet mig for at fastansætte ham.

For det er nemlig sådan med det loftsrum, det bliver fyldt næsten lige så hurtigt, som Bent kan tømme det.

Så imens Bent smider ud og rydder op, så øver jeg mig.

Jeg øver mig i at sige fra, sige til og bede folk om at tage deres affald med hjem til dem selv, istedet for at efterlade det på mit loft.

xxx

-vil du se min diller? Hylede sømanden forleden morgen klokken kvart over seks.

Jeg var ikke helt vågen, så sådan lige umiddelbart, så takkede jeg nej.

Det var dog en postgang for sent, også så jeg den endnu engang.

Bagefter gik han fløjtende ud i køkkenet for at sætte vand over til morgenkaffen.

-hvorfor er det egentligt, at jeg skal se den hver morgen? Spurgte jeg undrende inde fra soveværelset, da jeg var kommet mig lidt.

Sømanden stak hovedet ind af døren.

-det er fordi, at jeg vil være sikker på, at du ikke glemmer den!

Han nikkede venligt.

-vil du se The Chopper Whopper?

Jeg betakkede mig.

Jeg fik den at se alligevel.

Lige for en sikkerheds skyld.

Og sådan er der forskel på A og B mennesker.

Sømanden er udpræget A-menneske og flår energisk dynen til side, for at springe ind i den nye dag.

Jeg er mere type, der lige skal ligge lidt længere og langsomt komme op til overfladen, imens jeg vipper lidt med tæerne og gaber omhyggeligt.

På det tidpunkt er sømanden allerede i tøjet, har drukket en halv kop kaffe og skrevet tre rasende indlæg på facebook.

Så finder jeg min lille radio, tænder for P8-Jazz og futter i bad.

Så plejer sømanden at snige sig ind på badeværelset, for at smugkigge ind af badeforhænget.

-vil du se min diller? Spørger han så optimistisk.

Jeg siger nej, ser den alligevel og bagefter børster han tænder i et voldsomt tempo.

Så tørrer jeg mig, får tildelt et grundigt klap i rumpen, og så er sømanden sådan set klar til at cykle på havnen.

Men han vil jo gerne følges, så han må vente.

Så han nupper en kop kaffe og to indlæg mere, imens jeg tager tøj på og lægger makeup.

Her begynder hans tålmodighed virkeligt at vride sig, så han går ud for at sætte cyklerne frem.

Ud af køkkenvinduet kan jeg se de to cykler side om side med fronten pegende ud af indkørslen.

Superklar.

Det gælder både cyklerne og sømanden.

Men han ved godt, at han ikke skal jage med mig, så han trasker hvileløst rundt i baggangen, imens jeg tager sko på.

-er du klar? Råber han så ivrigt, når han kan se, at jeg er ved at samle de sidste ting sammen.

I ren og skær fornøjelse over fremgangen, er han somme tider nødt til at ringe lidt med cyklernes ringeklokker.

Ding-ding-ding-ding-ding.

Hans glæde er helt utilsløret, når jeg endelig træder ud af døren.

-vil du med?

Det vil jeg gerne, og begynder at putte mine ting i cykelkurven.

Sømanden tilbyder altid meget høfligt, at jeg kan sætte tingene på hans cykellad.

Jeg takker som regel nej, for det er jo lidt nemmere, at mine ting følges med mig.

Også kører vi, syvsoveren og den morgenfriske.

A-mennesket og B-mennesket.

Ud i hverdagen, morgenbyen og ned mod havnen.

Med og uden diller.

xxx

Sommetider så møder jeg et menneske, der får mig til at tænke på underbukser.

Ikke sexet, uartigt undertøj, sloggitrusser eller boksershorts.

Jeg kommer bare til tænke på underbukser.

Når jeg møde humørsyge, mugne, småfornærmede mennesker, der hoster sure bøvser op, så snart de åbner munden, så er det, at jeg kommer til at tænke på deres underbenklæder.

Det er mest elastikken, jeg har fokus på.

Hvor stram er den elastik egentlig?

Er den for stram?

Er det hele buksen der er for lille, eller er det bare elastikken, der er lidt for kort?

Det har jeg nemlig selv prøvet engang, hvor jeg ved et uheld indkøbte og iførte mig underdrenge i et nummer for små.

Og det kan da ødelægge selv den bedste dag, skal jeg hilse og sige.

Sådan en arbejdsdag med en elastik, der borer sig gnavende ind i maveflæsket, det er satme en lang dag.

Og hvis man går for meget rundt, eller rejser sig for hurtigt op, så kan de have tendens til at påbegynde en nedrulning.

Det er en helt utrolig frustrerende, irriterende og forstyrrende ting at slæbe rundt på.

Og når man er frustreret, irriteret og bliver forstyrret hele tiden, så bliver ens personlige lunte jo også lidt kort.

Og så kan man jo godt gå hen og blive lidt småmuggen.

Så sommertider, så kommer jeg til at tænke på, om den type mennesker er født sure og fornærmede, eller om de i virkeligheden bare skal begynde at købe deres underbukser i et nummer større?

Det vil måske give dem lidt mere luft, på mere end et område af deres liv.

Sømandens holdning er mere enkel og lige til.

Han deler dem op i to grupper.

Uforbedrelige idioter og så dem, der får for lidt.

Det der med for lidt er, ifølge sømanden, årsagen til rigtig mange af verdens problemer.

Uforbedrelige idioter bærer årsagen til resten.

Når det så er sorteret, puttet i kasser og sat op på hylden, så cykler han en tur rundt havnen iført sin falmede blå busseronne.

Og tilbage sidder jeg så, og prøver at se sagen fra alle vinkler.

Leder efter folks empatiske sider, prøver at finde de gode sider, i de mest småskårne, fluekneppende, humørsyge mennesker, der hellere vil have en finger i øjet, end at give til fællesskabet.

For tænk nu, hvis de blev snydt, narret, sprunget over i køen eller kom at til bidrage med femogtyve øre mere end det absolutte minium.

Tænk, hvis man kom til at hjælpe nogen, uden at få noget igen.

Tænk, hvis der var nogen, der lavede mindre end andre.

Tænk, hvis det der med fair, ikke handlede om at tælle minutter, sekunder og arbejdsopgaver, men mere om at give det overskud, som man kan undvære.

Tænk hvis.

Men man kan jo ikke redde mennesker, der ikke selv vil reddes, selvom jeg virkelig har forsøgt at rumme og redde den type mennesker med kærlighed, empati, omsorg og forståelse.

Men nu er jeg faktisk blevet træt.

Så nu må de passe sig selv, alle sure røvhuller.

Også vil jeg hænge ud med dem, der er i godt humør.

I ved, dem med selvironi, humor, omsorg.

Dem der tilgiver, går videre og kommer videre.

Jeg vil sætte mig over til deres bord, lære af dem, være med dem og lægge mit fokus hos dem, der giver noget tilbage, uden beregning.

Og de sure røvhuller?

De er velkommen over ved vores bord, når de har købt sig et par underbukser med en lidt løsere elastik.

xxx

Så er der spændende nyheder fra matriklen.

Vi har fået et nyt toiletbræt.

Simpelthen.

Nyt, hvidt og slimline.

Det er tydeligt at se, at der er kastet en masse design, teknologi og opfindsomhed efter det lokumsbræt.

Og selv om jeg gør mig stor umage med at være ligeglad med veldesignede kridhvide brætter, så er jeg nu alligevel en lille smule imponeret.

Det kan nemlig tages af.

Ved hjælp af en trykknap funktion, bliver det løsnet fra toilettet og dermed kan det løftes af.

Det letter jo rengøringen gevaldigt.

Jeg var dybt imponeret.

Sømanden var mest imponeret over, hvor imponeret jeg var.

-gør det igen, råbte jeg og tvang ham til at tage brættet af og på endnu engang.

Hold nu kæft, det er smart!

Hvorfor er det ikke blevet opfundet noget før?

Men det er det måske også, og måske er det bare os, der ikke er fulgt med tiden.

Men nu har jeg heller ikke rigtigt nogen interesse i vvs-artikler.

Det står ikke rigtigt øverst på min dagsorden.

Bortset fra dengang jeg havnede på et eletronisk toilet i Thailand.

Med fjernbetjening.

Det kunne alt muligt.

Det var lige før, at jeg ønskede, at jeg har gjort i bukserne, bare for at have en undskyldning for at prøve alle mulighederne.

Der var ikke bare varme, skyl og vask, der var også musik, spul og lufttørring.

Jeg huske ikke så meget fra den dag i Bankok, men det toiletbesøg står klokkeklart i min erindring.

Måske behøver vi ikke ofre flybilletter næste gang, vi skal bare finde et fancy lokum, så er jeg åbenbart fyldt op på oplevelseskontoen.

Jeg spørger engang imellem sømanden, om han kan huske det toilet.

Altså det med fjernbetjeningen.

Det kan han godt.

Nok mest fordi, at jeg nævner det med jævne mellemrum.

Men jeg bliver simpelthen i lidt bedre humør, hver gang jeg tænker på det wc.

Sikke en fantasi.

Tænk at gå på arbejde, for at udvikle skyl og spul.

Med musik til.

Det er da fantastisk.

Vores toilet har ikke så mange funktioner.

Egentligt er der kun skyl, åben og luk.

Men nu kan brættet så tages af.

Med et snuptag.

Og det er da en funktion mere end sidste gang.

Og så kan man jo altid lade som om, at man er en lille smule på storby ferie, når man sidder derude.

På et toilet med flere funktioner.

xxx

På lørdag kl.15.23 er det præcist 14 dage siden, at jeg fik min første vaccine.

Det udløser jo så et permanent coronapas.

wup-wup.

Det vil sige, at jeg til enhver tid kan åbne coronapas-app’en og fremvise et gyldig adgangskort til hvad som helst.

Jeg skal ikke længere testes, tælle timer og beregne udløbstiden.

Jeg kan simpelthen være spontan.

Fri og impulsiv.

Hvis jeg lige har lyst til at få en fredagsøl med kollegaerne, så gør jeg da bare det.

Hvis jeg pludselig vil til koncert lørdag aften, så er det en mulighed.

Mulighederne hober sig op, friheden kan gøre mig helt svimmel.

Og så må der gerne gå et langt stykke tid, før min drøbel igen skal masseres med en vatpind.

Livet efter pandemien begynder jo ganske langsomt at snige sig indenfor, og pludselig hører man om nogen, der har været i Fårup Sommerland, fejret sidste skoledag og været til koncert, uden at hele byen skal i isolation bagefter.

Personligt drømmer jeg lige nu om en forlænget weekend i hovedstaden, uden test, mundbind og mystiske regler for bordreservation.

Og det virker jo efterhånden til at være indenfor rækkevidde.

Takket være vaccinen, som iøvrigt var en lille rørende oplevelse i sig selv, dernede i Arena Nord i Fræshaun.

Normalt er jeg ikke specielt rørstrømsk, men den vaccine ramte mig nu alligevel i tårekanalen.

Det kom først bagefter, da jeg sad på en blå plastikstol og ventede de obligatoriske 15 minutter, imens jeg knugede mit garderobenummer.

1120.

Det var mit nummer.

Så sad jeg der, sammen med alle de andre.

Vi ventede allesammen.

Høje, lave, tykke, tynde. Vidt forskellige typer, sociale lag og påklædning.

Alle mulige mennesker.

Vi talte ikke med hinanden, og rigtigt mange sad med snuden i deres telefon.

Men vi var allesammen på den samme mission.

Vi var der for hinanden, for os selv, for dem der ikke kan tåle vaccinen og for alle de andre.

Så var det, at jeg blev ramt af det der samfundssind.

Fællesskabet.

Jeg faktisk lidt rørt.

Bevæget.

Ikke kun fordi jeg kunne skimte en afslutning på et af de mærkeligste år i mit liv, men også fordi, at jeg følte mig som en del af noget større.

Følelsen af at løfte i folk.

Det ramte mig.

Servicepersonalet der sørgede for, at vi kom ind på det rigtige tidpunkt og i den rigtige kø, sundhedspersonalet der sprittede, stak og fyldte kanyler, sikkerhedsvagten med det store overblik, taxa-chaufføren der kom trillende med en borger i kørestol og damen foran i køen, der var lidt usikker på det hele, men som blev guidet sikkert og venligt i land.

Og alle os, der bidrog med at lægge arm og krop til vaccinen.

Det var lige der, jeg mærkede fællesskabet.

At vaccinen er noget, som jeg har gjort for mig selv, men også for alle de andre.

Akkurat som jeg er blevet vaccineret mod røde hund, calmette, hepatitas A, stivkrampe, og mine piger har fået HPV-vaccinen.

Det er selvfølgelig et frit valg og et frit land, vi lever i, og man vælger jo selv om man vil stikkes, men der er ingen gratis frokoster i denne verden og alting har en pris. Og personligt har jeg svært ved at gemme mig i folkimmuniteten, når jeg kan lade mig vaccinere med en minimal risiko, og dermed beskytte dem, der ikke selv har den mulighed.

Og daten med Pfizer blev fejret med en frappe, udendørs koncert og drinks på “Visen”, indtil spærretiden trådte i kraft og vi cyklede hjem igennem skoven, sammen med sømandens fætter og hans kæreste.

En aften der smagte af løfter, muligheder og en ny begyndelse.

xxx

Åhhh, jeg havde helt glemt, at man kunne svede så mange steder.

Åltså, under armene og under melonerne, den er velkendt på daglig basis, men hvor er der egentligt mange folder, revner og sprækker, hvor sveden helt uanmeldt kan pible frem, klistre og fedte.

Selvom man sidder helt stille i skyggen under kastajnetræet, drikker kolde væsker og lytter til P8 Jazz, så siver sveden frem, hynden i liggestolen bliver fugtig og en stille hovedpine sniger sig ind.

Her er sømanden helt anderledes forberedt på hedebølgen.

Han smører sig ind i så tykt et lag solcreme hver morgen, at han får en chokerende og ganske overraskende lighed Pjerrot, hvis altså Pjerrot havde fuldskæg og tattoveringer.

Han sørger for at indtage varme drikke, inden solen står alt for højt på himlen, også har han meddelt, at alle former for fornikering skal foregår i tidrummet mellem kl.6- 10.30, for at undgå overophedning og en deraf følgende uhensigtsmæssing stor mængde af sved.

Desuden har han fyldt fryseren med sutteis, som han løbende slubre i sig og tilbyder til enhver, der vover sig ind på matriklen.

Så han er helt sikkert mere grønspætte-klar,end jeg er, og klarer da også varmen meget bedre end mig, der bare bruger det meste af dagen på at gå rundt i undertøj og meddele, at der godt nok er vaaaarmmmmttt!

Men nu har mørke skyer bevæget sig over himlen, med et løfte om et skybrud og tordenvejr, der muligvis bliver endnu mere forløsende end sutteis og coitus.

Og det er vel typisk dansk sommervejr, det har corona dog ikke kunne lave om på.

Og der er kun ting, der er varmere end en hed sommerdag.

Det er sommernatten.

Den kan vi jo godt begynde at glæde os til.

Når mørket falder på og man udmattet kravler i seng, for at få lidt velfortjent hvile.

Så ligger man der i mørket og lytter til en vildfaren myg, der ikke kan lokaliseres.

Og til trods for åbne vinduer, myggenet og dyner der er udskiftet med tynde lagner, så bliver temperaturen bare ved med at stige.

Så ligger man der og bliver irriteret på hinandens vejrtrækning, imens man vender og drejer sig i en uendelighed, lagnerne bliver klamme og soveværelset føles ubeskriveligt småt.

Og når man så endelig falder i søvn, så er der en af kattene, der får tyndskid på grund af varmen og af alle muligheder, vælger den så, at igangsætte produtionen lige udenfor vores soveværelsesvindue.

Så vågner man igen, nu med kvamle og overophedning, blot for at konstatere at klokken kun er 3.30.

Når man nu er vågen, så kan man jo ligeså godt tisse med det samme, hvorfor man vakler ud på toilettet i halvmørket.

Og når man sidder der i natten helt alene, så ser man pludseligt, at dørhåndtaget bevæger sig, og man dør en lille smule af skræk, indtil man opdager, at det bare er sømanden, der også skal tisse og gerne vil ind.

-du vækkede mig med alt dit rumsteren, siger han så, når han får overladt toilettet.

Så er det, man spekulerer på, hvor mange år affektmord giver, og om der er aircondition i fængslet.

Så er klokken ved at være fire, og man ærger sig over, at man ikke har fået bygget den der udeseng med tilhørende myggenet, som man engang så på instagram.

-kan du heller ikke sove, hvisker sømanden så, og man har allermest lyst til at pande ham en.

-hvad fanden tror du, hvisler man så tilbage og kan næsten ikke udholde hans åndsvage spørgsmål.

Imens man tænker, at hvis han så meget som linder på lagnet, så får han hakket fingrene af.

Så falder man i en underlig urolig søvn, indtil vækkeuret ringer, og man om muligt er mere udmattet end da man gik i seng.

Morgenen fejres med et kølende bad, hvis afkølende virkning stopper i det øjeblik, hvor man træder ud af brusekabinen.

Opsat hår, så lidt tøj som muligt og babyolie på inderlårene, for at undgå skavsår og røde knopper.

Vandfast makeup og overvejelser om, hvorvidt man skal medbringe ekstra trusser, så de kan bliver skiftet halvvejs i arbejdsdagen.

Jeg kan godt lide at bo i et land med skiftende årstider, og elsker at følge naturens udvikling.

Efteråret er min yndlingsårstid, og jeg er bare ikke særligt god til varmen.

Så hvis du kører forbi en have, hvor der ligger en udsplattet dame under et kastanjetræ, kun iført mormortrusser og slaskebh, imens hun spiser en sutteis med vindruesmag, så er det bare mig, der forsøger at komme igennem varmen, uden at rykke hovedet af sømanden.

xxx

-sådan lukker man skuffer i Texas, brølede sømanden og gav køkkenskuffen et ordentligt lods med sin venstre fod, så tallerkenerne klirrede.

Så tørrede han energisk køkkenbordet af og kylede karkluden i vasken. Fast besluttet gik han ned af gangen og åbnede døren til mindstbarnets værelse.

-så er det nu, kommandere han og vippede sigende med hovedet, -hvis du skal med ned for at besøge onkel Max.

Onkel Max er en sort labrador.

Den bor hos sømandens onkel og er en fast del af sømandens cykelrutiner.

Så tog de afsted, sømanden og den mindste af tøserne, og efterlod mig alene på matriklen.

Eller helt alene er man jo aldrig, når man har P8 jazz og to jamrende katte, der konstant påpeger manglende opmærksomhed og behov for kløen bag ørerne.

Jeg satte mig i lænestolen og kiggede ud på blæsten, der tilsyneladende aldrig stopper.

Imens jeg tænkte over den første dag uden mundbind i tusind år.

Det føltes næsten lidt kriminelt og en smule nøgent at bevæge sig ud i offentligheden uden elastikker bag ørerne og afskærmning for ansigtet.

Så kan man pludseligt se de andres ansigter, smil, læbestift og birkes mellem tænderne.

Brillerne dugger ikke længere, man kan bruge øreringe, uden elastik der bliver viklet ind og vejrtrækningen bliver bare lidt lettere.

Jeg kommer ikke til at savne de mundbind.

Jeg har brugt dem, båret dem og indøvet det automatiske klap på lommen, for at sikre mig, at jeg var bevæbnet til dagens gøremål.

Kombineret med coronapasset og et regelsæt så langt som et ondt år, har jeg navigeret i pandemiens rodebutik.

På med mundbind.

Af med mundbind.

Ind på sundhed.dk

Booking af pcr-test, 2-meters-reglen, litervis af håndsprit og kilovis af håndcreme har fået mig igennem vinteren og foråret.

Men nu lysner det forude.

Spærretiden er flyttet til kl 24.00, og mundbindet er lagt på lager.

Men da sømanden beslutsomt smed sit bedste mundbind i skralderen i morges, så dukkede min indre tyske hausfrau op.

-ikke gør’ det! Hakkede jeg irriteret og samlede mundbindet op igen,- tænk på, hvis der kommer restriktioner igen i næste uge.

Så blev vi helt tavse et øjeblik.

For tænk lige, hvis vi bliver nødt til at tage en ny omgang i mundbindsvalsen.

Hvis tallene ryger den forkerte vej, og bølge nummer 582 skyller ind over os.

Den måtte vi lige tygge på.

Sømanden var den første, der tog sig sammen.

-det vil jeg skide på, jeg tager det famne ikke med! Råbte han og skred ud af døren.

Han kom hurtigt tilbage og gav mig et farvelkys, inde han sprang op på cyklen og ræsede mod havnen.

Lidt senere tog jeg afsted.

Uden mundbind, men med et smil og en 48-timer gammel vaccine i armen.

xxx

Jeg har fået en ny interesse.

Franske vafler.

De der små sprøde butterdejsagtige kiks, lagt sammen med hvid creme.

Jeg havde helt glemt, at de fandtes, men da jeg for et par uger siden var usandsynlig lækkersulten, så fik jeg øje på dem, på anden øverste hylde i Rema 1000’s kikseudvalg.

Den umiddelbare grund til at jeg så nøje besigtigede kiksereolen, var mit ingen-ost-eller-chokolade løfte.

Ost og chokolade er ellers som udgangspunkt en ekstrem stor del af min daglige kost.

Man kunne godt kalde det en grundsten.

Så i et forsøg på at genoprette en vis form for balance, havde jeg besluttet at holde oste-og-chokolade-ramadan.

Ingen ost eller chokolade i 30 dage.

Og det var her problemet opstod.

For der stod jeg, en fredag eftermiddag i Remse og længtes efter lidt lækkert at tage med hjem.

Lidt hygge.

Lidt snacks.

Og jeg er ikke den store chips eller slikspiser, også er det faktisk utroligt svært at finde noget usundt, der ikke indeholder chokolade.

Eller ost.

Så jeg var lidt fortabt.

Men så var det, at jeg spottede dem.

I den blå emballage.

Sprøde og forventningsfulde, akkurat som dengang de var fast inventar på min farmors kaffebord.

Franske vafler.

Lette, sprøde, drysset med sukker og lidt ligesom at spise en sky.

Og så var det, at jeg kom til at tænke på Pizza-Tommys biks.

Et for længst hedengangen pizzaria, der holdt til i de bygninger, hvor sømandens søster nu har en grillbar.

Her huserede Pizza-Tommy i 90’erne, hvor han solgte pizza’er, pølser og andet godt.

På et tidpunkt lykkedes det Tommy at få fingerne i et restlager af gamle VHS-film.

Det var dengang, før streaming og internettet, hvor en god hyggeaften ofte indeholdt en movie-boks og to film.

Pizza-Tommy udlejede ikke movie-bokse.

Til gengæld havde han, helt i Lars Larsens ånd, et godt tilbud.

To pizza’er, halvanden liter Cola og et VHS-bånd med en forlængst glemt B-film.

Og stod du lidt for længe og kiggede på udvalget af film, kom han snigende.

Bagfra.

-hvis det ikke er noget for dig, hviskede han så og gjorde et kast med hovedet, -så har vi hud-film ude bagved.

Pizza-Tommy var nemlig en utrolig hjælpsom fyr.

Flink og klar til at støtte op om enhver sag.

Så da resten af verden boykottede Frankrig, fordi de lavede atomprøvesprængninger, så bakkede Tommy op.

Da han ikke solgte fransk vin, så kunne han ikke rigtigt byde ind der.

Tilgengæld stoppede han så med at sælge franske hotdogs.

Og jeg har altid respekteret folk, der står ved deres holdninger.

Jeg ved ikke rigtigt, om det gjorde en forskel for Frankrig, men det vigtigste er vel også signalværdien.

Så da jeg stod der i Rema, og tænkte på min farmor, Pizza-Tommy og atomprøvesprængninger, så gik det op for mig, at franske vafler hverken indeholder ost eller chokolade.

Så de kom med hjem.

Og de smager da helt fantastisk.

En stærkt overset småkage.

Med vaniljecreme.

xxx